Læsetid: 9 min.

Vi er jo bare et lille band fra en kælder

Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt til Green Concordes koncert på SPOT-festivalen, men alligevel tager de opmuntrede hjem til København efter at have spillet for det største publikum i bandets historie
13. juni 2005

Den gule varevogn holdt heldigvis hele vejen. Green Concorde havde 'lejet et lig' til at transportere instrumenterne fra København til Århus, og den gule rustne varevogn hviner foruroligende, da den bliver bakket op mod scenen, hvor de skal spille. Der er et par timer til endnu.

Forsanger Morten går rundt uden for indgangen til scenen og siger ikke så meget. Han har ikke sovet så godt i nat, fortæller han.

De har allesammen overnattet i guitaristen Carstens lejlighed. De ankom fredag aften og nåede at se et par koncerter, men ellers tog de ikke rigtig del i festlighederne på området mellem Musikhuset og Ridehuset, hvor der var indrettet festivalområde med højst 50 meter mellem hver ølbod. Kaffe er vejen frem, når man ved, man skal spille en koncert den efterfølgende dag kl. 15 om eftermiddagen. En koncert, der kan få betydning for hele den fremtidige karriere.

SPOT-festivalen er fyldt med folk fra branchen. Hvis man hilser på en person, siger man ikke goddag og smiler til den andens øjne - det kan man ikke, for de har fokus rettet et helt andet sted hen. Mod det lille plastikskilt, der hænger rundt om de akkrediteredes hals. Det angiver navn, og det medie, pladeselskab, promotionagency, bookingbureau eller spillested, man repræsenterer. Og så er der de, der ikke behøver rende rundt med et lille skilt om halsen. Dem kender man jo, og hvis man ikke kender dem, så har de den udstråling, der siger én, at det bør man. Branchens store kanoner. De er på fornavn med de fleste, og på efternavn udelukkende med hinanden.

Rock'n'roll-attitude

Da Green Concorde begynder at lave lydtjek på deres instrumenter, flyder et par stykker af de skiltebærende festivaldeltagere rundt i yderkanten af koncertteltet.

Foreløbig er der ellers ret tomt i det telt, hvor Green Concorde skal spille, men det virker ikke som om, drengene har tid til at lægge mærke til det. Inde bag en lille åbning i teltdugen har trommeslageren Simon stillet trommerne op, inden de skal sættes ind på scenen. Han sætter sig et øjeblik bag dem, stirrer koncentreret på trommestikkerne, slår et par takter i luften og bliver enig med sig selv om, at det vist er en fin opstilling og begynder så at slæbe trommerne ind på scenen. Morten står stadig uden for teltet og kigger sig lidt nervøst omkring. På scenen er Carsten og bassisten Peter gået i gang med at tjekke lyden. En egentlig lydprøve, hvor de spiller et nummer igennem for at tjekke samspillet, er der ikke tid til. De må bare krydse fingre for, at lyden fungerer.

Carsten spiller et par riffs på guitaren med en smøg hængende i mundvigen og konstaterer: "Det er rigtig højt. Det er dejligt."

Lydene begynder at lokke folk til. Allerede 10 minutter før koncerten skal gå i gang, er teltet fyldt. Teltets konferencier går på scenen og præsenterer bandet, og Carsten, Peter, Simon og Morten gør entré klædt helt i sort. Sorte bukser, sorte skjorter, sorte sko og sorte slips - rendyrket rock'n'roll-attitude. Det begynder godt.

Forsanger Morten taler til publikum stadig en smule nervøs.

"Hvor er det fedt, at I er kommet så mange. Tusind tak for det," siger han og kigger ud over den menneskemængde, der står skulder ved skulder. Nogle har endda stillet sig op på bænke for bedre at kunne se. Udenfor teltet, står der også folk og kigger ind. Måske 400 mennesker står og lytter og vrikker frem og tilbage. Så meget man nu vrikker kl. 15 på en festivals andendag.

En streng sprænger

En hel flok piger i efterskolealderen er rykket helt tæt op på scenen og stirrer med beundrende blikke op mod bandet - en ældre fyr, der spiller bas og ryger smøger samtidig...

"Ih, hvor er han lækker," siger en lyshåret pige til sin veninde og peger på Peter, der koncentrerer sig mere om sin bas end om, at der er et telt fyldt med mennesker. I det hele taget er bandmedlemmerne meget fokuserede på deres instrumenter. Fremstår med en selvsikkerhed, der nok ikke står helt mål med virkeligheden. Morten tørrer sveden af panden og siger blot: "Detroit", og de spiller det nummer, der har ligget nummer ét på Det Elektriske Barometer på P3.

Efterskolepigerne nikker genkendende og klapper.

Og så sker det, der ikke må ske. En streng sprænger på Peters bas. Med et lydløst "fuck" skynder han sig ud i kulissen for at skifte streng. Imens er der stille. Morten forklarer publikum, hvad der sker, men det halvandet minut, det tager, virker som 100 år.

"Vi er ikke gode til at snakke. Det er ikke det, vi gør," siger Morten, men får alligevel fortalt, at man efter koncerten kan købe den ep, som Green Concorde har udgivet sammen med et band, de har touret med i Holland, postrockerne We vs. Death.

Men så bliver der stille igen, indtil Peter bliver modtaget af klapsalver, da han vender tilbage til scenen, og de kan spille de sidste fire numre. Publikum pifter og klapper længe, da Morten har sagt farvel og tak. Lige så hurtigt som teltet fyldtes, tømmes det igen, og drengene begynder at falde ned.

Venner kommer hen til teltindgangen og roser koncerten.

Morten takker, men virker en smule rystet. Simon kommer ud fra scenen med et stort smil og griner: "Alt hvad der kunne gå galt, gik galt, men hvor var det fedt," siger han.

Der er hurtigt udskiftning på scenen, så vennen Mr. Q fra bandet Tiger Tunes, der har været uvurderlig hjælp for bandet hele dagen, begynder at fylde alt grejet tilbage i lastrummet på 'liget'. Green Concordes booker Dennis kommer hen med et par folk, som bandet skal møde. En tysker, der arrangerer koncerter med skandinaviske bands over hele Tyskland er interesseret i at få Green Concorde med.

Drengene er dog lidt skeptiske. Mandens ry er kommet ham i forkøbet, og de hilser pænt på ham, men signalerer ellers, at de ikke er frygteligt interesserede. De har talt med et par bands, der har haft dårlige oplevelser på tyskerens tourné.

Phil fra Canada

En anden mand er de mere begejstrede for at møde. Phil fra et canadisk pladeselskab har vist interesse for dem allerede inden koncerten på SPOT. Dennis og Phil følger med bandet op i det lokale, som er stillet til rådighed for de optrædende en times tid efter koncerterne. Alt der kendetegner et backstageområde er stillet frem på et bord: Gratis øl, vand, slik og sandwich. Phil snakker meget.

Ellers er det mest Green Concordes meget aktive booker, der fører ordet. Men det er mest hyggesnak. Phil råder bandet til at tage til Montreal i Canada og spille på den "indievenlige" festival PopMontreal, og han vil også gerne have dem til at spille på en festival, han selv arrangerer.

Men det vil kræve noget økonomisk støtte til transport osv. at gennemføre det, påpeger han. Green Concorde har søgt og fået støtte før, så det er de ikke så bekymrede for. Phil roser bandets musik, festivalen, de smukke danske mennesker og landets vingummi. De bryder alle op, da de gerne vil høre bandet Spleen United, der allerede er gået i gang i Ridehuset - bygningen ved siden af. En halv times fri indtil bandet kl. 17 skal stå i Morningside Records Meet'n'greet-stand i Musikhuset. Her har en lang række distributions- og pladeselskaber boder, hvor man kan møde musikerne og købe deres plader.

Green Concordes plade 9 split song som de har en distributionsaftale med Morningside Records på, bliver placeret gunstigt på disken. Og drengene sætter sig ned og venter. Der kommer folk hen og roser koncerten. Mange familiemedlemmer, kærester og venner, men også interesserede måske kommende fans dukker op. Et par plader får de solgt. Og Carsten får også listet deres egen plade med i stakken, når folk med plastikskilte spørger efter andre bands cd'er. Peter deler drinks ud fra en whiskey-flaske, og de er alle afslappede igen.

Efter at have siddet ved standen i over en time er det overstået. Drengene kan endelig læne sig tilbage i stolene i Musikhusets café og drikke en øl.

"Det er først nu, jeg sådan rigtig har tid til at tænke over, hvordan det egentlig er gået," siger Carsten. Men bandets fornemmelse er god.

"Mest fordi, der var så mange mennesker," siger Morten, og Peter supplerer "Ja, vi var selv til en koncert i går, hvor der kun var 20 mennesker, og det frygtede vi også ville ske for os, og så kommer man ud på scenen, og der er propfyldt. De var kommet, før koncerten gik i gang. Altså kommet for at se os," siger Peter og tilføjer: "Vi er jo bare et lille band fra en kælder. Det er da vildt."

Simon er irriteret over, at de var så uheldige. På et tidspunkt gik pedalen til hans stortromme i stykker, så Mr. Q måtte komme ind på scenen og reparere den. En anden gang tabte han trommestikken og samlede den forkerte op, og det er altså ikke lige meget, hvor meget en trommestik vejer, så der gik lidt kage i nummeret "2:26", og så forstår Peter lige pludselig, hvad der skete.

"Jeg har det sådan, at hvis du fucker op, så fucker jeg op, og jeg spillede forkert så mange gange i det nummer," fortæller han. Nu griner de af det. "Jeg synes faktisk, det er ok, at vi var så uheldige, for så har vi vist, at vi kan gennemføre og spille godt på trods af alle de ting," siger Carsten.

På trods af uheldene

Peter var dog lige ved at blive slået helt ud over, at basstrengen sprang. En basstreng springer sjældent. "Jeg blev så hidsig, og hvis det havde været under det sidste nummer, så var jeg sgu' gået min vej. Men vi havde jo fire numre tilbage, så jeg blev nødt til at gøre noget," siger Peter.

Men Carsten mener, at de skulle spille videre lige meget hvad: "Jeg synes, man har et ansvar, når der er kommet så mange mennesker. De er kommet for at høre os, og det skal man have respekt for."

Morten fortæller, at han lige efter koncerten var alt for forvirret til at håndtere, at en mand fra et større udenlandsk pladeselskab kom hen til ham og roste koncerten.

"Jeg sagde ikke engang til ham, at han kunne komme hen til Morningsides stand klokken 17," siger han og ry-ster smilende på hovedet af sig selv.

Et par andre branchefolk har også kontaktet dem i løbet af dagen. Visitkortene ligger lunt i lommen, men: "Måske tror folk, at SPOT fungerer sådan, at man bare skal spille der, så er man nærmest sikret et internationalt gennembrud, men sådan er det altså ikke. Det hele er jo ret løst", siger Carsten.

"Det er jo ikke sådan, at det er møder med dagsordener og dokumenter. Man får bare en snak med folk, og må-ske er der nogen, der vender tilbage," siger Simon.

Efter en lang dag med håndtryk og høflighed kan Carsten, Peter, Simon og Morten endelig selv få tid til at høre noget musik på festivalen, glemme jagten på en pladekontrakt et øjeblik og nyde resten af weekenden. Det er først, når det er blevet hverdag igen, at det vil vise sig om interessen er reel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu