Læsetid: 3 min.

Bare to bogstaver

14. august 2003

DEN TYSKE landsavis Die Welt kunne mandag berette, at man har fundet Günter Wallraffs registreringsnummer i de gamle Stasi-arkiver, og at han i flere tilfælde har været behjælpelig med oplysninger – uden at disse dog kunne imponere efterretningsofficererne fra Øst.
Langt mere held skal Wallraff have haft som meningsagent – altså en agent, der spreder falske oplysninger til offentligheden med den lumpne hensigt at påvirke samfundet. Blandt andet kunne avisen henvise til en artikel, Wallraff i slutningen af 1960’erne skrev til det venstreorienterede magasin Konkret. Artiklen handlede om en navngiven professor, der tilbød at lave koppevirus til brug under en vestlig invasion i DDR. De opdigtede oplysninger skal stamme fra Østtyskland.
Herefter kunne Die Welt tirsdag sy trådene sammen:
Venstrefløjen og fredsbevægelserne havde destabiliseret det daværende Vesttyskland, men nu er sandheden kommet frem. Al denne ballade og gøren ungdomsoprør byggede på DDR-løgn og -propaganda.

WALLRAFFS metode er maskeringen. Med paryk og falske briller skaffede han sig kendskab til, hvordan livet leves blandt tyrkiske fremmedarbejdere eller på boulevardavisen Bild. Undercower kunne han beskrive hjørner af samfundet, de færreste havde kendskab til.
Reportagerne vakte opsigt, og de blev inspiration for en hel generation af journalister. Alle drømte om at gå i hans fodspor, forfølge historierne helt ind i selve livet. De færreste gjorde noget ved det, i stedet blev Wallraff fejret som en helt.
Nu viser Die Welt os et andet af Wallraffs ansigter, og hvis der er hold i afsløringen, risikerer han at falde dybt. Som journalist kan man ikke være østtysk meningsagent den ene dag og bedrive engageret samfundskritik den næste. Hvis læserne ikke kan være sikker på hans selvstændighed og egentlige hensigt, er hans journalistiske bedrift virkelig i fare.

SPØRGSMÅLET er dog, om det kommer så vidt. Nyheden om Wallraffs Stasi-forbindelser står i Die Welt, der ejes af Springer. Denne mediekoncern ejer også Europas største avis, Bild Zeitung, der i 1977 havde den tvivlsomme ære at ansætte netop Wallraff.
Under navnet Hans Esser arbejdede han i flere måneder undercower på avisen og kunne bagefter i bøger berette om alle svinestreger og løgnehistorier.
Afsløringen af Bild betød en årelang tillidskrise mellem samfund og Springer. Bild blev tvunget til at forbedre sig, genfinde virkeligheden – det lykkedes, selv om det er en daglig kamp mod fristelsen – men taknemmelighed over for Günter Wallraff kommer ikke på tale. Der er snarere tale om et 26 år gammelt had.
Det er i det lys man skal læse Die Welts sammenkædning af meningsagent Wallraff og den vildførte, vesttyske ungdom. Stasi-afsløringen varsler hævnens time for Springer-koncernen.

DEN ENESTE alvorlige mangel i Die Welts afsløring er, at der ikke foreligger nogen skriftlig bekræftelse på Wallraffs gerning som IM – inoffizieller Mitarbeiter. Som regel lod efterretningstjenesten nye agenter underskrive en forpligtelseserklæring, men mistanken mod Wallraff bygger blot på Stasi-optegnelser.
Wallraff har flere gange lagt afstand til staten DDR. I forbindelse med sit arbejde har han holdt flere møder med østtyskere, medgiver han, men han var ikke klar over, at samtalepartnerne var spioner. Derfor formoder han, at Stasi opførte ham som agent for at have noget at prale med.
At Stasi ikke altid var åbenhjertig i ansættelserne viser sagen om den reformkommunistiske politiker Angela Marquard. Sidste år havnede hun i mediernes gabestok, fordi også hun havde været IM.
Virkeligheden var, at hun blev hvervet som 15-årig. Uden at vide det, havde hun forpligtet sig til tjenesten, og uden at vide det, aflagde hun rapport – hun blev udspurgt af folk, som hun antog for at være forældrenes venner. Men IM var hun, og Wallraff måske også...

HVAD END udgangen på sagen om Günter Wallraff bliver, er det på tide at se på det principielle i den fortsatte strøm af Stasi-afsløringer.
I dag, 13 år efter genforeningen synes der stadig ingen ende på dem, selv om de rent juridisk er meningsløse.
Langt de fleste lovovertrædelser, IM’erne har begået, kan ikke længere straffes, men straffet bliver der alligevel: Hvad Stasi-synden egentlig bestod i, spiller ingen rolle – alene et IM i den personlige biografi er nok: Bærere af IM bliver af samfundet betragtet som spedalske, forbrydere og menneskeforagtere.
Men det kan ikke være meningen med retfærdighed, at meningsforbrydelse straffes med livsvarig forstødelse, mens samfundet forsøger at tilgive dømte lovovertrædere efter afsoning. Det er vist på tide at lukke Stasi-arkivet en årrække.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her