Læsetid: 3 min.

'Jeg vil ikke bare være på kontanthjælp'

50.000 kvinder fra ikke vestlige lande står uden for arbejdsmarkedet. Men vi vil langt hellere arbejde end være på kontanthjælp, siger de kvinder, Information mødte på Nørrebro en travl tirsdag eftermiddag
1. marts 2006

Det er midt i myldretiden på Nørrebrogade - lige efter arbejde og lige inden aftensmaden, hvor folk vælter ud af bussen og ind gennem Super Brugsens glasdøre. Midt i det hele går Mona.

Hun skubber sin barnevogn foran sig og er tilsyneladende den eneste, der ikke ser ud til at dø af stress over at få familie og arbejde til at hænge sammen. Og det er hun heller ikke - lige nu i hvert fald.

"Jeg har været sygemeldt i tre uger, så lige nu arbejder jeg ikke," siger 23-årige Mona, der ikke vil have sit efternavn i avisen. Fordi der bliver så meget snak blandt venner og bekendte. Mona plejer at arbejde som telefonsælger, så hun ser ikke sig selv som en af de 50.000 kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, der ifølge en rapport fra LG Insight står uden for arbejdsmarkedet.

Hun har også arbejdet i McDonalds, og så har hun en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Så snart hun bliver rask, vil hun ud og søge job igen, for hun gider ikke 'bare' være en af dem på kontanthjælp.

"Jeg vil ikke have, at folk ser skævt på mig og tænker 'nåå, en af dem'. De må gerne se mærkeligt på mig, fordi jeg bærer tørklæde. Jeg er muslim, det er min baggrund, og den hverken kan eller vil jeg ændre. Men hvis de ser på mig og tænker, at hun er helt sikkert på bistand, så generer det mig. For arbejde, det kan jeg selv gøre noget ved," siger hun.

Vil ikke sidde hjemme

Oprindeligt er Mona fra Libanon, men hun har boet i Danmark, siden hun var seks år. Hendes søster er pædagog, hendes mand og hendes brødre arbejder alle, og moderen er hjemmegående. Det er normalt blandt kvinder i hendes alder, mener Mona og tilføjer, at hun ikke er fra en familie, som kan lide bare at sidde derhjemme.

"Jeg er stadig ung, og normalt er jeg sund og rask. Så længe jeg kan få et arbejde, er det fint, det synes min mand også. Selvfølgelig er der nogle arbejdsgivere, der har problemer med mit tørklæde, men det er deres problem. Jeg har min tre-årige datter, der også har en fremtid, og hun skal ikke bare sidde derhjemme sammen med mig og glo. Det er ikke godt for hende," siger hun. Mona og datteren må videre.

Det må Hawa Ibrahim fra Somalia egentlig også, for hun skal være på sprogskolen klokken fem. To minutter så, siger hun og smiler et bredt, genert smil.

"Jeg er ikke så god til dansk, men jeg forstår," siger Hawa Ibrahim, der har boet i Danmark i seks år. Hun smiler endnu bredere.

"Jeg er dagplejemor, og jeg passer fem børn. Mine ældste to børn går i børnehave," siger Hawa Ibrahim, der lige nu holder pause fra arbejdet som dagplejemor, mens hun er på barsel med sin fem måneder gamle søn. Men om en måned vil hun gerne i gang med at passe de andre børn igen.

"Jeg elsker børn, jeg går på legepladsen og i legestue med dem," siger hun og peger på uret. Fem minutter over fem, hun er for sent på den.

I en grønthandel lige ved siden af står en kvinde og undersøger peberfrugterne for brune pletter. Hun vil gerne snakke, men ikke om sit navn.

"Det vil jeg bare ikke," siger hun. Og så er den diskussion færdig. Den lille kvindes nakke er krumbøjet.

"Det er fordi, jeg har arbejdet 17 år med rengøring," siger hun. Og peger op på skuldre og nakke for at vise, hvor smerterne sidder.

"Lige nu er jeg sygemeldt. Selvfølgelig vil jeg arbejde, men rengøring er hårdt fysisk, så min læge har sagt, jeg ikke skal. Men hvis jeg får det bedre, går jeg i gang igen. Det er også bedre for økonomien," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her