Læsetid: 11 min.

Barmhjertighed kan klares via PBS

25. februar 2006

Danskerne har aldrig været flittigere til at komme til lommerne, når det gælder hjælp til vores 'globale familie' i Den Tredje Verden. Nødhjælpsorganisationerne jubler over de historisk store bidrag. Kritikere mener, at vores godgørende donationer i virkeligheden handler om selvrealisering. Er barmhjertighed en sindstilstand, der er hævet over girokort og PBS – eller er det i sidste ende målet og ikke motivet, der tæller?

Danskerne har aldrig været flittigere til at komme til lommerne, når det gælder hjælp til vores 'globale familie' i Den Tredje Verden. Nødhjælpsorganisationerne jubler over de historisk store bidrag. Kritikere mener, at vores godgørende donationer i virkeligheden handler om selvrealisering. Er barmhjertighed en sindstilstand, der er hævet over girokort og PBS - eller er det i sidste ende målet og ikke motivet, der tæller?

Danskernes vilje til at støtte velgørenhed er steget som aldrig før. Det har aldrig været nemmere at vise sin solidaritet ved at donere penge til diverse godgørende formål. Et opkald på 30 sekunder - 100 kroner på telefonregningen. Et månedligt træk på PBS'en til sponsorbarnet - og så er den skid slået. Eller hvad? Kan vi så med rette gå rundt med god samvittighed resten af året uden egentlig at røre en finger?

Morten Albæk, samfundsdebatør og forfatter, mener, at barmhjertighed ikke handler om økonomiske donationer, fordi barmhjertighed hverken handler om gavmildhed eller filantropi.

"Der er en tendens til, at flere mener, at de kan udvise en autentisk interesse i og solidaritet med deres medmennesker ved i ny og næ at gribe til lommerne og give en skærv til de dårligst stillede. Vores emotionelle engagement i globale katastrofer og menneskeskæbner er blevet den nye nationalsport. Det er et symptom på at købe aflad. Jeg vil kalde det barmhjertighed på PBS. Men barmhjertighed er en fundamental og vedvarende sindstilstand," siger Albæk, der også er chefkonsulent i Danske Bank. Han vil dog slå fast, at det at vise og udleve sin solidaritet og barmhjertighed grundlæggende er indiskutabelt positivt.

Én af dem, som for ganske nylig har fundet hul i budgettet til velgørenhed er Louise Davidsen.

Når hun ikke lige er på turné i forbindelse med teater og musicals, går den 26-årige freelancedanser går ofte på café - og det var også her, hun fandt en brochure fra Børnefonden. Ligesom så mange gange tidligere tog hun pamfletten med sig - men denne gang fik hun den endelig udfyldt og sendt af sted.

For to måneder siden sluttede Louise sig til 59.999 andre sponsorer i Børnefonden. Hun betaler 180 kr. om måneden til seks-årige Yawa fra Togo i Vestafrika, som for de penge kan få mad, gå i skole og købe de fornødne skolematerialer.

"Jeg har i længere tid tænkt på, at jeg gerne ville være sponsor for et barn. For det er jo helt åndssvagt, hvor meget så få penge kan gøre for andre. Det er lidt syret at tænke på, at et andet sted på kloden er der et barn, som kan komme i skole på grund af mig," siger Louise Davidsen. Hun har allerede fået et billede af Yawa, som indtil videre ligger i en bunke med papirer, men det er meningen, det skal op at hænge. Måske på køleskabet.

Ud over at være sponsor for Yawa betaler Louise Davidsen fast 50 kr. om måneden til Aidsfondet og 200 kr. om året til Børnecancerfonden. Fordi Louise arbejder på freelance-basis er hendes indtægt meget svingende, men hun giver ikke afkald på noget andet for at få råd til Yawa.

"Jeg føler ikke, jeg mangler noget. Det drejer sig om en burger og en kop kaffe på en café, det ville være for latterligt, hvis ikke jeg kunne undvære det," siger Louise Davidsen.

Morten Albæk mener, at det desværre er blevet legitimt at udvise sin samfundsmæssige engagement via et girokort.

"At have et sponsorbarn eller gå på posthuset og betale til naturkatastrofer er ligeså central en del af ens personlige brand som et par skinnende Gucci-sko. Det, middelklassen er i gang med, er at bygge et glansbillede op af sin egen sociale indignation. Den foretrukne selskabsleg er at sidde ved et veldækket bord og mellem forretten og hovedretten lige tage en hurtig runde, hvor alle fortæller, hvad man har gjort af gode gerninger for de sultne, de fattige og de krigshærgede," siger han.

Albæk efterlyser en mere kontinuerlig og fysisk forankring i den såkaldte barmhjertighed. Danskerne er blevet for magelige og har nok i deres lille intimsfære, hvor job, familie, venner og cafébesøg er indhold nok i hverdagen.

"Det tager ikke mere end 30 sekunder at lave en opringning eller overføre penge via nettet. Det er så forbandet nemt. Og så kan man ellers efterfølgende læne sig tilbage lukke øjnene og pille sig selv i navlen," siger han.

Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, er delvis enig med Albæk:--

-- "Der er nok en flig af, at et engagement ude i verden er en del af ens engagement i sig selv. For den frivillige arbejdskraft er meget sporadisk. I dag er det meget svært at fastholde det mere langsigtede engagement," siger Friis Bach. Han kan godt savne den klassiske superaktivist, som tog det lange, seje organisatoriske træk. De mangler. Folkekirkens Nødhjælp er naturligvis begejstrede for danskernes store økonomiske overskud, der også kommer dem til gode.

"Vi rundede 200 millioner kroner sidste år - det er aldrig set før. Der er bestemt en bølge af engagement fra danskernes side," siger han. Folkekirkens Nødhjælp er ikke alene om at melde om de største private donationer nogensinde. Dansk Røde Kors, Red Barnet, Børnefonden og Læger uden Grænser mærker også til det øgede hjælpegen hos danskerne. Friis Bach mener, at der er andre vigtigere faktorer, der spiller ind, end imagemæssig potensforlængelse.

"Globaliseringen er for alvor kommet på dagsordenen både med FN's 2015-mål, diverse hjælpekoncerter og via andre væsentlige initiativer. Den ligefrem vælter ind i stuerne. Derfor er der kommet en meget stor erkendelse af, at vi hører tæt sammen her i verden," siger Friis Bach.

Netop følelsen af global samhørighed er en vigtig faktor, mener Frederik Preisler, reklamedirektør hos Propaganda McCann:

"Jeg foretrækker at tro, at vores engagement bunder i, at vi er begyndt at finde ud af, at vi er en global familie. Dermed er vi nødt til at hjælpe hinanden. Vi kan godt forstå, at der er noget fuldstændig galt, når den ene halvdel af verden er ved at dø af overvægt, imens den anden halvdel er ved at dø af sult."

Det, at flere spytter i raslebøsserne, når unge banker på døren søndag formiddag i ny og næ, viser, at de har hjertet på rette sted. For har man én gang følt den sociale indignation, så ligger den latent i kroppen.

"Folk, der aldrig har følt den sociale indignation, er svære at stole på, når det handler om moral og etik. Den sociale indignation handler om, at man på et eller andet tidspunkt i sit liv har følt, at der er noget galt med, at andre har alt for lidt eller har det alt for skidt. Har man aldrig følt den, er man i princippet blottet for medfølelse i ordets bedste forstand. Og så har man også nogle alvorlige problemer med at forholde sig til etik og moral," siger Preisler.

Men hvis vi er så næstekærlige i Danmark, hvorfor viser stadig flere undersøgelser så, at uligheden aldrig har været større i vort samfund. Burde vi ikke i stedet koncentrere os lidt om dårligt stillede herhjemme. Så hvorfor ikke få et sponsorbarn i Vollsmose eller Gellerup i stedet for Burkina Faso, spørger Albæk:

"Hvis nogen kom og tilbød mig et sponsorbarn fra Gellerup, ville jeg rent faktisk sige 'ja'. Forskellen er, at et sponsorbarn i Burkina Faso aldrig kommer til at ligge dig til nogen last. Du betaler dit månedlige beløb, har et fint farvebillede af Nikita hængende på køleskabet, og det er så det. Det er ganske uforpligtende. Hvorimod der faktisk er en reel chance for, at sponsorbarnet fra Gellerup kommer og banker på din dør og beder om dit nærvær, dit hjerte, dit venskab eller din barmhjertighed. Men den risiko er der alt for mange danskere, der ikke er villig til at løbe."

Biskop Jan Lindhardt mener, at vi ser mere ud i verden, fordi vi har et realistisk billede af, hvor den virkelige ulighed findes. Uretfærdigheden er marginal i Danmark, mens den i udviklingslandene er himmelråbende. Vores rigdom har desuden givet os et større overskud, som netop får os til at kigge lidt ud over Danmark.

"Vi donerer penge til folk i tredjeverdenslande frem for at tænke på uligheden herhjemme, fordi folk i eksempelvis Afrika i langt højere grad har brug for vores penge. Den virkelige ulighed findes i vores globale samfund og ikke det lokale," slår biskoppen fast.

Friis Bach peger også på, at bistandstræthed er afløst af bistandsoptimisme.

"Efter en lang periode, hvor vi nærmest havde mistet troen på, at bistand hjalp ude i verden, er vi begyndt at tro på demokrati og forandring i en række lande, som tidligere har været plaget af diktaturer og korrupte regimer. Så jeg tror ikke, det handler om at købe aflad, men det er fordi, folk har en fornyet tro på, at det virker," siger han.

Morten Albæk mener, at vi ligger under for en negativ social arv og derfor er holdt op med at interessere os for det herhjemme.

"Sandheden er, at Danmark er præget af en glemt negativ social arv. Jeg taler om middelklassens negative sociale arv, der består i, at den gennem flere generationer har avlet folk, der ikke er socialt indignerede på de laveste samfundsklassers vegne. Folk går i stedet op i ligegyldigheder som skattestop og daginstitutionspriser," siger Albæk, der er formand for Børnefilmfonden, sidder i repræsentantskabet for Boligfonden for enlige mødre og fædre samt er initiativtager til det alternative globaliseringsråd: VallekildeRådet .

Frederik Preisler er ikke så skråsikker på, at vi har opdraget generationer uden socialt engagement.

"Måske har engagementet det svært i de her år, fordi der er så meget andet, der fylder i vores hverdag. For eksempel den ulidelige selvrealisering, som måske også gør os lidt ugidelige i forhold til at sætte os ind i sagernes rette sammenhæng. Et godt eksempel er, at man laver en artikel som denne og spørger reklame- og bankfolk om, hvor verden er på vej hen. Vi er blevet lade og ligeglade, fordi vi bliver overdynget med informationer hele tiden. Vi er endt i, at det, der ikke er set, er ikke sket."

Derfor roser Preisler også den lette tilgang til barmhjertighed. Det sparer os for en masse stillingtagen og initiativ. Dygtig og effektiv markedsføring siger reklamemanden, og Jan Lindhardt er enig:

"Jeg tror på, at nødhjælpsorganisationerne også er blevet meget bedre til at markedsføre sig selv, og det er kun dejligt, at det er blevet så nemt at hjælpe andre. Det bliver lidt abstrakt for folk at forstå, hvorfor der skal gå så mange penge til administration, i stedet for at pengene ryger direkte ned til dem, der behøver dem. Derfor er det også dejlig konkret med de her sponsorbørn, hvor man ved præcis, hvad pengene går til."

Morten Albæk pirker til vores dårlige samvittighed ved at sige, at en telefonopringning om året ikke er nok. En juleaften, hvor man gladelig laver julemad til stiknarkomanen, den hjemløse og den arbejdsløse enlige forsørger, er ikke godt nok. Man skal virkelig mene noget med sin barmhjertighed.

"Det er engangshandlinger, vi taler om. Derfor kan vi ikke gå rundt de resterende 364 dage om året med god samvittighed. Vi har dårlig samvittighed, fordi vi som gode middelklasseborgere ved, at vi har ressourcerne til at gøre noget ekstra for andre, men dag ud og dag ind vælger ikke at gøre noget. Så derfor bruger vi girokortet til at købe aflad med. Vi bliver ikke barmhjertige og samfundsengagerede mennesker af at være det én gang årligt. Vi er heller ikke ved at få en kristen revival her i landet, bare fordi kirkerne er propfyldte juleaften," siger han.

Men egentlig er motivet ligegyldigt, så længe kasseapparatet klinger i den anden ende, mener Preisler:

"Man kan ikke forlange, at alle skal vie deres liv til hjælpearbejde. Men det er da fint, at alle hjælper på den måde, de nu kan og føler for. Om det så bare er at sende en sms. Man kan godt kalde det en slags aflad, fordi vi så bare kan fyre den af med vores friværdier. Så bliver der gjort noget frem for ingenting."

Jan Lindhardt er enig. For det er vel i sidste ende slutresultatet, der tæller. Kommer vores intentioner - uanset, hvad drivkraften end er - til gavn ude i den store verden eller ej.

"Det at donere penge på en let måde er en fin måde at vise sin barmhjertighed på. Hvorfor skal vi altid have motiver for det, vi gør? Det er vel strengt taget ligegyldigt, hvilket motiv man har for at hjælpe, så længe man gør noget. Det er tåbeligt at tænke så meget i motiver og timer af frivilligt arbejde. Så længe man kan se resultatet på endestationen. Man kan jo have nok så mange motiver, men hvad nytter de, hvis man ikke fører dem ud i livet," siger han.

Louise Davidsen med sponsorbarnet Yawa i Togo og de faste overførsler til Aidsfondet og Børnecancerfonden mener, at flere burde tage et socialt ansvar og vælge en sag, de brænder for, og så støtte den.

"Hvis alle tog en del af ansvaret, ville verden se lidt anderledes ud," siger hun. Louise Davidsen har valgt sin sag - hun har et blødt punkt, når det gælder børn, selv om hun ikke selv har nogen endnu.

Derfor valgte hun også at blive sponsor for et barn, fordi støtten på denne måde bliver mere konkret og personlig. På grund af meget skiftende arbejdstider og perioder har hun ikke tid til selv at gøre et aktivt stykke arbejde:

"Jeg kan ikke bidrage til verden med at tage ud med eksempelvis Læger uden Grænser. Dette er, hvad jeg kan gøre. Alternativet er, at jeg ikke får gjort noget som helst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu