Læsetid: 4 min.

Barn af globaliseringen

C.F. Tietgen lagde fundamentet til det mo-derne Danmark ved hjælp af nutidige og ofte lettere ufine metoder, fortæller hans biograf Ole Lange
24. oktober 2006

Der er en grund til, at dr. phil. Ole Lange, professor ved Copenhagen Business Schools Center for Virksomhedshistorie, har haft brug for 600 sider og næsten fyrre år til at skrive erhvervsmanden C.F. Tietgens biografi.
DFDS, Privatbanken, sukkerfabrikkerne, spritfabrikkerne, telegrafen, telefonen, skibsværftet B&W, dele af jernbanenettet, Switzer, Marmorkirken: 105 år efter Tietgens død findes der stadig spor af hans aktiviteter overalt i Danmark.
Og på trods af deres tavshed om forretningsmandens privatliv var der seks hyldemeters materialer i det arkiv, som Lange har gravet igennem. Resultatet er bogen Stormogulen, som udkommer i dag, og Tietgens mysterium har været med til at holde forfatteren på sporet:
»Hvordan opstår en mand som Tietgen? Som kommer fra samfundets bund og bygger sådan et imperium? Det er svært at forklare. Man kan se, at det sker næsten parallelt i Sverige med Tietgens forretningspartner A. O. Wallenberg, som på samme tid skaber et helt lignende dynasti ud af ingenting,« forklarer Ole Lange. Og giver alligevel et bud:
»For Tietgen hænger det givet sammen med, at han efter sin manufakturuddannelse i Odense starter karrieren med seks år i Manchester under liberalismens opblomstring og ser både fremgangen i de liberalistiske europæiske samfund og stilstanden i det merkantilistiske, kraftigt regulerede Danmark. Samtidig får han de ideer, han senere indfører herhjemme: De store enheder, hvor virksomheder går sammen. Aktieselskaberne. Banker med en aktiv rolle og ikke bare som deposito-bank for opsparere. Alt det kom han hjem med til en tid uden regnskabslove, hvor alt var tilladt – bare det lykkedes.«

Rette tid

Der er tider, som ikke er til at hugge og stikke i for selv de allermest initiativrige. Og så er der tider, hvor høje konjunkturer og åbninger af markeder åbner døre for skikkelser som Wallenberg og Tietgen, der starter som bankdirektører og lægger grund for både erhvervsimperier og nye samfundsstrukturer.
Til den opgave er pragmatik en fordel:
»Tietgen opererer situationsbestemt og med et næsten marxistisk blik for sammenhængen mellem økonomi og politik: Materie bestemmer politikken – ikke flyvsk teori. Han starter som ultraliberalist i en tid, hvor liberaliseringer giver mulighed for gode forretninger. Men så snart det bedre kan betale sig, kalder han staten til hjælp. Han er ubundet af ideologier,« siger Ole Lange.
Hvis C.F. Tietgen byggede det moderne Danmark, gjorde han det nemlig med usædvanligt moderne metoder: Spindoktori, regnskabsforskønnelse, konkurrencebegrænsning, bestikkelse og børsspekulation, plus en alliance mellem anvendt naturvidenskab og kapital. Og denne moderne karakter ved Tietgen og hans tid er en del af den historie, som Ole Lange gerne vil gøre nutiden opmærksom på. Ikke kun fordi Tietgens entrepriser hjælpes frem af en deregulering ikke ulig den, regeringen Fogh får tiden anfører i Danmark.
»Sidste halvdel af 1800 tallet er en globaliseringstid, som minder meget om vores. Der sker en revolution i kommunikationsmidlerne, hvor sejlskibe afløses af dampskibe, så transport til søs bliver hurtigere og uafhængig af vejr og vind. Til lands sker der en voldsom udbyggelse af jernbanenettet. Og telegraflinjerne gør ikke mindst med de undersøiske forbindelser verden til ét stort marked, hvor du på et par timer kan sammenligne prisen på stål i Pittsburgh med den i London. Telegrafen er Victoria-tidens internet.«
Alle disse for globaliseringen så grundlæggende revolutioner har Tietgen en aktie i. Bogstaveligt talt. For han er også med til at gennemføre aktieselskaberne i Danmark: Pengene skal ikke længere sidde hjemme i strømpeskafterne; de skal på arbejde. Og fordi der tilfældigvis er global højkonjunktur, kommer de hjem igen med gode fortjenester.

Profitdriften

Da Tietgen har tjent sine penge på et åbent marked, begynder han at få interesser i at lukke det igen for andre konkurrenter. Han bestikker den danske krigsminister W. R. Raasløff med et årligt beløb over hans ministergage; han bruger Christian IX til at presse zaren til telegrafordrer i Rusland, han samler og monopoliserer og laver aftaler med sin engelske konkurrent om telegramtaksterne.
– Hvad er den historiske lektie? For det er vel også meget godt, at sådan en som Tietgen fik frie tøjler til at bygge Danmark?
»Ja, hvad er den? Den er vel, at folk i forretningsverdenen gør det, som de mener giver den største profit. Resten er ideologisk flødeskum. To motiver driver såvel Tietgen, som moderne forretningsmænd fra Mærsk McKinney-Møller til Henning Dyremose: Grådighed og forfængelighed. Og derfor vil et marked, der ikke reguleres og kontrolleres føre til monopoler, konkurrencebegrænsning og fidelihut med regnskaberne. Et glimrende eksempel er de adskillige gange, vores nationale stolthed A.P. Møller er blevet dømt for at have forhindret den fri konkurrence på fragtraterne. Reelt vil erhvervsledere ikke have konkurrence, de vil have soliditet og forudsigelighed og faste priser. Frikonkurrencen er dræbende, hvis den ikke begrænses, fordi man konkurrer hinanden ihjel. Det er det, Venstre ikke har forstået.«
Men lektien er også, at fremskridtet ikke altid går mod større globalisering. For ligesom Tietgens egen begejstring for frihandel kommer også liberaliseringen selv i bølger:
»Allerede i 1880’erne begynder den tyske kansler Bismarck at lave toldskranker, og de andre lande følger med. Så træder nationalinteressen frem, og beskyttelsen af egne industrier – akkurat som med EU’s landbrugsstøtte. De gentager Bismarcks mekanisme om igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu