Læsetid: 7 min.

Barndom - nu med rettigheder

Det er kun ni år siden, at Folketinget afskaffede forældres ret til at slå deres børn. Der er sket et holdningsskift - smæk er slet ikke vejen frem for unge forældre. Børne-rådets afgående formand gør status
3. juli 2006

Da jeg for knap fem år siden trådte til som formand for Børnerådet, lovede jeg at gøre menneskerettigheder for børn til et anerkendt tema.

Målet skulle være, at FN's Børnekonvention indgik i al lovgivning om børn og på langt sigt blev gjort til en dansk lov, som den i Norge er blevet norsk lov. Det har været diskuteret i årevis, men debatten har ikke haft gode vilkår under den nuværende regering, hvis forhold til internationale konventioner er præget af store reservationer. På børneområdet støder modviljen mod Børnekonventionen også på myten om, at Danmark er det bedste af alle steder, og at danske børn ikke behøver den beskyttelse, som børnekonventionen giver. Men selvom børn i Danmark i en internationale målestok både synes at være sikret rettigheder og gode vilkår, er der stadig mange sorte pletter på landkortet. Tænk bare på den aktuelle debat om børnene på asylcentrene. Disse børns rettigheder bliver ikke bare negligeret, men det overhovedet at diskutere problemet afvises kategorisk af regeringen.

Ikke i Danmark

FN's konvention om barnets rettigheder blev ratificeret af Folketinget i 1991 uden større dikkedarer. I vores nabolande Norge og Sverige greb man opgaven anderledesseriøst an. I Sverige nedsatte Riksdagen i 1996 en komite, hvis opgave det blev at gennemgå alle love for en konkret vurdering af, om børns rettigheder var respekteret. I Norge vedtog Stortinget i 2002, at Børnekonventionen i sin helhed skulle være norsk lov. Det indebærer, at dens artikler har forrang for norske love, hvor der optræder modstrid, og at konventionen for alvor er med, når domstolene afgør konkrete sager om børns rettigheder. Men en sådan offensiv strategi for implementering af Børnekonventionen blev det ikke til i Danmark. Derfor har det været et hårdt og vedvarende slagsmål for Børnerådet at fastholde Børnekonventionens ånd og bogstav i de utallige love, som er vedtaget siden 1991.

Tænk f.eks. på, at det kun er ni år siden, at Folketinget - efter en lang og meget ideologisk diskussion og med blot en enkelt stemmes overvægt - afskaffede forældres ret til at slå deres børn. Den grundlæggende modstand baserede sig på et meget stærkt dogme om, at børnene er forældrenes ejendom, som de skal kunne tugte uden statens indblanding. I Børnerådet har vi altid konsekvent modsat os forældrenes revselsesret, uanset hvem der udøvede den, og uanset om endefulden havde en kulturel eller politisk forklaring. Jeg støder ikke længere på unge forældre som mener, at smæk er vejen frem. Vi har fået et holdningsskifte, og det var meningen med loven. En klar gevinst for alle børn.

Når det kommer til børns rettigheder har jeg som børnetalsmand i særlig grad været optaget af vilkårene for de børn, hvis forældre ikke kan beskytte dem mod overgreb eller støtte dem i deres udvikling. For en alt for stor gruppe børn er virkeligheden præget af omsorgssvigt og vanrøgt. Disse børns rettigheder forbigås hele tiden, og flere undersøgelser har dokumenteret, at de samtaler med børnene, der skal finde sted inden myndigheder træffer beslutninger, ofte ikke finder sted. På en uge har jeg hørt om to tilfælde, hvor myndigheder har flyttet børn fra velfungerende familieplejer uden at tale med børnene forinden.

Jeg taler om ca. 14.000 børn, som ikke bor hos mor og far. Vi har at gøre med en meget sårbar gruppe børn udsat for problemer, der kan forfølge dem hele livet. Ofte er det tidligt skadede børn, hvis vigtigste behov er at få en kontinuerlig opvækst i et trygt og nært miljø.

Alligevel har vores sociallovgivning været indrettet på, at det vigtigste mål var at sikre familiens genforening med det resultat, at børn er blevet til svingdørsbørn. Ind og ud af hjemmet, institutionerne og plejefamilierne. Hensynet til forældrenes ret har fyldt alt for meget.

Men måske er der ændringer på vej. Børnerådet har anbefalet at det skal være 'barnets bedste' snarere end familiens genforening, som skal styre de sociale myndigheder, og nu har en arbejdsgruppe under Socialministeriet trådt nye stier.

I en betænkning anbefales det, at kommunerne skal gribe tidligere ind, sikre kontinuitet gennem anbringelser, der varer hele barndommen og forlade dogmet om, at familien altid er det bedste sted at være. Jeg håber, regeringen har mod til at fremsætte lovforslaget. Det er nødvendigt for de anbragte børn og en klar anerkendelse af børnekonventionen.

Til gruppen af udsatte børn hører også de mange børn, som vokser op i fattige familier. Typisk for det politiske klima skabte en officiel rapport fra 2002 om fattigdom i Danmark ikke en engageret debat om, hvordan vi kan hjælpe børnene, men mest skænderi om tal og om Danmark bør have en officiel fattigdomsgrænse.

Børnene blev hurtig glemt. Det er børn, der vokser op med enlige forsørgere på kontanthjælp. Familier med kontanthjælpsloft, børn fra familier på starthjælp og børn på asylcentre. De er alle fattige. Og de har langt fra de samme muligheder som andre børn. Aldrig en ferie hjemmefra, altid brugt tøj, ringe sundhed, og de mindes hele tiden om, at de er anderledes og udenfor. Så kan vi skændes om, hvorvidt gruppen er på 60.000 eller 20.000. En uværdig diskussion. Var gruppen af fattige børn så lille, som regeringen hævder, burde problemet kunne løses med enkle midler.

Skilsmisse bliver til krig

En anden og stor gruppe børn, hvis vilkår også har været omstridt, er skilsmissebørnene. Ikke dem alle sammen, for heldigvis evner de fleste skilsmisseforældre at tilrettelægge bruddet, så den griber mindst muligt ind i børnenes liv og respekterer deres ret til at kunne bevare en tæt kontakt til både mor og far. Men for et desværre stigende antal forældre er skilsmissen en krig. Og som i alle krige er børnene de største tabere.

På 10 år er der sket en fordobling af antallet af retssager om forældremyndighed. For mig er det afgørende at vende hele problemstillingen på hovedet.

Jeg ønsker at bryde med ideen om, at forældre har ret til en afmålt tid med deres børn. Børnekonventionen taler om, at børn har ret til at kunne være sammen med deres forældre. Sådan må lovgivningen indrettes, og den må stille krav til mor og far om at samarbejde.

At sætte et barn i verden er et livslangt ansvar, og det skal lovgivningen afspejle via fælles forældremyndighed, som ikke skal kunne ophæves ensidigt, forældrerådgivning og høringsret til alle børn.

Forældre, som ønsker samvær, skal bosætte sig i nærheden af barnet, og kontakten med børnehave og skole er et ansvar for både mor og far. Det skal på dagsorden nu. Og måske er tiden inde, for en arbejdsgruppe har netop afleveret en betænkning til regeringen med nye forslag, som for alvor fremhæver børnenes rettigheder.

Uønskede børn

Til gruppen af udsatte børn, som er på vej til også at blive udstødte, tæller de utilpassede børn, som eksperimenterer med kriminalitet, stoffer, vold og asocial adfærd.

Mange politikere møder dette problem med fordømmelse og krav om straf og sanktion. De vælger at opfatte børnenes livsstil som noget selvvalgt som børnene eller deres forældre uden videre kan ændre, og de nægter at forstå ungdomskriminalitet som et resultat af sociale forhold. De ser ingen sammenhæng mellem fattigdom og kriminalitet. Derfor står vi i en situation, hvor negative subkulturer, ofte med en overrepræsentation af børn og unge med anden etnisk baggrund, bekæmpes som vi bekæmper ukrudt - og med det samme resultat; at det skyder op igen med fornyet kraft.

Børn, som begår kriminalitet, skal behandles som børn og ikke som kriminelle. De skal mødes med det, de har savnet i opvæksten: Omsorg, tillid, og konsekvens i den rækkefølge. Og de skal først og fremmest hjælpes til at gennemføre skolegang og sikres læreplads, uddannelse og arbejde. I Danmark spærrer vi i klar modstrid med Børnekonventionen stadig flere børn og unge inde bag mure og tremmer; børn på 10-12 år sammen med kriminelle unge på 16-17 år i institutioner, som mest af alt ligner ungdomsfængsler.

Al international forskning viser, at det ikke virker, hvis målet er at resocialisere børnene. Jeg tror stadig, at pædagogik nytter, og min anbefaling er at erstatte mure og tremmer med mennesker. En mur af mennesker, som både stiller krav, og som de unge kan stole på. Børn og unges ret til at blive hjulpet ud af kriminalitet kræver sociale programmer og en anden retspolitik. På det område er der brug for nytænkning med fokus på menneskeret for børn.

Ses men ikke høres

Trods den aktuelle, primitive retorik over for unge på kanten af samfundet, er min konklusion alligevel, at der over en årrække har været flere gennembrud for børns rettigheder. I dag taler vi om, at børn er eksperter på deres egne følelser, er kompetente med de individuelle forudsætninger, de rummer, og i stand til at træffe kvalificerede beslutninger om deres egne forhold. Derfor inddrages de i samfundets liv. I gamle dage sagde vi, at børn skulle tie, når de voksne talte, og ses, men ikke høres. I dag skal børn høres i skolen, og de skal inddrages i sociale sager. Det sker langt fra altid, men retningen er rigtig, og stadig flere tager forpligtelsen alvorlig.

Derfor tillader jeg mig at være optimist. Min tid som børnetalsmand har vist, at selv i en tid præget af politisk forsigtighed og stram styring, kan der skabes bevægelse og forandring. Hvad vil der så ikke ske, når den politiske debat igen bliver befriet? Det kræver mod at stille politiske mål for et helt århundrede, men det er nødvendigt, hvis vi vil bevare velfærdssamfundet. Fremtidens velfærd kræver, at vi tør investere i vores børn. Give dem plads og rettigheder. Gode rammer for nye familier og en offentlig service med synlige visioner.

Klaus Wilmann er forfatter og formand for Børnerådet, men stopper den 31. juli efter en femårsperiode

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

tænk sig engang, 7 år er der gået og vi venter stadig!

Desværre ser man nu en sag i Norge hvor dets "udlændingenævn" UNE, trods dom om at en udvisning ikke tager tilstrækkeligt hensyn til børnekonventionen, stadig nægter at give børn der er født og opvokset der ret til at blive.