Læsetid: 3 min.

Fra barndommens land

Åbne tissepotter, underbetalte Playmo-lakker og staldbygninger uden vinduer: Må vi så få noget tidssvarende legetøj
24. maj 2005

"Er du nu helt sikker på, at du kan klare det," spurgte min kone for 117. gang, inden hun tog ud til lufthavnen på vej til Guatemala.

"Hvad mener du? Selvfølgelig kan jeg klare at være alene-far for tre drenge i et par uger. Vi skal da rigtig lege," beroligede jeg hende kækt. Hvis der er noget, jeg kan, så er det da at være sammen med mine drenge-

Allerede samme aften foreslog jeg, at vi i stedet for at se Disneyshow skulle lege. Det var de af en eller anden grund ikke helt med på.

"Pjat med jer, vi kan jo lege med bondegården," sagde jeg og fandt frem til den i dyngerne af plasticlegetøj. Det er en rigtig gammeldags bondegård af masonitplader og bemalet med bindingsværk. Et stuehus, en stald og en vandpost i midten. Som klippet ud af en Morten Korch-film.

"Finder I lige dyrene frem" spurgte jeg. Men drengene ville hellere se tv. Må vi ikke godt blive fri, bad de.

Det varede lidt, før jeg forstod: Deres legetøjsbondegård lignede jo slet ikke en moderne dansk gård. Og det siger sig selv, at hvis legetøj skal fænge hos moderne børn, så skal det først og fremmest kunne genkendes. Legetøjstelefoner i dag er jo heller ikke sådan nogle store klodsede apparater med drejeskive, vel?

En moderne gård

Ergo måtte bondegården først moderniseres: "Se her, drenge. I stedet for, at bondemanden har to heste og en ko og et par grise, så laver vi hans gård om til en stor svinefarm," sagde jeg opmuntrende.

"Se, nu bygger vi en enorm silo og en kæmpestor staldbygning i to etager af Lego-klodser. Den bliver uden vinduer, så kan bondemanden også bedre snyde grisenes døgnrytme, så de vokser hurtigere. Og nu må ingen længere komme ind i stalden."

I første omgang så drengene skeptisk på mig. "Nu ikke så tvære! Se her, vi slår lige den gamle besætning ned, bangbang. Hvor kan vi gøre af de døde dyr?"

Intet svar. Man skal da virkelig gøre al ting selv!

"Ved I hvad, vi tager lillebrors potte, som han lige har pisset i: Den kan være en gyllelagune," sagde jeg og ploppede køerne og hestene ned i potten. "Sådan, nu kan de ligge her og rådne."

Drengene virkede stadig uinteresserede. Moderne børn er underligt blaserte, tænkte jeg. Der måtte ske noget.

"Åh nej, gyllelagunen er utæt, og nu siver ammoniakken ned i jorden," sagde jeg og væltede potten, så tisset flød ud over det hele.

"Ad," sagde drengene og flyttede sig, så de ikke blev våde.

"Det orker bonden ikke selv at rode med, så han ansætter vupti-vupti nogle polakker. Se her, vi kan tage jeres gamle Playmobil-mænd som polakker. De er vant til at tage fat. Og ved I, hvad det bedste er?"

"Legetøj fra BR..?"

"Nej, nej. Det bedste er, at bondemanden ikke skal give Playmolakkerne særlig meget i løn. Han kalder dem bare praktikanter. De kan sove i den her gamle campingvogn. Når de er færdige med at tørre gyllen op, skal de straks videre med at bygge den nye superstald."

Mine drenge var altså træge. Og det med potten var altså for ulækkert. Det lugtede, mente de.

"Okay, okay, nu bliver bondemanden træt af alle de klager. Så nu får han lån fra IØ-Fonden og flytter sine grise til Polen. Fars og mors soveværelse er så rodet i forvejen, det ligner Polen. Se her, nu bygger han en ny kæmpefarm, hvor der skal være plads til..."

Længere nåede jeg ikke. Drengene var gået ind til naboen: "Må vi godt se tv her, indtil mor kommer hjem? Far laver noget værre griseri-"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her