Læsetid: 10 min.

Barnet ud af dagplejen og kvinden ind i hjemmet

I det feministiske Sverige vil den nye regering give forældre mulighed for at blive hjemme hos deres barn til det fylder tre. Men forslaget vil få social slagside, siger forskerne. For disse forældre er oftest socialt dårligt stillede kvinder uden alternativ, viser erfaringer fra Finland. Imens kæmper forældre såvel i Sverige som i Danmark videre med at forene arbejde og familieliv
28. oktober 2006

Bank på, Karlo ligger og sover, står der på en gul post-it på lejlighedsdøren. For Karlo på fire og en halv måned skal nødig vækkes af dørklokken, når nu han endelig er faldet i søvn efter at have holdt sine forældre Ina og Lasse Lüders vågne en god del af natten.

Klokken er blevet 10, Lasse er taget af sted til sit arbejde som folkeskolelærer, og Ina Lüders drikker te; for en gangs skyld uden baby på armen. Mellem vasketøjet, hun har lagt sammen på bordet, står en tallerken med en toast, som hun har taget to bidder af. Mere når hun ikke at spise, for Karlo er vågen igen, selv uden dørklokke.

"Ja, sådan er mit liv lige nu," siger Ina Lüders og griner af sin rolle som hjemmegående husmor. Hun går ind i soveværelset til drengen, der i et godt stykke tid har ligget og kigget op i loftet med øjnene spærret helt op, så de nærmest rammer rynkerne i panden. Som var han ved at løse verdens mysterium deroppe i gipspladerne. "Hej min baby." Selv om Ina Lüders er træt, er hun langt fra træt af at være på barsel.

"Jeg nyder at have tid til Karlo. Det er klart," siger Ina, der læser til folkeskolelærer. Hun har tre måneder til med Karlo, og bagefter deler hun og Lasse Lüders ham ved, at de begge har fleksibel arbejds- og studietid. De 12 uger, der er tilbage af orloven gemmer parret til en rejse på et andet tidspunkt. Men hvis Ina havde boet i Sverige, kunne hun være blevet hjemme hos ham til han var et år og fire måneder. Og når den nye borgerlige regering i Sverige gennemfører, hvad den har lovet, vil svenske kvinder og mænd for 3.000 kroner om måneden kunne blive hjemme hos børnene, til de fylder tre, i stedet for de nuværende 16 måneder. Men hov. Hvordan hænger tre år lige sammen med Sverige som feministisk foregangsland: Landet, der ikke er bange for at kønskvotere, landet med det feministiske parti FI og landet som styres af en selverklæret feministisk statsminister.

Det hænger heller ikke sammen, mener forfatter, kommentator og feminist Nina Björk, der er ph.d. i litteraturvidenskab ved Göteborgs Universitet. De fleste af de forældre, der kommer til at tage tre år derhjemme bliver nemlig lidet overraskende kvinderne; så langt er både forskerne, politikerne og feministerne enige om.

Ina Lüders er heller ikke begejstret for ideen: "Jeg synes tre år alene med sit barn er meget. Allerede nu kan man jo føle sig som en løve i et bur i en treværelses lejlighed. Tre år derhjemme hænger ikke sammen med det samfund, vi har i dag, for det er ikke som dengang, man kendte alle naboerne, og hvor der var andre børn lige ved siden af. Det hænger ikke sammen i forhold til, at mange kvinder tager en lang uddannelse for så at blive hjemme. Og det hænger heller ikke sammen økonomisk. Vi har jo brug for to indtægter. Men hvis samfundet var et andet, kan jeg godt forstå, at man ved at blive hjemme gerne ville give sine børn mere ro," siger hun og mener, at forslaget er at gå tilbage til de gamle dyder, samtidig med at resten af samfundet fortsætter i samme tempo som nu.

De socialt svage

At det er kvinderne der bliver hjemme, viser også tallene fra de svenske kommuner, der allerede nu har indført lignende ordninger: Kun otte ud af godt 100 er mænd har taget imod det så kaldte vårdnadsbidrag - omsorgsbidrag. Og sådan vil det også blive med de kommuner, der som Täby og Kinda begynder med ordningen efter nytår.

Så nej, med ligestilling hænger det næppe sammen, siger forsker og professor ved Arbetslivsinstitutet Anita Nyberg. Hun har netop undersøgt, hvordan ordningen, der forpligter familierne til ikke at bruge kommunale pasningsordninger, har påvirket familierne i forsøgskommunerne. Desuden har hun set på Finland, der har haft en lignende ordning de seneste 10 år.

"Det ser ud til, at det typisk er kvinder uden de store muligheder på arbejdsmarkedet, der udnytter det, så det er et negativt og ikke et positivt valg. Det er de kvinder, der allerede er marginaliserede, og når de er væk fra arbejdsmarkedet i tre og seks år, bliver marginaliseringen ikke mindre. Tværtimod. Mange af de kvinder, der modtager omsorgsbidrag, har ikke noget arbejde at gå til, det er altså dem med for lidt stress, der tager det. Dem, der derimod har for meget stress, altså eksempelvis akademikerkvinderne, tager ikke imod den type ordninger, fordi de mister en langt højere indtægt. Desuden vil deres viden og kvalifikationer blive ødelagt af at de er ude af arbejdsmarkedet i så lang tid," siger Anita Nyberg, der ser en klar social slagside i ordningen. Med baggrund i de eksisterende tal mener hun heller ikke, at mændene vil tage orloven. Men måske hjælper regeringens andet forslag om, at man får en ligestillingsbonus på 3.000 kroner i skattefradrag, hvis ægtefællen med den laveste løn arbejder, mens ægtefællen med den højeste bliver hjemme. Vi får se, siger hun.

Også professor Kaisa Kauppinen fra det finske arbejdsmarkedsinstitut peger på, at ordningen risikerer at ekskludere socialt svage kvinder fra arbejdsmarkedet.

"Vi har undersøgelser, der peger på, at jo længere tid kvinden er væk fra arbejdsmarkedet, jo større indflydelse har det på hendes arbejdsliv. Tærskelen til arbejdsmarkedet bliver højere, jo længere tid du er væk. Vi ser desuden, at jo højere kvindens uddannelse er, jo kortere tid tager hun orlov, også fordi konkurrencen er hård. Hvis du arbejder inden for forskning, it og lignende, kan du slet ikke tillade dig at være væk fra dit arbejde flere år i træk. Spørgsmålet er, om du overhovedet vil kunne vende tilbage, hvis du tager orlov i tre år, fordi din viden bliver forældet. Så i sidste ende går det dobbelt ud over de mindre uddannede kvinder, og det fører til en øget polarisering i samfundet. Jeg så gerne, at arbejdsmarkedet tog en del af ansvaret, eksempelvis ved at øge fokus på fleksibel arbejdstid," mener Kaisa Kauppinen og påpeger, at det er et spørgsmål om værdier, og hvilken rolle familien, kvinden og manden skal spille i samfundet.

Og netop derfor forstår feminist og forfatter Nina Björk udmærket den svenske regerings forslag.

"Det er en måde, regeringen prøver at opfange den her følelse af træthed i befolkningen, fordi man i lang tid har kæmpet med at få arbejde og familie til at hænge sammen. Men der er ingen tvivl om, at det bliver kvinderne, der kommer til at tage orloven med alt, hvad det indebærer af lavere pension og lønforskel. For mig at se er det et klart tilbageskridt i forhold til, at både faren og moren skal fylde lige meget i barnets liv. Det opretholder den ideoligiske kobling mellem kvinden og familien, og dermed gør man moderrollen vigtigere end faderrolen. Men det er også naivt at tro, at man kan leve det samme liv, efter man har fået børn som før," mener hun.

Ligestillingens tabere

Nina Björk skabte i foråret stor debat, da hun skrev et debatindlæg i dagbladet Dagens Nyheter om, at børnene er blevet kvindefrigørelsens tabere.

"At både kvinder og mænd har arbejdet fuld tid og givet karrieren fuld gas har haft konsekvenser for børnene. Det har været enormt vigtigt, at kvinder kunne tjene egne penge og klare sig selv i stedet for at være afhængige af deres mænd. Men når det gælder børnenes behov, så ved jeg ikke, om vi kan kalde Sverige for et foregangsland. Børnenes behov har været nedprioriteret, mens det har været vigtigere, at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet," siger Nina Björk, der gerne så, at man havde prøvet at løse problemet med de klemte børn på en anden måde end at prøve at få kvinderne tilbage til hjemmene.

Det er nemlig det, den borgerlige alliance ifølge Nina Björk prøver og har prøvet siden Moderat-regeringen under Carl Bildt indførte ordningen første gang i 1991. Den blev dog straks sløjfet igen, da Socialdemkraterna igen fik magten i 1994.

"Hvorfor diskuterer man ikke seks-timers arbejdsdag eller, at man arbejder forskelligt i forskellige perioder af ens liv i stedet for at se heltid som den eneste måde at arbejde på. Det gælder både mænd og kvinder. Hvis det her får kvinderne til igen at blive en slags gæstearbejdere på arbejdsmarkedet, så er det meget trist. Men det har vel været nemmere at ændre på denne ene regel end at ændre på hele arbejdslivet," siger hun.

Men gæstearbejde er der ikke tale om, mener riksdagsmedlemmet Cecilia Widegren, der er moderat, sidder i socialudvalget og mener, omsorgsbidrag er en rigtigt god idé. I stedet for får forældrene flere frie valg.

"Udgangspunktet er jo ikke, at mødrene skal tage omsorgsbidraget, men at både mænd og kvinder skal tage det. Og med en ligestillingsbonus, hvor den højst lønnede desuden får et skattefradrag på 3.000 kroner om måneden, tror vi, at begge forældre kommer til at bruge ordningen. Derfor er der ikke tale om noget tilbageskridt. Vores problem i Sverige lige nu er, at vi har en alt for socialistisk børneomsorg, hvor alle skal bruge de kommunale tilbud. Jeg var selv blevet glad, hvis jeg havde fået 3.000 kroner i min pung i stedet for at betale den kommunale pasning, som jeg og min mand stort set ikke har brugt. Forældrene skal selv kunne bestemme," siger hun og påpeger, at omsorgsbidraget langt fra er færdigformuleret, men at regeringen arbejder på forslaget, så det kan implementeres inden for regeringsperioden, altså de næste fire år.

I Svenskt Näringsliv, Sveriges svar på Dansk Industri, vil man heller ikke blande sig i, hvad familierne gør.

"Hvordan man former sit familieliv er op til familierne, det blander vi os ikke i. Men lovgivning er ikke den rigtige måde at styre mænds og kvinders valg. Alle arbejder ikke på samme måde, og man skal kunne vælge," siger Sofia Bergström, der er ekspert i socialforsikring og arbejder med spørgsmål inden for barsel og forældreorlov.

Feministisk foregangsland

Og det er netop her, forskellen på borgerlig og socialdemokratisk politik ligger, mener danskeren Drude Dahlerup, der er professor i statskundskab ved Stockholms Univesitet, og som ofte blander sig i kønspolitiske spørgsmål.

"Det her har været en af de helt store sager inden for ligestillingspolitiken i de seneste 10 år, og diskussionen har vist et klart skel mellem venstre og højre, mens alle i Danmark går ind for ligestillingspolitik, uanset om du kalder dig borgerlig, liberal eller socialdemokrat. Men her er der en klar ideologisk skillelinje. Omsorgsbidraget er et af de store punkter i den borgerlige fløjs model, mens venstresiden selvfølgelig siger, at det er en kvindefælde, og at det kommer til at støtte de rige, fordi de fattige ikke har råd. Man må tænke på, at når man ser Sverige som et land, der er langt fremme med ligestilling mellem mænd og kvinder, så er det socialdemokraternes Sverige, man mener, fordi partiet har regeret i 65 ud af de seneste 74 år," siger Drude Dahlerup, der også mener, regeringens forslag tyder på, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne.

Derfor undrer det Drude Dahlerup, at forslaget om omsorgsbidrag i denne omgang har ført til så lidt debat. Første gang det blev indført i 1991 førte det til en kæmpe diskussion, husker hun.

Men uanset om det er en ideologisk kamp mellem de borgerlige og venstrefløjen, er det frie valg en illusion, hvad enten du sidder i Sverige, Finland eller Danmark. Det mener familieterapeut Jesper Juul, grundlægger af Familielaboratoriet og tidligere leder af Kempler Instituttet, der uddanner familierådgivere. Tilbage sidder forældre, der i 30 år har gjort, som der blev sagt, og nu har problemer med at få regnestykket til at gå op.

"Vi satte noget i gang, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og vi har som befolkning været utrolig lydige og gjort, hvad der blev sagt. Derfor forarger det mig, når samfundet nu pludselig fralægger sig ansvaret og siger, at forældrene bare er pylrede og forkælede. Der er en grund til, at de er bekymrede for deres børn. Hvorfor er det, at vi har kø til de børnepsykiatriske afdelinger, og hvorfor ser vi så mange problemer alle vegne. Jeg har stor respekt for institutionerne, men vi har ikke nogen beviser på, at det er særlig godt for børn at være i institution. Jeg mener, at institutionerne er forrige århundredes største sociale eksperiment," siger Jesper Juul, der dog ikke mener, det er en løsning at forsøge at få kvinderne tilbage i hjemmet.

"Nej, det er hverken muligt eller ønskværdigt. Men der må være en løsning, så både kvinder, mænd og børn kan få et liv som familie, og den løsning skal Danmark som en af foregangslandene på det område være med til at finde, selv om det er en model, der ikke eksisterer endnu."

For der er igen tid til at stille de basale spørgsmål, mener også Nina Björk.

"Det ender altid med det økonomiske spørgsmål. Men vi må i stedet spørge os selv, hvad vi har brug for, hvornår vi er mætte, hvad et godt liv er. Nå nej, vi må ikke spørge, hvornår vi er mætte. Så går samfundsøkonomien jo i stå," siger Nina Björk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu