Læsetid: 7 min.

Barnet, der husker

'Jeg ville have, at min far skulle være stolt, jeg ville ære mine bedstefædre og så ville jeg minde nigerianerne om deres historie. Nogle gange slukkede jeg for computeren og lå i stedet på sengen og græd,' siger den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. Hendes roman om borgerkrigen i Biafra er netop udkommet på dansk
25. maj 2007

Det er umuligt at lade være med at være en smule slået ud af beundring, når man møder Chimamanda Ngozi Adichie, for denne lillebitte nigerianske kvinde har i en alder af 28 år skrevet et litterært storværk om borgerkrigen i Biafra, som har fået strålende anmeldelser over alt i verden og nu er nomineret til den prestigefyldte britiske Orange Prize. Så ung, så talentfuld og så smuk, at det næsten er for meget, da hun også viser sig at være sød og barnligt stolt over sit værk.

"Jeg har drømt om at skrive denne her bog, siden jeg var 11 år. Jeg ventede bare på, at jeg var klar til at skrive den, og da så min første roman var ude, begyndte jeg at føle, at jeg kunne gå i gang," fortæller hun om En halv gul sol.

Romanen handler om borgerkrigen mellem Nigeria og udbryderstaten Biafra, som var årsag til den første store afrikanske hungerkatastrofe i slutningen af 1960'erne. En krig, som de fleste læsere i Vesten højest vil huske for de kornede sorthvide fotografier af sultne børn med opsvulmede maver, og som også nigerianerne selv har gjort alt for at glemme, efter Biafra igen blev indlemmet i Nigeria.

"Jeg tror, at enhver familie har et barn, som forsøger at bevare familiens historie ved at huske, og sådan et barn var jeg. Måske derfor har krigen i Biafra altid været en del af min bevidsthed. Alle mine slægtninge deler deres liv op i et før og efter Biafra, og begge mine bedstefædre døde under krigen, da de var på flugt fra deres landsby, men der var aldrig nogen, der talte om krigen i detaljer. Jeg kender kun mine forældres historie fra min far, for min mor har ikke kunnet tale om det. Min far fortalte mig for eksempel, hvordan min mor smed sig på jorden, da hun hørte, at min bedstefar var død i en flygtningelejr, og det billede spøger i mit hoved. Min mor, der ligger der på jorden, slået ned af sorgen og chokket. Jeg ved stadig ikke, om hun har læst min bog," fortæller Chimananda Ngozie Adichie, som er vokset op i den nigerianske universitetsby Nsukka. Hendes forældre er begge akademikere fra det Igbo-folk, der stod bag løsrivelsen fra Nigeria.

At overleve

Hendes research til bogen foregik ved at tale med familie og bekendte.

"Min onkel fortalte mig for eksempel, hvordan han blev hjemsendt fra hæren lige efter krigen, hvor Biafra var et totalt kaos. Han havde ikke vasket sig i ugevis og endte ved en flodbred, hvor han brugte en håndfuld blade som sæbe. Den historie rørte mig især, fordi min onkel lo, mens han fortalte om det. Folk gjorde jo alt for at overleve, men de fleste bevarede faktisk evnen til at le," siger hun.

Der er ingen magisk realisme eller spirituel post-kolonialisme over En halv gul sol. Bogen minder snarere om de store russiske klassikere i sin brede skildring af krig, kærlighed og menneskelig lidelse. Historien fortælles skiftevis af hele tre hovedpersoner: den intellektuelle Igbo-kvinde Olanna, hendes unge tjener Ugwu og englænderen Richard, som er forelsket i Olannas tvillingesøster. Tre meget forskellige personer som det alligevel lykkedes Chimananda Ngozie Adichie at skildre med stor troværdighed.

"Alle tror, at jeg identificerer mig med Olanna, men det var faktisk Ugwu , som jeg havde nemmest ved at skrive om. Han observerer familien, som han er ansat hos, og sådan var jeg også i mine teenageår. Et meget observerende barn. Olanna, synes jeg derimod, er lidt irriterende. På mange måder er hun et produkt af den traditionelle kvindeopdragelse. Alt det der med, at en kvinde er ufuldstændig, hvis hun ikke har en mand ved siden af sig eller rettere foran sig. Olanna er en overklassepige. Hun bekymrer sig om, hvorvidt hun kan tillade sig at tage i mod sin fars penge, om hun må være mæt, når børnene sulter. Kun virkelig privilegerede mennesker kan tillade sig at tænke på den måde. Krigen forandrer hende, og hun ender med at være stærkere og langt mindre irriterende, end hun er i starten af bogen."

Det fortabte kontinent

En halv gul sol har vakt stor opsigt i Nigeria, fordi den taler åbent om de etniske konflikter og massakrer, som lå til grund for løsrivelsen, men for den vestlige læser er det ikke skildringen af de historiske omstændigheder, som er mest slående. Det er snarere det faktum, at der fortælles en universel historie om krig og kærlighed med sorte afrikanere i hovedrollen.

- Da jeg læste bogen, gik det pludselig op for mig, at jeg aldrig før havde tænkt på, at de sultne babyer og ulykkelige mødre fra nødhjælpskampagnerne er rigtige mennesker med familie-intriger og kærlighedsaffærer i bagagen?

"Den reaktion har jeg hørt før, og den gør mig virkelig ked af det. Og vred! Faktisk kan jeg blive fuldstændigt udmattet over at tænke på, hvordan afrikanerne bliver fremstillet i de vestlige medier. Vi er bare de her håbløse ofre for kolonialisme, hungersnød og etniske konflikter. Hele den forestilling om, at vi skal reddes, som om vi slet ikke kan noget selv."

- Det må også være ret udmattende at skulle være hende den unge, afrikanske forfatter i sådan et mediebillede?

"Jeg plejede at hade hele denne her Afrikating, især fordi jeg først og fremmest opfatter mig som nigerianer eller måske Igbo. Og stadig når folk kommer og siger til mig: 'Jeg har været i Afrika', så får jeg det sådan: 'Hvor har du egentlig været henne? Har du været i Egypten eller i Namibia, for det er to ret forskellige lande?' Jeg kan slet ikke holde ud, at man slår hele Afrika sammen til et stort sort kontinent. Det er det samme, som når de fleste amerikanske boghandlere har en black section. Jeg tror, at jeg skal føle mig beæret over, at min bog nu står i litteratur-sektionen, fordi jeg er blevet nomineret til Orange-prisen, men det irriterer mig. På den anden side er jeg også afrikaner, og jeg er meget stolt af Afrika, så hvis jeg kan bryde nogle af stereotyperne ned med mine bøger, så må jeg tage den der Afrika-kappe på mig," siger hun.

- Tror du, at bogens internationale succes skyldes, at det vestlige publikum har nemmere ved at identificere sig med dine hovedpersoner, fordi de tilhører den veluddannede og vestlige middelklasse?

"Det tænkte jeg ikke på, da jeg skrev bogen, for det er det miljø, som jeg selv kommer fra, og den historie, som jeg ville fortælle. Jeg vidste til gengæld godt, at jeg ville blive anklaget for, at jeg ikke skildrer det rigtige Afrika i mit bog, for 'det rigtige Afrika' er jo fattigt. Den engelske forfatter Ian McEwan skriver kun om middelklassen og hører ikke et ord for det, men når det handler om Afrika, skal det pludselig være 'autentisk'. Det er det samme med de afrikanske traditioner. Jeg mener ikke, at vi skal kæmpe for at bevare Afrika, som det var. Jeg taler engelsk, jeg taler endda bedre engelsk end igbo, og mit igbo er anglificeret. Og sådan må det være! Den menneskelige historie handler om at blande og låne fra andre kulturer, og hvis vi forsøger at fastholde et statisk billede af Afrika, så er der alt for lidt plads til de hybrider, som er Afrikas virkelighed. Jeg ejer det engelske sprog nu. Det er mit, selv om det kom med englænderne, og så kan jeg bruge det til at fortælle om mit Afrika på min måde," siger Chimananda Ngozie Adichie.

Den udvalgte

I øjeblikket læser Chimananda Ngozie Adichie Afrika-studier på Yale og bor delvist i USA, delvist i Nigeria. En to-kulturel tilværelse, som hun deler med de fleste af sine søskende og mange andre veluddannede nigerianere.

"Jeg har brug for at være begge steder. USA giver mig den afstand, som jeg har brug for, når jeg skal skrive om mit land, men da jeg færdiggjorde En halv gul sol blev jeg simpelthen nødt til at være hjemme. Jeg skulle lugte Nsukka og se den nigerianske himmel. Det grinede min far meget af."

- Det må have føltes som et meget stort ansvar at fortælle historien om Biafra, som ellers var blevet fortiet?

"Det var det også. Åh gud, jeg vil aldrig skrive sådan en bog igen. Jeg var nærmest skør i et helt år, mens jeg skrev den. Jeg ville have, at min far skulle være stolt af bogen, jeg ville ære mine bedstefædre, jeg ville have, at de nigerianere, som ikke kendte deres egen historie, skulle forstå den, og så vidste jeg, at alle Nigerias litteraturkritikere gerne ville have ram på mig, fordi min debutroman fik så meget succes. Jeg drømte oven i købet også om at få international succes. Så der var dage, hvor jeg bare slukkede for computeren og lå og tudede i min seng. Men altså... ikke for at lyde alt for mystisk, men jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at jeg var blevet udvalgt til at fortælle denne her historie. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ellers skulle fået denne her mærkelige besættelse af Biafra-krigen, hvis det ikke var fordi, jeg skulle skrive denne her bog," siger Chimananda Ngozie Adichie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu