Læsetid: 3 min.

Barnets århundrede

25. november 1998

"Han blev hidsig på mig. Jeg behøvede altså ikke tale til ham som som om han var idiot. Skulle han ikke vide, at tiderne skiftede. At den var væk nu, hele den verden som voksne og børn havde havde nerver til at leve i sammen."
"Var måske ikke alt det han ville med sine egne og andres unger et forsøg på at give dem noget, der lignede det han selv havde haft i sin barndom."
"Dengang alting kunne ses og høres og lugtes og smages. Betalte børn måske ikke en sindssyg pris for den forringelse, som uafbrudt skete med alle
fysiske omgivelser".
"Og var de ikke tilovers alle steder nu."

Tage Skou-Hansen:
På sidelinjen. Roman. 1996

OM GODT 13 måneder er århundredet forbi. Det 19 århundrede, der blev indledt i selve året 1900 af den svenske forfatter Ellen Key med en bog, som blev oversat til mange sprog, rejste en vældig debat og en fremskridtsforventning, som selv Første og Anden Verdenskrig ikke kunne dæmpe. Bogens titel blev et bevinget ord: Barnets århundrede.
13 måneder før udkald har overlæge Gideon Zlotnik fra børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Glostrup Amts Sygehus udsendt en bog (anmeldt her i bladet i går), hvis titel også - og det på stedet - burde blive bevinget: De stakkels børn.
Men da den og bogen selv anfægter mediernes og magthavernes og hele den øvrige mainstreams lalleoptimistiske fremskridtsreligion, har det sikkert lange udsigter, før dén titel flyver fra mund til mund.
Informations anmelder Hanne B. Jørgensen blev både begejstret, bevæget og følte sig som forælder hårdt ramt:
"Det gør ondt i maven at læse et brev fra en dreng, som føler, at der ikke er nogen, han kan tale med om sine problemer. Han kan ikke lide at sige til sin mor, at han gerne vi have hende til at være mere hjemme. Bare nogen havde mere tid, lyder hans højeste - forgæves - ønske."
Men selv Hanne B. Jørgensen må slås med fremskridtsreligionens dogmatik, som i totalitær ortodoksi overgår, hvad selv den "mørkeste" middelalder kan opvise:
"Selv om man mærker en stærk trang til at dømme 'fortidsromantiker', er den kloge børnepsykiater meget svær at komme udenom."

NEDERDRÆGTIGT er det, at Gideon Zlotnik i virkeligheden blot sammenfatter, hvad vi allerede véd, men altså af religiøse grunde ikke vil vide af, at vi véd.
For så bliver vi jo forkætret som det værste, man i dag kan være: Blasfemisk imod fremskridtet og med reaktionære længsler tilbage til fortiden. Digtere som Tage Skou-Hansen, Inger Christensen, Marianne Larsen, Suzanne Brøgger og mange andre er tvunget af deres kunstneriske moral til at udtrykke, hvad de må udtrykke.
Men hæderlige sociologer må det samme.
For længst har læge Pernille Due og sociolog Bjørn Holstein fra Københavns Universitets Afdeling for Social Medicin - som i WHO-sammenhæng siden 1984 fire gange med cirka tre års mellemrum har gennemført undersøgelser af sundhed og trivsel blandt børn
og unge i skolealderen - oplyst følgende:
* 20 procent af de 11- til 15-årige børn og unge i Danmark har symptomer på sygdom eller dårlig trivsel hver dag,
*75 procent - ikke mindre - har symptomer hver uge,
*21 procent af de unge bruger mere samlet tid ved tv-skærmen end i skolen,
*19 procent kan ikke tale fortroligt med deres forældre og 23 procent ikke med deres venner/veninder,
*Seks procent har slet ikke nogen, de kan tale fortroligt med,
*et stort mindretal trives dårligt, f.eks. med ensomhed, føler sig uden for og har ringe selvtillid,
*5 procent føler ingen opbakning fra hverken lærere eller forældre til deres skolearbejde,
*25 procent oplever jævnligt, at de bliver mobbet,
*over halvdelen synes selv, de ser forkert ud, f.eks. synes over halvdelen af pigerne selv, at de er for tykke.
Ingen forespørgselsdebatter i Folketinget eller i EU-parlamentet har det givet anledning til. Ingen hel-aftensudsendelser i fjernsynene er rigget til af den grund. Fremskridtet og dets Kirke forbyder det.

DET ER SÅ stærk en bog, Gideon Zlotnik har skrevet (og så rystende en anmeldelse Hanne B. Jørgensen skrev her i bladet i går), at læseren her henvises til begge dele.
Kun Zlotniks sammenfattende konklusioner skal nævnes: Børn får ikke lov at være børn, men stables sammen som burbørn i institutionerne og den manglende væretid sammen med de voksne, er det største problem.
Tid i stedet for ting, mumler statsminister Poul Nyrup Rasmussen en gang imellem.
Hvorefter hans eget og undervisnings-, arbejds-, forsknings-, økonomi-, erhvervs- og finansministerium udsender et værk om Kvalitet i uddannelsessystemet, hvis hovedkonklusion er, at børn og unge er for længe om at blive konkurrenceduelige voksne.
Det kræver fremskridtet. Det forudså Ellen Key ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu