Læsetid: 3 min.

For barnets eller forældrenes skyld

12. juni 2006

I forældremyndighedssager er der en vindende og en tabende ‘forælder’.
Muligheden for at velfungerende forældre ikke uden videre skal kunne fratages forældremyndigheden over deres børn, gøres ofte til et ensidigt spørgsmål om ligestilling og forældrerettigheder. Således også i Informations leder den 7. juni ? til trods for at det netop er den tilgang, lederen harcelerer over. I tilgift sættes der trumf på ved at påpege “de tungeste skilsmisseproblemer”, “de nederste socialgrupper”, “alkohol” og “magtesløshed,” selvom det burde være indlysende, at det ikke ligefrem er begreber relateret til målgruppen.
Og som sædvanlig tages der slet ikke fat på, hvad barnet vinder eller taber ved disse sager.
Vi når med andre ord ikke frem til betydningen for barnet af, at systemet frit giver én af forældrene mulighed for fremover at udelukke den anden med hensyn til væsentlige informationer fra det offentlige, i børnenes sygdomsforløb, hos tandlægen, ved møder og arrangementer i skolen og lignende. Og betydningen af at én ‘forælder’ gives mulighed for at bosætte sig med barnet langt væk fra den anden og blandt andet på den måde nedsætte et samvær mellem barnet og den anden forælder til et minimum.
Beviser og modbeviser på systemets eventuelle indbyggede ligestillings- og rettighedsdiskurser er ikke det interessante her. Det interessante er snarere ? hvad der må være åbenlyst for de fleste ? at børnesagkyndige og dommere vitterligt ofte står i den situation, at den ene bare ikke er bedre end den anden.
Det, som desværre sker i mange sager er, at de afsluttes med en konstatering af, at begge forældre er gode, vigtige omsorgsgivere suppleret med et udfald, som fratager den ene af dem myndigheden over og en stor del af hverdagsengagementet i det dyrebareste i dennes liv. Uden begrundelse. For der er ingen krav til målbare, betydningshavende kriterier eller parametre i en forældremyndighedssag og til en synlig vægtning af disse i afgørelserne.
Måske hører jeg til den gruppe af mennesker, som Information rubricerer som “middelklassemennesker med overjeg’et på rette sted”.
Men jeg har hørt om for mange tåbelige trusler om forældremyndighedssager fremsat i vrede, sorg, jalousi eller i alt andet end reel mangel på evne til at samarbejde. Jeg har set for mange eksempler på konflikter, som eksploderer netop på baggrund af en retssag. Og jeg har oplevet for mange triste konsekvenser for børn af de urimelige og unødvendige magtdemonstrationer, eneforældremyndighed giver mulighed for. Så nej, jeg tror ikke på, at forældremyndighedssager altid er sidste udvej, og nej, jeg tror ikke på at disse sager sædvanligvis er til det bedste for børnene.
De, som er overbeviste om, at forældremyndighedssager automatisk medfører harmoniske forældre, fred i barnets liv og nødvendige beslutninger truffet til barnets bedste, burde måske slå et smut forbi nærmeste statsamt. Der vil de kunne forvisses om, at forældremyndighedssager ingen garanti er for ansvarlige voksne (hverken en eller to) eller børn, som slipper for pres og loyalitetsdilemmaer.
Dom til fortsat fælles forældremyndighed, såfremt begge forældre helt indlysende evner at varetage barnets behov på tilfredsstillende vis, bør gøres muligt for at mindske incitamentet til langvarige og ressourcedrænende krige for barn såvel som for forældre og samfund og i stedet invitere til kommunikation og samarbejde omkring barnet. Og hvis det er for naivt at håbe, så i det mindste for at sikre barnet optimal kontakt med og indflydelse fra de to vigtigste mennesker i dets liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu