Læsetid: 5 min.

Barok-modernisme med flimremaskine

Morgendagens arkitektstjerner skaber en form for barok-modernisme, der vil både overraske og vække opmærksomhed
9. januar 2006

"Og vinderen af The Royal Institute of British Architects' Stirling Prize 2006, om cirka ni måneder, bliver Zaha Hadids Phaeno videnskabs-center i Wolfsburg, Tyskland."

Der findes ikke noget bedre end at starte det arkitektoniske år med et væddemål, når arkitekturen i starten af det tredje årtusinds strålende flertydige vej bevæger sig mod en new age af barok-modernisme.

Hadids Phaeno var en af fire bygninger, der sprang mest i øjnene sidste år. Bygninger tegnet af store arkitekter, der signalerede et nyt momentum og stjæler overskrifterne fra de supermodernistiske bygninger, der er opstået i computere og nu står som ultra-forædlede strukturer. Hi-tech arkitektur er ikke det gribende emne, det engang var, og alt for ofte synes den blot at symbolisere det korporative. Den slags modernisme bliver nu invaderet af en arkitektonisk understrøm, hvis kulturelle ekspressionisme nogle gange er så hallucinatorisk, at vi har brug for nye Huxley'er og Castaneda'-er for at forklare, hvad det er, der sker.

Hvad har dette vilde udsagn med barok-modernisme at gøre? Tænk på Jacques Herzogs ord om, at hans arkitektur er designet til at give en overraskelse, der ikke rummer nogen arkitektonisk fortælling. Eller Jean Nouvels åbenlyse taskenspillerkunst, hvis tilføjelse til Reina Sofia Museet i Madrid godt nok rummer en udtalt fortælling, men én, der er blevet knust til uendeligt afspejlede sidehandlinger.

Og Rem Koolhaas' koncertsal i Porto? Hvorfor har vi det, som om vi, på vej op ad den geometrisk udflippede trappe, er med i en film, der har manuskript af William Burroughs eller Brion Gysin? Er fængslende usammenhængende illusion blevet en væsentlig del af en arkitektur, der på andre måder har været beregnende arrangeret?

Frihedshandling

I slutningen af det 17. århundrede erklærede Guarino Guarini, en af barokkens største arkitekter, at arkitektur skulle være en frihedshandling - en måde at skabe rum på - mere end en stil-øvelse eller en kommentar til gamle traditioner.

Han prædikede en billedstorm, der benyttede sig af ikke-klassisk geometri til at blødgøre og belægge bygningers overflade og indførte strukturelle opstillinger, der kombinerede skønhed og videnskab.

I dag tager vi arkitektonisk plasticitet for givet: titanium, kulfiber og selv trælaminater gør, som de får besked på. Enkelte bygninger opfatter vi ligefrem som kunstværker frem for som arkitektur. Men det er ikke det væsentlige i den nye barok-modernisme. Her drejer det sig om Guarinis ønske om at genopdage tilstedeværelsen af rumlighed. I 1958 skrev Gysin i sin dagbog:

"På bussen til Marseille i dag oplevede jeg en transcendental storm af farvesyn. Vi kørte gennem en lang allé af træer, og jeg lukkede mine øjne mod den nedgående sol. En overvældende flod af lyse farver eksploderede bag mine øjenlåg: et multidimensionalt kalejdoskop hvirvlede gennem rummet. Jeg var uden for tid, i en uendelig verden. Synet forsvandt brat, da vi forlod alléen. Var det en vision? Hvad skete der med mig?"

Når han ikke var i selskab med Burroughs eller Paul Bowles, eksperimenterede Gysin med lyseffekter, bl.a. med, hvad han kaldte flimremaskiner.

"Du kigger på dem med lukkede øjne, og flimmeret spiller hen over dine øjenlåg," skriver han. "Billederne starter med et kalejdoskop af farver og bliver gradvist mere komplekse og smukke, det minder om bølger, der slår mod kysten, indtil hele mønstre af farver forsøger at bryde igennem. Efter et stykke tid var der permanent billeder bag mine øjenlåg, og jeg befandt mig lige midt i det hele med uendelige mønstre, der opstod omkring mig. Der var en næsten ubærlig fornemmelse af rumlig bevægelse."

Fjern den før-psykedeliske bagage, og vi taler næsten om oplevelsen ved at gå op ad de foruroligende trapper i Portos koncertsal. Her finder man noget af Gysins 'uendelige mønster' og hans 'næsten ubærlige fornemmelse af rumlig bevægelse'. Mønster og bevægelse, breakbeats, arkitektur som både mixerpult og flimremaskine; et gig med en begyndelse, men hvis midte og slutning er mystisk spiralagtig eller rodet. En arkitektur af krydsende lag af stimuli, mere end en række af genkendelige følgerækker af rum og materiale.

Relativ uvidenhed

Vi er lysår fra Oscar Niemeyers arkitektur, mesteren i barok-modernisme, fra midten af århundredet. Hans version var afhængig af facader og overfladens rytmiske bølgebevægelse. Men vi foretrækker at vandre rundt, at undersøge ting uden i virkeligheden at undersøge dem. Vores forhold til arkitektur er i stigende grad baseret på et usikkert princip udsagt af en antiautoritær passivitet, der grænser til dum uforskammethed. Den nye barok-modernisme viser os en arkitektur, i hvilken vi møder uventede betingelser. Betingelser der, som Guarini idealiserede, er tilbøjelige til at udviske arkitektoniske fortilfælde og tvinger os ud i en tilstand af en relativ uvidenhed, der også rummer vores overfladiskhed. Barok-modernismens håndgribelighed antyder ufornuft, en udredning af årsag og virkning, nogle gange i så høj grad at dens hele soliditet og stoflighed synes næsten metafysisk.

Det er vanskeligt, når du har at gøre med arkitekturens modstykke til Phil Spectors wall-of-sound indspilninger eller Ornette Colemans harmolodiske jazzimprovisationer, at tænke konventionelt om en arkitektur, der ikke er en del af den moderne baroks kanon. Hvad skal vi mene om de projekter fra 2005, der står opført som betydningsfulde i augustnummeret af Architectual Review?

Pezo von Ellrichshausens blokhus af et hjem, opført på Coliumo-halvøen i Chile, tilkendegiver det monumentale og det hjemlige. Kirkekomplekset i Louisiana af Trahan Architects benytter cement, lys og skygge med en fanta-stisk effekt. På en måde, der bringer mindelser om Le Corbusier og Tadao Ando, afgiver disse bygninger en fornemmelse af det sekulære og det metafysiske. David Sheppards bro i Cornwall opnår en kontekstuel syntese nærmest i smug. Norske Bredeland og Kristoffersen har grebet til asymmetri i deres kollegiebyggeri i Trondhjem - et flot eksempel på, hvordan arkitektur på grænsen til det monumentale kan reddes ved en kontrast mellem rå materialer og sans for detaljen.

Er det en tilbagevenden til de grundlæggende sandheder i arkitekturen, vi ser: form og materiale i direkte relation til sted? Det Barcelona-baserede ex.studios' Dream House, et kokon-lignende træhus, udforsker forholdet mellem de konstruerede og naturlige omgivelser. Selv det ene fremragende udførte bygningseksempel, der fremhæves i Architectual Review - Taira Nishizawa Architects' skovbygning i Tomochi, Japan - efterlader én mere forbløffet over den rene kraft i tømmerets nærvær. Man finder kun ét tilnærmelsesvist hi-tech arkitektonisk indslag - men Zechner & Zechners kontroltårn i lufthavnen i Wien er trøstesløst.

Disse arkitekter er optaget af styrken i præcedens og post-brutalismens fysiske virkemidler. Arkitektoniske flimremaskiner kan måske symbolisere vores febrile tidsånd, men uanset hvor flot det bliver lavet, markerer de ikke altid sted og tid med en stærk følelse af fællesskab eller lidenskab. I dag findes den arkitektoniske frihed som Guarini engang talte om, bag nybarokkens erkendelsesdøre, i verdener designet til at lade fremmede til stadighed føle sig fremmede.

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu