Læsetid: 3 min.

Bartoli satte sig selv fri

Cecilia Bartolis partner er et smægtende publikum, der vil have hende og overøse hende med dets kærlighed og taknemmelighed. Mandag i Tivoli sang hun den ene krævende arie efter den anden
9. maj 2007

Noget af det smukke ved en koncert er jo, at det er noget, der sker mellem to - den, der står på scenen og publikum. Det er i hvert fald et udgangspunkt. Men det er også et forhold, der kræver sine balancer, og et forhold, der kan overskygge forholdet mellem kunstner og musik.

Når en stjerne som Cecilia Bartoli går på scenen, er det hver gang med et publikum, der vil bære hende på hænder til verdens ende. Folk er ellevilde og elsker hende på forhånd. For mange er det at skulle høre hende en meget personlig oplevelse, som man har ventet længe på, og mange er rørte over deres egen kærlighed og sidder næsten og elsker om kap med alle de andre lige så dedikerede. Det er Cecilia Bartolis partner: et smægtende publikum, der vil have hende og vil overøse hende med deres kærlighed og taknemlighed, så snart hun åbner munden.

Og hvordan forvalter man nu det? Man giver selvfølgelig publikum det, de vil have - eller endnu klogere: Giver dem endnu mere. Efter et i forvejen gavmildt mastodont-program med den ene krævende arie efter den anden kvitterede Cecilia Bartoli med fire ekstranumre ved koncerten i Tivoli mandag og satte endelig sig selv fri.

Glemme sig selv

Hvordan skal jeg sige det... Selv om alt havde været lutter skønhed gennem hele programmet, var det først i slutningen af programmet og ikke mindst i ekstranumrene, at musikken levede af sig selv og ikke bare var en stemning mellem Bartoli og publikum. Som om der for Bartoli skulle en hel maraton til for at glemme sig selv og stille sig til rådighed. Først da hun holdt op med at dirigere musikken, og den dirigerede hende i stedet, troede man på det.

Nu er der tale om en kunstner ud over det sædvanlige. Bartoli har sin sangskat med sig helt tilbage fra sine forældre, der også var sangere og har undervist hende. Alt hvad Bartoli leverer er stjernedrysset, gennemarbejdet, teknisk brillant og eminent musikalsk. Men en divas skæbne er at skulle elskes af publikum, og derfor går der rigtig meget energi med at være på scenen. I de lange instrumentale passager skal der løftes øjenbryn og laves grimasser, der passer, og ikke ét øjeblik må hun glemme publikum, og at de vil have alt serveret gennem hende.

Eminent orkester

En dirigent kunne have hjulpet til at sætte Bartoli lidt mere fri fra starten. Så havde der været en mand med ryggen til publikum, der kunne have fokuseret mere på musikken og mindre på, hvad folk vil have.

Bartoli former musikken meget smukt og evner at drive den til ekstremerne. Enten ekstremt hurtigt og kraftfuldt eller ekstremt svagt og inderligt følsomt. Man får noget for pengene i begge positioner, men strengt taget er det ikke noget stort repertoire. Her kunne en dirigent godt berige med lidt mere komplekse nuancer. For eksempel kunne man savne den måde Marc Minkowski på cd'en, hvor Bartoli har indspillet de samme arier, får violinerne til at dryppe med nektar og giver Bartoli en anden musikalsk partner end hende selv.

Orkestret La Scintilla under ledelse af koncertmester Ada Pesch er et overordentligt habilt barok-orkester, der kunne spille med æggende dynamik, og som ikke kun fremstod som det akkompagnerende orkester, men også et orkester med eget liv.

Bartolis drivende bevægelser var til enhver tid overflødige i forhold til, at orkestret selv havde fanget gnisten. Efterhånden som koncerten skred frem, blev det mere og mere til, at orkestret spillede på hende og hun på dem og smukkest dér, hvor de virkelig gjorde noget ved hinanden. Som når Bartoli efterlod dem en imaginær tåresø at manøvrere på, eller når strygerne omvendt 'henrettede' Bartoli med markerede, crescenderende strøg.

Mother's lesson

Som baroksangerinde er Cecilia Bartoli et enestående fænomen. Hendes koloraturer er halsbrækkende ekvilibrisme, og hendes piano er bare magisk blød luft. Som hun selv demonstrerede i ét af ekstranumrene, kunne hun nærmest helt lade være med at synge og alligevel nåede det ud over 20. række.

Hvordan man bliver sådan en sangerinde? Prøv lige at tjekke moderens øjne på YouTube, mens hun siger "disciplina" og dikterer mantraet "Voglio essere la piu brava".

Cecilia Bartoli, Tivolis Koncertsal, mandag aften. Bartoli var ledsaget af Orchestra la Scintilla fra Zürich operaen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu