Læsetid: 5 min.

Basel blues

For 38. gang samledes det internationale kunstpublikum i Basel i den forgangne uge til verdens største kunstmesse. Hvem sagde, kunst og penge ikke er et perfekt match?
Intet er overladt til tilfældighederne ved Art Basel, hvor de største af de største, de dyreste af de dyreste og de rigeste af de rigeste kommer til byen for at se på og købe nye værker af de hotteste navne på den internationale kunstscene.

Intet er overladt til tilfældighederne ved Art Basel, hvor de største af de største, de dyreste af de dyreste og de rigeste af de rigeste kommer til byen for at se på og købe nye værker af de hotteste navne på den internationale kunstscene.

Art Basel

23. juni 2007

Basel. Navnet udtales med ærefrygt. Fra København til Cape Town og fra New York til Tel Aviv drømmer kunstnere og i særdeleshed gallerister om denne lille schweiziske by ved Rhinen. Blot 190.000 indbyggere bor der i Basel, der primært er kendt for at være medicinalindustriens svar på Silicon Valley.

"Det skyldes den dybe, røde farve i jorden her," påpeger min lokale turfører. Basel har altid været et tilflugtssted for fritænkere og videnskabsfolk, der ikke kunne være i fred andre steder. Erasmus af Rotterdam sad i 1500-tallets Basel og tænkte over kristendommen og menneskets frie vilje. Han døde også her.

"Folk bliver melankolske af den røde farve," fortsætter turføreren, idet hun slår ud med armen og peger over floden mod et enormt kompleks i glas og stål, medicinalvirksomheden Roches hovedkvarter. "Det er ikke noget tilfælde, at det netop var her i Basel, at de opfandt LSD."

På den anden ende

Men hvert år i juni sker der noget, der sætter Basel på den anden ende. Tætheden af mørke limousiner stiger mærkbart i gadebilledet, lufthavnen på den franske side af grænsen kan ikke klare presset, og samtlige hoteller i byen hæver priserne på værelser til det femdobbelte.

Det sker, når Basel forvandler sig til Art Basel - verdens største messe for samtidskunst.

I denne biennaletid, hvor kunstens professionelle publikum har travlt med at evaluere de kuraterede udstillinger i Venedig, Kassel og Münster, er alle befriende enige om, at Art Basel igen i år sidder lige i skabet. Med olympisk præcision er de hvide skillevægge i Messe Schweiz' monumentale bygning monteret og hele paladset pakket forsvarligt ind i Art Basels koksgrå farver. Intet er overladt til tilfældighederne ved denne lejlighed, hvor de største af de største, de dyreste af de dyreste og de rigeste af de rigeste kommer til byen for at se på og købe nye værker af de hotteste navne på den internationale kunstscene. I år er det 38. gang, at Art Basel finder sted, og godt 300 nøje udvalgte gallerier er repræsenteret. Alle står de klar med tykke coffee table-bøger og afmålte smil for at fortælle det kræsne publikum af samlere og museumsfolk om netop deres kunstneres fortræffeligheder og seneste retrospektive udstilling på Tate, Centre Pompidou eller Metropolitan.

Det er på Art Basel, at man hos Barbara Gladstone Gallery fra New York kan samle et relikvie op af den amerikanske videokunstner Matthew Barney. Barney, der også er kendt for sit ægteskab med sangerinden Björk, er især berømt for sine fem fantastiske Cremaster-film, der naturligvis alle forlængst er solgt til vigtige museer og private samlinger. Gladstone fik imidlertid den lyse idé, at effekter fra filmene også kunne sælges som værker i sig selv, og Barneys mærkværdige voksobjekter indgår nu i en lang række udstillinger og samlinger kloden over.

Hirst og pengene

Længere nede ad korridoren finder man det prestigefulde London-galleri White Cube, der viser monumentale værker af den britiske kunstner Damien Hirst. Det var samleren Charles Saatchi, der i 1990'erne boostede Hirsts karriere med købet af en seks meter lang tigerhaj konserveret i formalin. Hajen, der i 2004 blev solgt videre for et to-cifret millionbeløb, måtte for et år siden erstattes med en anden, da originalen begyndte at gå i opløsning i sin glasbeholder. Affæren påkaldte sig kolossal opmærksomhed i medierne, da dele af kunstkritikken følte, at værkets restaurering rokkede ved dets autenticitet og ægthed. Resultatet af skandalen var selvfølgelig, at værket blot steg yderligere i værdi.

Damien Hirst har gennem hele sin produktion kredset om døden og forgængeligheden, og især sommerfuglen er blevet synonym med kunstneren. Onde tunger vil dog vide, at også penge udgør et væsentligt motiv for Hirst. Og netop et af hans seneste værker kunne måske tyde på det. For the love of God hedder sensationen, der måneden ud kan ses på White Cube i London, og som i al enkelhed består af et diamantbesat platinkranium. Pris: 100 millioner - dollar. Popsangeren George Michael skal efter sigende have meldt sig som køber. Kært, ikke?

Tilbage i Basel finder man i den mere ydmyge afdeling den danske maler John Kørner. Kørner havde sidste år sit internationale gennembrud med soloudstillingen 2006 Problems på det ligeledes prestigiøse Victoria Miro Gallery i London, der også repræsenterer Kørner på Basel. Miro er kendt som Londons førende talentspejder og har, foruden en imponerende række af store topnavne, også den danske maler Tal R i stald.

Liste og Volta

De mange faste galleriindslag fra London, Zürich og New York gør Art Basel til et nåleøje for yngre opkomlinge på kunstmarkedet. Derfor opstod to alternative messer, Liste og Volta, for nogle år tilbage, der gør det muligt også for nystartede gallerier at præsentere deres program af kunstnere for det internationale jetset. Dette altså vel at mærke hvis de kan præstere den helt rigtige blanding af vanskelig videokunst og cool og casual præsentation af sig selv og tingene.

Mens Liste, der er en labyrintisk affære installeret i Basels gamle kraftværk, blot kan mønstre to danske gallerier, Kirkhoff og Mogadishni, byder Volta i år på en hel sektion af særligt inviterede, nordiske gallerier. Man kan her stifte behageligt bekendtskab med den danske kunstner Peter Callesen hos Helene Nyborg Contemporary. Callesen er også optaget af døden i sine minimalistiske og dybt poetiske papirarbejder. Han er blot væsentligt mere raffineret i sin behandling af stoffet end sin juvelfikserede britiske kollega.

En anden debutant hjemmefra er Kasper Sonne fra V1 Gallery. Sonne arbejder i forskellige medier med tiden som fænomen og eksistentielt vilkår. Fra væggen kaster et krøllet A4-ark i en hvid ramme ruinøse vibrationer ud i rummet. Først ved nærmere eftersyn viser de fine folder i papiret sig at være synsbedrag skabt ved hjælp af en blækprinter, der over tid vil forsvinde fra det i virkeligheden komplet glatte ark. Ved siden af billedet snurrer en smalfilmsoptagelse på en skærm af en strand fra de glade 60'ere.

Billede og lyd passer imidlertid ikke sammen, og lyden viser sig snart at være en kunstigt tilsat feature, der skal hensætte betragteren i nostalgisk betragtning af de ganske nye billeder.

Fornemmelse af fravær

På trods af det aldeles overvældende opbud af kunst og gallerier rammes man af en sær melankoli og fornemmelse af fravær i Basel. For hvert af de deltagende gallerier har mindst 10 fået afslag. Og for hver af de hundredevis af repræsenterede kunstnere drømmer tusindvis af unge talenter om en dag at blive vist på netop disse hvide skillevægge.

Måske er det byens røde jord, som turføreren talte om. Eller måske er det simpelthen, fordi der alligevel er grænser for, hvad lommer fulde af dollars kan købe. Basel er en rejse ind i selve kunstens flygtige væsen - en fabelagtigt veltilrettelagt lektion i skønhedens ubegribelighed.

*

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu