Læsetid: 4 min.

Basse cuisine

23. august 1999

Vi kender Frankrigs ry for 'haute cuisine', verdens fornemste kogekunst, kulinarisk raffinement, der når himmelske højder i restauranter markeret med fire stjerner i den berømte Guide Michelin. I slutningen af 1998 foretog nogle detektiver fra den franske stats Generaldirektorat for Konkurrence, Forbrug og Bedrageribekæmpelse en rejse lidt i stil med Michelin-inspektørernes tour de France, men i stedet for restauranter besøgte de dyrefoderfabrikker, og den 'guide', de bagefter nedkom med i form af en rapport på otte sider, viste sig egnet til at tage appetitten fra alle kødspisere. Den udkom da heller ikke i lækkert udstyr, men blev tvært imod holdt hemmelig. Den sivede kun ud - her i løbet af sommeren - takket være ugebladet Le Canard Enchaîné (den lænkede and - vi bliver i dyreverdenen).
Det er altså et officielt dokument, der er kilden til de oplysninger om nogle af de franske kød- og benmelfabrikker, der har fået EU-Kommissionen til at skride ind, efter at Tysklands største tv-kanal har viderebragt og uddybet dem og fremkaldt reaktioner i andre lande (måske ikke uden en vis skadefryd i de lande, der har deres egne skandaler med kogalskab og dioxin-kyllinger m. m.).
En kvalmende kogebog med utrolige opskrifter. Blandt ingredienserne nævnes "fast affald opfanget i et groft filter på det sted, hvor alt spildevandet fra fabrikken løber sammen (vaskevand, vand fra bearbejdning af huder og skind, brugt vand, herunder vand fra septiktanke). Efter fjernelse af sand blev dette materiale dirigeret direkte til kogekarrene."

Man kunne fortsætte med citater fra teksten, endnu mere specifikke. Vædske fra dyrekadavere og spildevand fra vask af lastbiler har fundet vej ind i produkterne. Et gennemgående fænomen er slam fra vandrensningsanlæg, og det hedder bl.a., at "i 1998 blev 3.450 tons slam således anvendt i melprodukterne, svarende til 354 tons tørstof."
Det drejer sig om kød- og benmel, der er blevet leveret til svine- og fjerkræavlere, og selskabet Saria, ejeren af to af de fem fabrikker, hvor disse metoder er blevet konstateret, indgår i Europas største gruppe af kød- og benmelfabrikker.
Brugen af slam fra vandrensning til denne fabrikation blev forbudt ved et EU-direktiv i 1991, og de franske myndigheder forsikrer nu, at den ulovlige praksis er blevet bragt til ophør efter rapporten om de franske fabrikker. Hvis den udelikate sag stadig har interesse, er det ikke, fordi den tjener til at stille i Frankrig i gabestokken - efter de andre kødskandaler i bl. a. Belgien og Storbritannien - men fordi den er en påmindelse om et mere generelt problem, der kræver en langsigtet indsats på europæisk og internationalt plan. Umiddelbart må man konstatere, at produktionen og anvendelsen af kød- og benmel er blevet en pestilens, der må bekæmpes, og det har i det mindste været klart, siden kogalskaben dukkede op.
Den daværende franske sundhedsminister, Bernard Kouchner, sagde det klart i et interview den 10. juni i år: "Man fodrer ikke planteædende dyr med kød, lige så lidt som man med rimelighed kan fodre kyllinger med spildolie fra bilværksteder! Det kan ethvert barn forstå. Det er absolut nødvendigt i Europa hurtigst muligt at forbyde brugen af kød- og benmel til svin og fjerkræ og inden for kvægavlen. Og det helt definitivt. Vi ønsker ikke et Europa, hvor den utøjlede liberalisme og den kortsigtede profit udsætter europæerne for sundhedsfarer."

Godt sagt. Fællesnævneren for de stadig nye - sundhedstruende - skandaler inden for fødevareproduktionen er netop en tøjlesløs profitjagt og en konkurrence drevet ud i det absurde. Hvor meget liberalisterne end fordømmer regulering, indgreb og kontrol, så er det faktisk det, der er brug for i sikkerhedens, folkesundhedens og forbrugernes interesse. Rentabiliteten, som det hedder med et pænt ord, er det mål, der
bl. a. fører til maksimal udnyttelse af spildprodukter og affald, ja ekskrementer. Dybest set er det resultatet af en sanseløs 'produktivisme', der har præget indeværende århundrede, og som synes forstærket af den store og globale 'kapitalistiske befrielse' på tærskelen til det næste. Fødevaresektoren er kun et eksempel, måske særlig grelt. Transportsektoren er et andet - med kæmpelastbilerne som det monstrøse og menneskefjendske symbol.
EU har en rolle at spille, men der mangler stadig en effektiv harmonisering af reglerne, og som Kouchner siger, er der "en sørgelig og vedvarende tendens til nivellering nedefter."
Problemkomplekset rækker langt ud over kød- og benmelproduktionen. Det er på tide, at EU opretter et agentur for fødevaresikkerhed, og dette burde også beskæftige sig med antibiotika i dyrefoder, med brugen af hormoner i produktionen af okse- og kalvekød og ikke mindst med det verdensmarked for gensplejsede organismer, der er under udvikling.
Miljø- og forbrugerorganisationerne og medierne beskyldes ofte for at male fanden på væggen. Men det er levnedsmiddelindustriens egne aktører, der gør de værste scenarier til virkelighed. B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu