STATSMINISTER Poul Nyrup Rasmussen skylder Grønlands Thuleboere en undskyldning. Det synspunkt kunne vi i mandagens avis citere højesteretsdommer Per Walsøe for.
Sagen er alvorlig nok. Tilbage i 1953 fordrev danske myndigheder de grønlandske fangere fra det område, hvor den amerikanske Thulebase skulle anlægges.
Myndighederne frygtede, at sandheden om tvangsforflytningen ville vække opstandelse i den offentlige opinion, hvor der i forvejen var betydelig uvilje mod Danmarks deltagelse i det atlantiske militærsamarbejde. Hyl og skrig i medierne og på Christiansborg ville ikke alene skabe indenrigspolitiske besværligheder. Det kunne give uro i det ømtålelige forhold til USA, og i det hele taget sætte fokus på den måde, Danmark spillede det grønlandske kort for at slippe med mindre indskud til NATO-puljen.
Altså opfandtes en løgn: Nemlig, at de grønlandske fangere selv ønskede at blive flyttet. Den løgn har skiftende danske regeringer fastholdt, indtil den i januar i år blev afsløret af en rapport fra Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI.
Siden har statsministeren - som en slags plaster på såret - lovet de fordrevne grønlændere en lufthavn. Ved Østre Landsret verserer en sag om, hvorvidt uretten også bør kompenseres med en egentlig erstatning fra den danske stat.
Men det er ikke nok, mener højesteretsdommer Walsøe, der har en fortid som advokat for Thuleboerne. Statsministeren bør henvende sig til dem med en undskyldning:
"Jeg synes, det er vigtigt for mennesker at få en menneskeundskyldning, så de kan opleve, at de er blevet mennesker igen," siger Walsøe.
NÅR VI ER USIKRE PÅ, om vi er enige med højesteretsdommeren, skyldes det netop sagens alvor. I vor samtids politiske liv er der gået inflation i undskyldninger givet af nogen, der ikke har et ansvar for den begåede brøde. Og som derfor ikke risikerer noget ved den blottelse, som en undskyldning ellers giver.
I sidste uge gjorde det amerikanske tidsskrift Time sig lystig over undskyldninger som politisk markedsføring: Præsident Clinton har - på sikker afstand af noget personligt ansvar - officielt undskyldt, at indbyggere i Alabama tidligere er blevet brugt til syfilis-eksperimenter og beboere på den amerikanske vestkyst anvendt til forsøg med radioaktiv bestråling. Nu leger præsidenten og hans kreds med en storstilet undskyldning til USA's sorte befolkning for slaveriet.
Storbritanniens nyvalgte Blair har skyndt sig at undskylde for briternes rolle i forrige århundredes kartoffelhungersnød i Irland.
Paven undskyldte allerede for to år siden for den katolske kirkes ansvar for kætterbrændinger og tortur i det 16. århundrede.
I Østasien er det et hedt politisk spørgsmål, hvor direkte Japans regering over for omliggende stater vil undskylde japanske uhyrligheder i 1930'erne og 40'erne. Når det kniber med at få det sagt umisforståeligt, skyldes det nok, at Japans overgreb endnu er så tæt på, at en undskyldning af nogle kan opfattes som et ansigtstab.
BEKENDELSE, TILGIVELSE, forsoning. Det er centrale begreber i vor kulturkreds. Vi finder dem overalt. De gennemsyrer vores retssystem, og såmænd vores private liv med: Vi tilstår en uret og beder om forladelse. Får vi den, er der åbnet for forsoning.
Men meningen med det hele forudsætter unægtelig, at der er et ansvar, der kan henføres til den, der beder om undskyldningen, og at den, der modtager bønnen om tilgivelse, også er offer for ugerningen. Ellers bliver forløbet til udvendighed.
Lad os tage et frisk eksempel, omend i den lettere afdeling: Justitsminister Frank Jensen fik - efter nogen tøven - bekvemmet sig til at få sagt, at han ikke som justitsminister burde have ringet statsamtets sagsbehandler op i sin brors sag om samkvemsret:
"Det er den fejl, jeg har begået. Sagsbehandleren har lagt til grund, at det var justitsminister Frank Jensen, der ringede, og derved har jeg bragt ham i en lidt ubehagelig situtation. Det beklager jeg dybt - det var ikke min hensigt."
Om sagsbehandleren nu også har taget imod undskyldningen, melder historien ikke noget om. Måske var den krænkede part et noget mere abstrakt begreb. Men under alle omstændigheder sikrede undskyldningen Frank Jensen mod alvorligere efterspil.
DET HÆNDER, at anmodninger om tilgivelse meningsfyldt fremsættes af personer, der ikke bærer noget personligt ansvar. Men så er vi oppe i den store - ordløse - symbolik. På nethinden står endnu billedet af forbundskansler Willy Brandt, der spontant synker på knæ under besøget i den tidligere tyske udryddelseslejr i Polen. Eller Helmut Kohl og Francois Mitterrand, der ved en mindehøjtidelighed på første verdenskrigs slagmarker vandrer med hinandens hånd knuget.
Men i begge tilfælde er undskyldningen, bønnen om tilgivelse, forsoning, i lige så høj grad udtryk for en politik, der er blevet et grundvilkår for den stat, som overhovedet repræsenterer: Disse forbrydelser må aldrig - aldrig - gentage sig.
I tilfældet Nyrup og Thule-boerne er statsministeren vitterligt uden personligt ansvar. Ord fra Nyrup vil være tomme. Og vi finder - med al respekt - ikke sagen egnet til den store ordløse symbolik, men derimod til afgørelse ved den verserende erstatningssag.
Vigtigere end upersonlige undskyldninger er den politik, som statslederne faktisk fører, her og nu. Ellers havner vi i middelalderens katolske aflad, hvor anmodninger om forladelse fritager for ansvar for handlingen.
Kan man forestille sig de forsamlede EU-stats- og regeringsledere bede befolkningerne om tilgivelse for de lidelser, som "Europas" jagt på ØMU'ens konvergenskriterier påfører dem?
dr (David Rehling)
