Læsetid: 2 min.

Beatles tilbage i Hamburg

Reeperbahn i St. Pauli skal igen gøres attraktivt for det store publikum, men samtidig bevare sit ry som 'syndens hule'. Og The Beatles giver en hånd med
23. februar 2006

Hamburgs Reeperbahn, det legendariske bordelkvarter, kendt for sine piger, de mange liveshows og ikke mindst The Beatles, er kommet i så store økonomiske vanskeligheder, at byen nu planlægger at opkalde et torv i området efter The Fab Four i håb om at bringe nyt liv i kvarterets hensygnende økonomi.

Det er en radiostation i Hamburg, der har fået ideen, og indtil videre har man indsamlet 80.000 euro til en statue til minde om dagene i de tidlige 60'ere, da The Beatles tog de tyske fans med storm på Reeperbahns lige så berømte Star Club. Arkitektens model af 'Beatles Square' viser en bred, sort stencirkel, formet som en lp-plade med fire glasfigurer i legemsstørrelse af beat'lerne poserende i nonchalant attitude i midten. Investorerne håber, at værket vil stå færdigt op til VM i fodbold, der i år afholdes i Tyskland.

Bystyret, der også støtter projektet, har planer om at omgive torvet med 200 projektører, der skal skabe en fornemmelse af en roterende grammofonplade. Andre ideer, som man har lånt fra Liverpool, omfatter planer om at åbne et Beatles-museum og arrangere ture til bandets gamle tilholdssteder i den historiske by.

Bordelkvarter i krise

Reeperbahns 'Beatles Square' er Hamburgs første forsøg i 40 år på at kapitalisere på den veldokumenterede Beatles-arv i en by, om hvilken John Lennon engang udtalte: "Jeg voksede ikke op i Liverpool. Jeg voksede op i Hamburg."

'Beatles Square' er en del af byens forsøg på at genoplive et bordelkvarter, der har været for nedadgående i tre årtier. Og i skyggen af Tysklands økonomiske stagnation og rekordhøje arbejdsløshed har talrige bordeller måttet lukke ned i de seneste år.

De klubber, der i 1960'erne tilbød imponerende og bizar live-optræden med nøgne kvinder og mudderbrydning, har måttet vige for lavprismarkeder og fast food- restauranter. The Star Club, der på sit højeste kunne byde på ikke bare The Beatles, men også andre store navne som Cream, Chuck Berry, Ray Charles og Bill Haley, lukkede i 1969.

De prostituerede på Ree-perbahn tilbyder stadig deres tjenesteydelser, men nu i afspærrede gader, hvor kun voksne mænd kan komme ind, men mange klager over, at der ikke kommer kunder nok til, at de kan leve af det. Områdets problemer er ikke blevet mindre af stigningen i røveriske overfald, narkotikahandel og alkoholrelateret vold.

I begyndelsen af 90'erne forsøgte regeringen at gøre området til et pænt kvarter, bl.a. ved at opføre en masse lejlighedskomplekser for folk med høje indkomster. Området huser nu en befolkning, der ikke har nævneværdig interesse i bordeller og stripteaseshows.

Indbyggere i Hamburg siger også, at Reeperbahns nedtur er blevet fremskyndet af en voldsom stigning i containertrafikken. Det betyder i praksis, at de besøgende skibe nu losser deres last i byens havn i løbet af få timer, hvilket ikke giver mandskabet særlig meget tid til landlov.

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her