Læsetid: 4 min.

Bedre fødselsforhold

31. december 2003

»Mål for 2015: Antallet af kvinder som dør under fødsel, skal reduceres med 75 procent.«
Mål nummer fem i FN’s Milleniumplan

Vikingefødsel eller smertefri velfærdsleverance: Vi har diskuteret fødsler i Danmark. Vi har diskuteret for eller imod epidoralblokader. For eller imod bedøvelse.
Det var en væsentlig debat: på den ene side troen på den ny teknologi som vejen til det nemmere og bedre liv. På den anden side troen på det naturlige: troen på at det skal gøre ondt for at være rigtigt. På at livet ikke bliver bedre, bare fordi det bliver nemmere.
Den ene position mener, at udviklingen skal føre os væk fra smerter og ubehag. Den anden anfører smerte og ubehag som en dimension i tilværelsen.
De danske jordemødre har klaget over de fødende kvinder, der vil bedøves: De tror, man kan føde så nemt, som man sluger en aspirin.
De danske fødende kvinder har klaget over jordemødre, som tror, de skal opdrage deres medsøstre til at blive vikingekvinder. Sverige er blevet nævnt som et sted, hvor der er væsentlig nemmere adgang til epidoralblokade, fordi de svenske jordemødre ikke plejer vikingeidealer.
Det er ikke en diskussion om liv eller død, men om former for liv. Det er for så vidt en priviligeret diskussion baseret på det forhold, at 100 procent af de danske fødsler er overvåget, assisteret eller forberedt af professionelt sundhedspersonale. Det betyder, at kun 15 ud af 100.000 danske kvinder dør under fødslen.

Så vi kan være ligeglade. Det er ikke vores problem, at omkring 500.000 kvinder ifølge FN over hele verden dør under fødsler hvert år. Men FN har gjort det til vores problem, for det er det femte af FN’s otte milleniummål at nedbringe antallet af kvinder, som dør under fødslen med 75 procent inden år 2015. Det var i 1995 kun 21 ud af 100.000 fødende kvinder, som døde under seancen i den vestlige verden.
I udviklingslandene dør fire-fem kvinder pr 1.000 fødsler. Det er særlig slemt i Afrika syd for Sahara, hvor en procent af alle fødsler fører til moderens død. Antal døende kvinder pr 100.000 fødsler reflekterer velstanden og uligheden i verden: Det er et kun marginalt problem i den rige del af verden, mens problemet bliver mere og mere påtrængende i den del af verden, som er mest betrængt i forvejen.
Så vi kan ikke være ligeglade. For vi kan ikke være ligeglade med 500.000 dødsfald om året eller det forhold, at kvinder i de mest fertile regioner i Afrika føder så relativt ofte, at deres chancer for at dø under en barnefødsel ifølge FN nogle steder er så høje som én til 13, mens det samme tal i den udviklede del af verden er én til 2.500.

Det er målet med FN’s otte milleniummål at sætte standarder for udviklingen og forpligte sig på forbedringer. Globalt. Som det blev fastslået ved FN-konferencen i Ghana i november 2003:
»De tidsbegrænsede mål har den styrke, at de skaber rammer for koordinering af projekter, mobilisering af ressourcer og fremskynder en fornemmelse af påtrængende nødvendighed.«
Det femte milleniummål lever ikke op til hensigten: Det er ganske enkelt for vanskeligt at overvåge antallet af døde kvinder under fødslen. Ifølge en rapport fra WHO er 1995-tallet på 500.000 årlige dødsfald at betragte som et postulat. WHO antager, at det reelt kan dreje sig om alt fra 300.000 til 800.000 dødsfald om året. Det er for uvist til at mobilisere ressourcer og presse aktørerne til handling.

Men hvis man har behov for at fremskynde fornemmelse af påtrængende nødvendighed, må man betænke det forhold, at vi i 2003 har set i hvert fald én krig, hvor adgang til olie var en mere eller mindre motiverende faktor.
Kampen om de sidste ressourcer er radikaliseret. Samtidig med at en FN-rapport fra december 2003 anslår, at jordens befolkning vil blive 50 procent større i 2075 end i dag. Vi vil gå fra seks milliarder til ni milliarder mennesker på 75 år. Flere mennesker betyder større krav om velstand. Og den eneste vej, vi kender til større velstand, er økonomisk vækst. Og økonomisk vækst fører til flere biler og mere forbrug; dvs. mere forbrug af naturens endelige ressourcer.
Og for nu yderligere at fremskynde fornemmelsen af påtrængende nødvendighed må man betænke spredningen af atomvåben og teknologiske våben til fattigere lande, som vil have del af den kage, som er ved at forsvinde. Det handler ikke om vikingefødsel eller velfærdsnedkomst. Eller om smertefri tilværelser eller vikingeidealer. Det handler om liv eller død. Og måske endda også for os selv.

*Dette er leder nummer fem i serien om de otte milleniummål. De tidligere er bragt 24., 27., 29. og 30 december. Leder-serien fortsætter

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her