Læsetid: 4 min.

Vi skal blive bedre til at lave hverdagssocialisme

Socialdemokraterne skal lægges på is, og i stedet skal SF bruge kræfter på politisk græsrodarbejde, For SF er alligevel politisk isoleret på Christiansborg, så energien bør i stedet bruges på at få vokset partiet stort, mener SFU's formand Astrid Krag Kristensen
24. april 2006

- Astrid Krag Kristensen, du har meldt ud, at du mener, at SF skal lægge samarbejdet med Socialdemokraterne på is. Hvorfor det?

"Jeg synes ikke, at Socialdemokraterne er så vanvittig spændende lige nu. Hvad angår at ændre nogle ting gennem sit arbejde på Christiansborg, så er det jo ikke Socialdemokraterne, der gør fra eller til. Der sidder regeringen jo massivt på sit flertal, og kan være ret ligeglade med, hvad vi synes."

"Hvad angår udviklingen af politiske alternativer og fælles udmeldinger, så er Socialdemokraterne simpelthen inde i en for skizofren periode til, at man skal spilde sine kræfter på det. SF mangler at bruge nogle kræfter på at udvikle helt klare svar på, hvorfor folk skal lægge deres stemme hos SF. At give svar på, hvordan verden vil være anderledes, hvis SF havde flertallet."

S hinker rundt

- Hvis SF ikke skal vende sig mod Socialdemokraterne, hvor skal SF så vende sig hen?

"Jeg synes egentlig, at hele diskussionen om, hvor man skal vende sig eller ikke skal vende sig hen, er lidt uinteressant lige nu. Der sker nogle opbrud i dansk politik, der kommer nye meldinger med få dages mellemrum fra de forskellige partier hele tiden.

"I sidste ende er det stemmernes placering efter et valg, der afgører, hvem der kigger mod hvem. Derfor er det meget mere interessant at bruge kræfterne nu på at opbygge et meget stærkt SF, der så kan have maksimal indflydelse på, hvem der kigger hvorhen efter et valg - og hvilket ben Socialdemokraterne ender med at stå på."

- Men uanset hvor store SF end bliver, så bliver I vel nødt til at vende jer et sted hen, mod nogle andre partier?

"Der er da ikke nogen tvivl om, at Socialdemokraterne, både historisk og reelt set, er den alliancepartner som er vigtigst for SF, hvis vi vil forandre noget i samfundet. Men det må være noget, man kan arbejde på, når et valg er overstået, og vi har set, hvordan stemmer fordeler sig."

- Og hvad skal der så ske, indtil det valg kommer?

"Da handler det om, at SF skal kæmpe for at blive så stort og stærkt som overhovedet muligt. SF skal være en kraft, man ikke kan komme uden om i dansk politik, og jeg er faktisk også sikker på, at det er den måde, man bedst får Socialdemokraterne til at lande på det rigtige ben, når de er færdige med at hinke rundt på det, Helle Thorning kalder ny politik, men som jeg vil kalde en zig-zag-kurs."

"Størstedelen af de vælgere, som er forsvundet fra Socialdemokraterne, er gået til SF, og i forrige uge sendte Helle Thorning jo det her hyrdebrev rundt til alle sine medlemmer med et velfærdsudspil, hvor der var rigtig mange gode ting i. Det beviser meget godt, synes jeg, at et stærkt SF, der lægger et pres på Socialdemokraterne, kan være med til at trække dem i den rigtige retning."

"Nu mangler vi så bare, at de ser i øjnene, at de ikke skal være et skattestops-parti, for dels lægger det for mange begrænsninger på finansieringen af de fælles velfærdstiltag, vi kan opstille, dels stikker det en kæp i hjulet på de sociale skattereformer, der er brug for."

Frem med ØD igen

- Du skrev i en kommentar for nylig, at du mener, at SF skal gøre det mere klart, hvad det "folkesocialistiske projekt" er. Hvad er det folkesocialistiske projekt i dag?

"For mig at se handler det om at udvide velfærden, det handler om at give mennesker magt over deres eget liv på forskellige måder. Blandt andet ved at sikre at alle kan have et ordentligt liv, uanset hvordan de passer ind på arbejdsmarkedet."

"Men jeg synes også, at SF skal finde nogle af de tanker frem igen om økonomisk demokrati og virksomhedsdemokrati, som man - i øvrigt sammen med Socialdemokraterne - dyrkede før i tiden. Nogle visioner som er blevet gemt væk i en årrække, men som i høj grad stadig holder. Det kræver noget arbejde at opdatere og tilpasse de tanker, men der er en situation lige nu, hvor det er oplagt at bruge noget energi på at ideudvikle det folkesocialistiske projekt. For lige nu er der ikke så voldsomt mange forlig, man skal bruge kræfter på at forberede sig på."

"SF skal blive meget bedre til at lave hverdagssocialisme. SF har jo en hel del medlemmer, og en del af dem er tillidsfolk rundt omkring, en del er aktive i miljøgrupper, lokalgrupper og andre spændende steder, hvor man kan være med til at ændre nogle ting og have en betydning for folks hverdag, helt konkret og håndgribeligt - selvom man er isoleret på Christiansborg. Det skal SF prioritere mere og lade fylde mere i vores forståelse af, hvordan man laver politik."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu