Læsetid: 3 min.

Bedre sent end aldrig

12. april 1997

SÅ BLEV DET endelig slået fast. Iran har en regering, der beordrer mord på politiske modstandere i udlandet. Det er ihvertfald den konklusion, som landsretten i Berlin torsdag kom frem til i den såkaldte Mykonos-sag om likvideringen af fire kurdiske oppositionspolitikere på restaurant Mykonos den 17. september 1992.
Det var bestilt arbejde fra Teheran, godkendt af Statskomiteen for Særlige Anliggender, der blandt sine medlemmer tæller såvel Irans åndelige vejleder Ali Khamenei som landets præsident Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, udenrigsminister Ali Velayati, og den i forvejen efterlyste minister for efterretningsvirksomhed Ali Fallahian.
Domstolen har ikke fundet direkte bevis for, at Rafsanjani, Khamenei og Velayati har deltaget i et møde, hvor Mykonos-likvideringerne er blevet besluttet. Men vidneudsagn fra en afhoppet iransk efteretningschef har sammen med andre vidneudsagn fra bla. den afhoppede tidligere iranske revolutionspræsident Abolhassan Banisadr godtgjort, at sådan er proceduren for likvideringer af politiske modstandere i udlandet.
Desuden har den tidligere efterretningschef afsløret under retsmøderne, at kodeordet for Operation Mykonos var Bozorg Allawi. Et udtryk, som på morddagen dukkede op i en aflyttet telefonsamtale til den iranske ambassade i Bonn, hvor de to ord var det eneste, samtalepartnerne ytrede.

TRODS DET FAKTUM, at dommen er fældet på indicier, og at flere af vidnerne er højtstående medlemmer af den stærkt omdiskuterede eksiloppositionsgruppe Irans Nationale Modstandsråd, virker den velbegrundet. Listen over iranske oppositionspolitikere, som er blevet skudt ned eller spængt i luften rundt omkring i især europæiske hovestæder er ganske enkelt for lang til, at det kan være et tilfælde.
I følge den tidligere efterretningschef har Teheran faktisk beordret hele 220 sådanne mord, siden Ayatollah Khomeini gennemførte sin islamiske revolution i 1979.
Vekslende europæiske myndigheder har uden held forsøgt at få skovlen under det iranske regime, men har hver gang måttet opgive. Ifølge iranske oppositionsfolk har myndighederne ikke gjort nok for at finde og arrestere de skyldige, og man kan selvfølgelig ikke udelukke, at der kan ligge politiske hensyn bag den lave opklaringsprocent.
På den anden side fremgår det tydeligt af Mykonos-sagen, at Iran anvender topprofessionelle folk, der ikke smider om sig med spor, når de er på opgave.

OG NETOP på grund af sin sjældenhed er Berlin-dommen så afgørende. For første gang har en domstol med overbevisning kunnet rette en anklagende pegefinger mod Teheran, og det ovenikøbet efter adskillige forsøg fra Irans side på at få standset sagen.
Heldigvis har den tyske regering afvist Irans pres med den begrundelse af i Tyskland er domstolens skam uafhængig af den politiske magt.
Helt uafhængig er selvfølgelig ingen. Domstolen i Berlin har selvfølgelig været helt klar over det politi-
ske spængstof, som Mykonos-dommen indeholder, men har altså valgt at ignorere det.
I første omgang har EU reageret ved at afbryde den kritiske dialog og anbefale sine medlemslande at trække deres ambassadører hjem. Det har foreløbig tretten af de femten lande gjort, men indtil videre er det uklart, om det er et skridt, der vil blive opretholdt.

PÅ KORT SIGT er der imidlertid intet, der tyder på at EU-landene vil gå meget videre end diplomatisk nedgradering af ambassaderne i Teheran. Samhandelen med Iran, som sidste år gav Iran et overskud på seks mia. kr., ser i hvert fald ikke ud til at komme i fare.
Men meget afhænger af, hvad der sker i Iran de kommende dage. Hvis de protester, der startede fredag eftermiddag udvikler sig til deciderede angreb på tyske eller andre vestlige interessser, kan stemningen i EU selvfølgelig nå at vende.
Men det vil Iran sandsynligvis gøre alt for at undgå. For Teheran er nemlig afhængig af samhandelen med Europa.
Vestlige diplomater i Teheran har gentagne gange understreget over for Information, at hvis EU gennemførte sanktioner, ville det have en politisk effekt i Teheran.
Selvfølgelig ville sanktioner have endnu større effekt hvis det Iran-venlige Rusland var med eller ligefrem FN. Men ét eller andet sted skal man starte.
Og hvis ikke Berlin-dommen er nok til at få vor danske Helveg og af hans udenrigsministerkolleger i EU op af stolen. Hvad pokker skal der så til?

aa (Charlotte Aagaard)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her