Læsetid: 4 min.

Bedre og sjover'

3. december 1997

Sæt fantasien i sving
og spring det nærmeste over.
Verden går altid i ring.
Vist blir den bedre og sjover'.
Glæd dig så langt det gik godt.
Se ikke sort på al fremtid.
Ufred og strid
har kun sin tid.
Nyn lisom jeg ganske småt:

Jeg ku bli noet så - én, to, tre
i forventning om glæder og tider som kommer,
for det er nu min ABC
at engang skal vi nyde den fredfyldte sommer,
høre Øresunds bølgebrus
mellem bilernes sus.
Ærligt talt -
jeg ku bli noet så - p, q, z,
når jeg tænker på dett.

LYSE ORD i en mørk tid. Så mørk, som tænkes kan. Året er 1941. Fjenden står i landet. Fjenden ser ud til at vinde verdenskrigen.
Med censors skygge over skulderen skriver Poul Henningsen dette århundredes bedste danske revytekster. Poesi kunne man også kalde det. Men her er det altså til revyen De gratis glæder og med melodi af Kai Normann Andersen. Sunget af Liva Weel på sin højde. I den gudskelov bevarede pladeudgave knækker hendes stemme af bevægelse på de tre sidste linjer. Spontant - eller kunstnerisk udspekuleret? Ligemeget. "Hun var i en sjælden grad forfatterens talerør," konstaterede Poul Henningsen sidenhen.
Om den her citerede vise oplyste han:
"Det var sjovt at gøre teksten så underfundig, at den lige akkurat ikke blev strøget af tyskerne."

TIL GENGÆLD er der måske et par nutidige kulturradikalere, der kunne tænke sig at stryge i profetens tekst: Et fremtidsbillede af et befriet, fredfyldt Danmark, hvor Øresunds bølgebrus høres mellem - hvabehar - bilernes sus!
Som kontrast til besættelsens billøse gader var det et meningsladet billede. Især, når man som Poul Henningsen var teknologioptimist og glad bilist. Han betragtede industrialisering som frigørende og sagde "reaktionær" om fredning af bygninger og natur. Først i sine seneste leveår begyndte han at få dybe rynker i panden over bilernes forurening og nedbrydning af byerne.

DET ENDTE altså hverken værre eller bedre, end at Poul Henningsens fremtidsbillede - så usandsynligt, det end måtte virke i 1941 - gik hen og blev virkelighed. Her op mod år 2000 har vor verdensdel, omend i flere tempi, sikret sig friheden, og bilerne ruller. Faktisk så heftigt, at man ved selvhør kan forsikre sig om, at Øresunds brus jævnt hen overdøves af deres sus.
De firhjulede ikke alene larmer. De spyr om sig med gasser. I en sådan grad at Danmark og det øvrige Europa har svært ved at holde aftalte mål for nedbringelse af forureningen. I USA er - som det fremgik af gårsdagens Information - automobil-lobbyen en af de solideste hindringer for, at landet overhovedet vil gå med til noget som helst nyttigt på den igangværende klimakonference.
I den amerikanske forestillingsverden er biler og frihed forbundne. Det ses også af den filmgenre, der hedder roadmovies: Af sted, af sted, oftest på flugt, rullende ad endeløse veje, på udsigt efter en ny start. At filmene tit ender i katastrofe, at de kørende bliver indhentet af skæbnen, er rimeligvis udtryk for kulturens anelse om, at noget er galt: Flugten i bilen er et nyt fangenskab.
Men inden den erkendelse bliver alles eje, er alle måske fanget i den amerikanske fælde: Har, forledt af tilsyneladende bevægelsesfrihed, slået sig sådan ned, at bilen fra frihed er blevet til tvang.
Også i Danmark er vi på vej mod et etableringsmønster for bolig, arbejdssted og service, der udelukker os fra 'vælge tilbage' til kollektiv transport, cyklisme og fodgængeri. Med mindre vi da er villige til at opgive store dele af de spredte bosætninger.
Ifølge vort blads USA-rapportør skyldes den amerikanske offentligheds uvilje mod at lave noget om af hensyn til drivhuseffekten ren og skær uvidenhed om, hvad den er, og hvad den kan indebære. Det kan danskere ikke gemme sig bag. I de senere dage har medierne med anledning i klimakonferencen belært så massivt og pædagogisk, at det vækker mindelser om kinesisk folkeopdragelse.

MEN NU ER DER TRØST. Måske ender en stor del af klodens befolkning alligevel ikke med at lide druknedøden, når vandene stiger. De er nemlig døde af bilulykker længe inden. Den drukner ej, som nedkørt er!
Det er i hvert fald det billede, der tegnes af en nyhed, der i går indløb over Associated Press: Død som følge af trafikulykker vil i år 2020 springe op på en global tredieplads blandt dødsårsager. Op fra en niendeplads i 1990. Det forudser en rapport, som Verdensbanken har fået udarbejdet af WHO og Harvard Universitets sundhedsfakultet.
Nu dør hvert år 500.000 mennesker af biler. Flere millioner kvæstes. Med den stigende trafik går tallet op. Herhjemme har vi ganske vist fået det ned trods den stigende trafikmængde. Men hvorlænge kan drabskurven falde, når bilkurven stejler?
I Verdensbankens prognose for 2020 overgås trafikdøden kun af død som følge af hjertesygdom og død som følge af depression. Andre springere på listen: Død som følge af vold op fra en 19. plads op til en 12. og selvmord op fra 17. til en 14. Sikke en verden!
Mon det var den slags frihed, Poul Henningsen forestillede sig i 1941? Med hans egne ord:
Ærligt talt -
De kan ikke få mer besked.
De må tænke Dem te'et.dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her