Læsetid: 4 min.

En bedre verden, hø hø

26. september 1998

ÆDELT ER mennesket, jorden er rig. Findes der sult og nød, skyldes det svig. Sådan lyder linjer i Nordahl Griegs digt Til ungdommen. Det er skrevet, da han var 34. Ti år efter udkom det i samlingen Håbet. Da levede Grieg ikke mere. Han var død i det, han gjorde til sit livs mening: kampen mod fascismen.
Hvordan lyder budskabet i det, som en ung nordisk forfatter af tilsvarende alder i dag har at sige sin samtid? Enkelt: "Nyd det."
Det er de sidste to ord i den 33-årige Bjørn Lomborgs tæt medietækkede udgivelse: Verdens sande tilstand. Så glad er Lomborg for det med at nyde det, at han allerede i forordet citerer sig selv for opfordringen.
Ifølge gårsdagens anmeldelse i denne avis er Lomborgs bog ikke nogen nydelse. Heri hedder det, at "Lomborg spiller sin udspekulerede rolle":
"Ved at fremmane et overvejende usandt billede af 'miljøeliten' som nogle, der varsler Dommedag på alle områder og bagefter - under anvendelse af 1.477 fodnoter - hævde, at dette budskab ikke holder, giver han folk 'syndsforladelse' og stimulerer dem til at give fanden i miljøbekymringen og 'nyde det' i stedet."
Anmeldelsen ser et videre perspektiv bag Lomborgs fodnoter:
"Al snak om moral, besindelse og mådehold er umoderne og uinteressant. Det ideelle, folkelige engagement, der har skabt både miljø- og ulandsbevægelser i ind- og udland, er ikke længere en fodnote værd."
Det lyder harsk. Men Lomborg siger i sin konklusion det samme, omend med andre ord:
"Vi er blevet rigere og rigere, primært på grund af den grundlæggende organisering af vores markedsøkonomi, og ikke fordi vi har bekymret os."

JUBI! LAD BARE markedskræfterne køre derudad og os selv sidde frydefuldt på bagsædet. Forsøg på at gribe rattet - eller til andre transportformer, for den sags skyld - er alligevel ingen nytte til; formentlig endda skadelige.
Med sin glade forkyndelse rammer Lomborg noget, som samtiden synes at efterspørge. I sin anmeldelse af Lomborg ruller Politikens chefredaktør sig som en puddel på et ryatæppe. Han er lige dele opstemt over budskabet og sin egen evne til at promovere unge talenter af den rette art.
I dagene forinden havde Politiken over sin forside ottespaltet udbasuneret henholdsvis "Fiasko for kollektiv trafik" og "Høj uddannelse er arvelig". Sidstnævnte trut er mere end et ekko af Aktuelts aktuelle kampagne: "Fattigdom er arvelig".
Det ligger ligesom i de nedarvede gener, det dér med at være på røven, ufaglært og henvist til en linje 31. Og det er den samme kedelige type, der har det med at bo dér, hvor miljøødelæggelsen er så inæsespringende, at selv Bjørn Lomborg ikke kan bortforklare den.
Trist nok, men så må man jo bare sørge for at have sine gener i orden. Anderledes kan ikke være.

JO, DET KAN! Tilgiv, at vi et øjeblik bliver umoderne: Der er noget, der hedder idealisme. Den behøver ikke at være stivnakket og selvgod, som Griegs landsmand Ibsen karrikerer den i sine skuespil. Det kan også være det enkle menneskelige: Uden hensyn til eget behag at virke for en ædel sag.
Og samfundsordenen lader sig ændre, uanset hvad enhver tids kynikere hævder. I onsdags fortalte Information på kultursiderne om to danske idealister: K.K. Steincke og Thit Jensen. Steincke omsatte sin sociale indignation til mestring af århundredeskiftets elendighed af fattighjælpsregler - og til en vision om fremtidens socialreform. Han gennemførte den selv - som socialminister - 20 år senere. Steinckes socialreform fra 1931 ændrede varigt Danmark til noget bedre. Thit Jensen bortvalgte den personlige lykke - nydelsen, om nogle vil - for sit forfatterskab og sin kamp for kvindesagen. Inden sin død i 1957 havde hun - som vor anmelder skrev - "gjort sin del af forarbejdet" til senere tiders kvindefrigørelse i Danmark.
Jovist var både K.K. og Thit besværlige, til tider grinagtige, men det, de såede, høstede følgende slægtled.
Efter Anden Verdenskrigs helvede fandt en gruppe europæiske politikere hinanden i en idealistisk vision om et fremtidigt fællesskab. De lagde grunden til det EU, som mange i dag gerne vil lave om på, men som få vil bryde sig om at se opløst.

IDEALISTER blandt Europas nuværende statsledere er det svært at få øje på. Bortset - noget overrumplende - fra Tysklands kansler Kohl. Han er gammel, nedslidt, udbrændt, lyder kritikken. Men Kohl har en vision, som går forud for hans egen politiske gevinst, forud for hans lands magtinteresser: Visionen om et Tyskland uløseligt forbundet med sine naboer i fred.
Om Kohls syn overlever ham selv, afhænger af, hvor mange der deler det. Er befolkningerne grebet af samme kynisme, som det store flertal af toppolitikere og medier har påført hinanden?
Kigger man rundt, er der tegn på håb: Mennesker, der frivilligt arbejder for unge, gamle, nødstedte, for forbedring af natur og miljø - for en overbevisning om, at en bedre verden er inden for vor egen rækkevidde. Nogle regimer forfølger dem. Andre opnår næsten samme resultat ved at sætte dem på finansloven.
Taber vi det håb, der bærer uegennytten, lader vi kynismen tabe vores fremtid. Vi må stadig kunne lade os bevæge af Griegs slutlinjer:
Dette er løftet vårt
fra bror til bror:
vi vil bli gode mot
menskenes jord.
Vi vil ta vare på
skjønheten, varmen -
som om vi bar et barn
varsomt på armen. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu