Læsetid: 4 min.

Den bedrøvelige ridder vandrer igen

Den falske Don Quixote i fuld udfoldelse på dansk. Selv om det kun er en efterligning, er det en dygtig og fortjenstfuld dobbeltparodi
30. november 2006

Miguel de Cervantes (1547-1616) døde i små kår på trods af sin enorme succes med storromanen om Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha. Der var dengang ikke noget, der hed kunstnerisk ophavsret. Den kom først op mod vor egen tid, hvor den til gengæld synes på vej til at diffundere i cyberspaces endnu større forum. Læsere har romanen imidlertid altid haft, omtrent så ivrige som Don Quixote selv, der blev så vild og gal i sin optagethed af ridderromaner, at han ikke længere evnede at skelne mellem fiktion og virkelighed.

Den tilbøjelighed ligger indbygget i selve Cervantes' roman, idet han opererer med ikke mindre end fire forskellige fortællere, som giver deres bud på historien eller historierne om denne ridder af den bedrøvelige skikkelse, som var han en virkelig figur, man opsamlede rygterne om. At den vigtigste dokumentation er af arabisk herkomst, bidrager til den spanske kolorit, som tager farve af hele det brogede samfundsbillede, socialt, politisk, historisk, kulturelt, religiøst - latent med inkvisition og bogbrænding.

Ikke nok med at der således er fire evangelister omkring myten Don Quixote. Et pikanteri er, at der midtvejs i underholdningen optrådte en femte meddeler, en apokryf forfatter, pseudonymet Alonso Fernández de Avellaneda, aldrig med sikkerhed afsløret. Første del af Cervantes' roman var kommet i 1605 og en fortsættelse bebudet. Men denne Avellaneda kom den i forkøbet med en diger videre beretning om ridderens tredje rejse, hvor han i forordet åbenlyst gør kort proces med Cervantes: Selv om denne kan beklage sig over, at en ny mand nu fratager ham indtægten, må han trøste sig med, at de har samme mål: at latterliggøre og bekæmpe den skadelige læsning af ørkesløse ridderbøger.

Farlige eventyr

Det argument har næppe megen gyldighed for nogen af dem. Mange har i tidens løb ment, at det var skadeligt, at barnlige sjæle læste eventyr, og at Harry Potter fordærver ungdommen. Cervantes' parodi blev et påskud for ikke bare ny underholdning, men for mere dybsindig psykologi og humanistisk tonet kunst.

Avellaneda kom i hvert fald godt af sted med sit tyveri, noget som dengang var meget almindeligt, ligesom gode historier til hver en tid er fælleseje i traditionen fra mundtlig fortællekunst. I den yderste ende er al kunst parodi i betydningen gensidig bearbejdelse, mellemtekstligt samarbejde.

Svaret fra Cervantes var værdigt: Han gjorde hurtigt sin anden del færdig og kunne udsende den året efter, 1615. Selv om det utvivlsomt må have ærgret ham, gik han ind på spøgen ved på flere måder af låne ideer fra den falske Don Quixote, bl.a. dennes muntre og frække møde med en trup skuespillere, som hos Cervantes er transponeret til en marionetkomedie - med dybsindige, eller for at blive i stilen, sindrige betragtninger om fortællingers dobbeltspil med virkeligheden.

Den fortryllede og fortryllende verden fanger både forfatter, figur og læsere i historien om ham, der måtte realisere sig selv som vandrende ridder til redning af bortførte prinsesse og uskyldigt dømte i sin nedkæmpelse af ondskabens forklædte uhyrer.

Dobbeltparodi

Rigmor Kappel Schmidt, der for få år siden stod for den ene af de to næsten samtidige nyoversættelser af det mægtige romanværk, har nu såre fortjenstfuldt forsynet os med Avellanedas fortrinlige dobbeltparodi, som kun er lidet kendt uden for Spanien, men i sind og tanke forsøger sig i ridderturnering med Cervantes, bogstaveligt ved at lade ham drage til et sådant ridderspil i Zaragoza, som det var planlagt, men derefter undgået af Cervantes. Videre til hoffet i Madrid, mens den originale Don Quixote foretrækker bjergegnene. Han kommer under beskyttelse hos en hertug, der administrerer løjerne med både den bedrøvelige og nu afforelskede ridder og hans væbner Sancho Panza. Avellaneda har opfundet en anden spilfordeler, der gang på gang lader sig og sine forlyste på den godlidende ridders bekostning.

Der er altså morsomt og underligt bevægende, når man har sat sig ud over, at dette jo kun er en efterligning, men hvor er det dygtigt. Vi genfinder den blændende retorik, de mange sproglag og barokke spil, lege og gåder, de brogede kontraster, pastichernes uendelighed i den løbende fortælling om der besynderlige par, der vækker alles forundring, latter og raseri, og som overlever alle lemlæstelser med ædel tålmodighed og resignation hos ridderen og glubende sult hos Sancho. Æreshunger og madlyst er parret hos disse forunderlige makkere, der som her er gået videre ud i verdenslitteraturen i stadig nye skikkelser. En evindelig parodi.

I den 'falske' Don Quixote bliver den uheldige helt til slut spærret inde i et galehus for at helbredes for sin vildfarne idealisme. Cervantes lader derimod den værdige lavadelsmand dø i fred og selvbesindelse. Smukt, om end mindre sandsynligt.

Rigmor Kappel Schmidts store og gode gerning må medføre en genlæsning af originalen. Bevægende som nylig genoplevelsen af Dostojevskijs Idioten, som er en nær slægtning, omgivet af borgerlige Sancho Panzaer, hvor dårens visdom preller af. Og dog ikke. Godt, at de store kanoniske værker holdes i live, fulgt af deres apokryfer.

Alonso Fernández de Avellaneda: Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha.
Oversat af Rigmor Kappel Schmidt. 423 s. 349 kr. Husets Forlag. ISBN 87-7483-577-7. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her