Læsetid: 3 min.

De bedste af de gode

På filmområdet er der en lang tradition for kanoner. Det har sine gode grunde. Men har vi behov for en statsligt blåstemplet dansk filmkanon?
7. juli 2005

Den kanon for dansk film, der præsenteres på disse sider, giver sig ikke på nogen måde ud for at være filmhistorisk repræsentativ. Den er subjektivt sammensat, ud fra en umiddelbar oplevelse af netop disse films høje grad af helstøbthed, vitalitet og stilistiske konsekvens.

Selvfølgelig er filmbedømmelse ikke noget statisk, man op- og nedvurderer med årene og er påvirkelig for andres mening. Men disse 12 film gjorde et særligt stærkt indtryk, da de blev set første gang og har sat sig fast i bevidstheden.

I den standende diskussion om kanonbegrebet er det vigtigt af skelne mellem kunstarterne. Filmkunsten har en historie, der er langt kortere end for eksempel litteratur og musik. Og de tykke lag af kommercialisme, der ofte har skygget for mere eksklusive kunstneriske bestræbelser, har gennem årene ansporet kunstartens partisaner til som modvægt at opstille kanon-lignende lister over "de 10 bedste gennem alle tider".

Dreyer og Trier

I mangel på pålidelige pejlemærker for kvalitet har de seriøse filmtidsskrifter selv måttet skabe dem. Det begyndte i en tid, hvor film var en utrolig flygtig kunstart. Inden video-kassetten og dvd'en var det ofte et spørgsmål om held, hvis man overhovedet fik mulighed for at se nogle af filmhistoriens mest berømte film.

Så meget desto større var tilskyndelsen til at lave lister over film, som de abonnerende afficionados absolut burde rejse langt for at se. Mest berømt er det ansete engelske filmtidsskrift Sight and Sounds kritikerafstemning om verdens 10 bedste film, gennemført hvert 10. år siden 1952. I 1952 stod Vittoria de Sicas Cykeltyven og to Chaplin-film (Byens lys og Guldfeber) øverst på listen. Men siden 1962, altså hele fem gange, har Orson Welles' Citizen Kane toppet en liste, der senest i 2002 rummede flest titler af samme Welles (nævnt 69 gange), Hitchcock (69), Jean-Luc Godard (43), Jean Renoir (40), Stanley Kubrick (39), Akira Kurosawa (38), Federico Fellini (36), John Ford (31), Sergej Eisenstein (30), Francis Ford Coppola (28) og Jasujiro Ozu (28).

Carl Th. Dreyer stod i 2002 på 22 af disse 145 offentliggjorde kritikerlister, som Sight and Sound offentliggjorde fra hele verden, og det betyder altså, at Dreyer ikke ligger voldsomt langt fra nummer 10 på ten top-listen over de betydeligste i hele verden. Den eneste anden danske instruktør, der optræder på listerne, er ikke overraskende Lars von Trier, som ialt er nævnt fem gange for Breaking the Waves og Europa. Slet ikke dårligt gået af en modernist. Flertallet af filmkritikere er nemlig æstetisk konservative og søger helst tilbage i fortiden, når det gælder yndlingsfilm.

Tvivlsom blåstempling

Hvad angår behovet for en officiel dansk filmkanon, så kan det ikke udelukkes, at den kan gøre nytte ved at pege på uretfærdigt oversete film.

Men principielt er der noget utiltalende autoritært ved at lade en statslig komité blåstemple de mest betydningsfulde nationale film. Enhver fremhævning af 12 film blandt over 1.000 mulige herhjemme vil det være et personligt valg - og den værdi, man kan tillægge en sådan liste, afhænger derfor totalt af ens opfattelse af den vælgende. Måske ikke så underligt, at bagmanden bag kanon-dillen, litterturhistorikeren Harold Bloom, bitterligt fortryder, hvad han har inspireret til.

Der er bestemt filmkloge hoveder i den gruppe, som kulturminister Brian Mikkelsen har udpeget til at opstille en dansk filmkanon, men ville gruppen samlet ikke gøre mindst lige så god fyldest i en kvik tv-filmquiz? Den særlige kompetence på specialområdet dansk filmhistorie kan i hvert fald være lidt svær at få øje på.

En uheldig virkning af kanoniseringen kunne blive, at en lille håndfuld film risikerer at blive brændemærket som pligtstof i undervisningen. Det kan blive svært for filmlærere og pædagoger at komme uden om om de blåstemplede titler, hvor gerne de end vil. Og intet kan være så dræbende for den ægte interesse som pligtstof, for lærere såvel som elever.

Men der er heldigvis mange andre muligheder, hvis man vil finde frem til de bedste danske film. Man kan f.eks. læse Peter Schepelerns danske filmhistorie, 100 års dansk film. Så lad os ikke blive for bekymrede, men i stedet betragte den kommende filmkanon som en selskabsleg og en ansporing til diskussion om kvalitet. I bedste fald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu