Læsetid: 6 min.

Befri familien!

Kernefamiliens værdier diskuteres heftigt i den offentlige debat. Diskussionen er ufrugtbar, langt fra ny, og kernefamilien har overlevet kritikken flere gange før. Familien er primært til for at sætte børn i verden, og den funktion er i dag indhyllet i en tyk fernis af værdier og ideologier, som det er på tide at skrælle af. Lad os befri den fra 250 år gamle idealer
19. juli 2005

I sin storhedstid i det 18. århundrede og i første halvdel af det 20. århundrede var kernefamilien lige så udskældt for at være en moralens højborg, der fordømte andre samlivsformer, som den er i dag. Det er også de samme befolkningsgrupper - feminister, kritikere, intellektuelle - der kritiserer den. Kernefamilien er i dag, som i mange andre historiske perioder, nogle menneskers foretrukne samlivsform, og andres skrækscenarium om konformitet, småborgerlighed og selvhævdelse. De værdier, vi traditionelt forbinder med kernefamilien, opstod i oplysningstiden parallelt med det moderne samfund og med pædagogikken og skolens indtog. De store moralister, der bar ved til skabelsen af kernefamilien som ideologi, var henholdsvis Immanuel Kant (1724-1804) og Jean-Jaques Rousseau (1712-1778). I deres respektive pædagogiske skrifter plæderer de begge for kernefamilien som samfundets fundament og en hensigtsmæssig enhed for opdragelsen af fremtidens borgere. Kernefamilien blev herved i begyndelsen af det moderne samfund en enhed, som staten og samfundet kunne bruge til at sikre oplysningens udbredelse og herved en bedre fremtid. Disse værdier er siden blevet skiftevis afvist og forsvaret. Efter 1960 bidrog ungdomsoprør, kvindefrigørelse og seksuel revolution f.eks. til at tage livtag med de værdier og ideologier, der hørte kernefamilien til, mens fortalere for kernefamilien stadig tillagde den de værdier, som Kant og Rousseau oprindeligt formulerede; naturlighed, (moder)kærlighed, hensigtsmæssighed, fællesskab og den ideale ramme om børneopdragelsen. Men sagen er den, at den ideologiske eller værdimæssige diskussion af kernefamilien ikke fører nogen vegne hen. Som ved dens opkomst er kernefamilien i dag en konservativ figur, der stik imod samfundets udvikling rummer et idealbillede om en fælles normalitet. Og idealbilleder er altid illusoriske, dog somme tider mere end andre.
Netop nu er der et stort skel mellem samfundets udvikling af forskellige samlivsformer og fastholdelsen af idealet eller ideologien om kernefamilien som værdi og som alle menneskers officielle succeskriterium. Så stort et skel at vi burde befri familien fra det tankegods, der opretholder en ufrugtbar moraliserende værdidiskussion, der simpelthen langt fra er tidssvarende. Men hvad skal vi sætte i stedet?

Fremtidens børn

For at erstatte kernefamiliens ideologi må vi begynde med at konstatere, at samfundet har brug for børn. Også dem der i realiteten kommer til verden under mange forskellige omstændigheder og i divergerende samlivsformer, samt i kernefamilier, der langt fra lever op til de værdier, vi ideologisk knytter hertil. Den nutidige families børn bringes til verden vha. adoption, insemination, sæddonation eller er sammenbragte, halve, kvarte osv. Desuden kan der med Helle Thorning-Schmidts forslag om lempelse af adoptionsreglerne blive tale om en stigning i antallet af børn med to mødre eller to fædre. Alle disse børn er stadig samfundets børn og fremtidens børn. På den baggrund er det fuldkommen absurd at føre en diskussion om kernefamiliens værdi i stedet for at fokusere på dens funktion: Familien har altid varetaget reproduktionen, og det skal den fortsat. Men folk bør tilskyndes til at få børn uden nødvendigvis at skulle iføre sig den ideologiske spændetrøje af værdier, der opstod omkring kernefamilien fra 1750 og frem. Vi er dernæst under hensyntagen til den moderne families mange ansigter forpligtet til at finde en fælles pædagogisk dagsorden for opdragelsen og dannelsen af de næste generationer. Men fællesskabet har trange kår i nutidens individualiserede samfund. Derfor er det en kæmpe udfordring at diskutere børneopdragelse og familiepolitik på en måde, der appellerer til det brede flertal. Ifølge idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt er det Rousseaus og ikke Kants pædagogik, vi tager til os og realiserer i nutiden. Og dette har betydning for, hvordan vi kan føre familiepolitik.
Hvor Kants pædagogik som bærer af det moderne oplysningsprojekt er blevet ligegyldig i det postmoderne, passer Rousseaus pædagogik omvendt ind i vores tid. Det skyldes kort fortalt, at vi er blevet individer, og at eleven er kommet i centrum. Det ændrer forholdet mellem familien og samfundet. Fra at familien i oplysningstiden var til for at varetage statens opgaver, såsom at udgøre en hensigtsmæssig ramme om skabelse af nye samfundsborgere, uddelegerer familierne i dag ifølge Schmidt nu opgaver til staten, fordi den ikke selv har tid til at løse dem. Og fordi familierne tror, at staten er til for dem.

Fællesdannelsen er truet

Når forestillingen om, at børnene er fremtidens borgere og dermed samfundets ejendom, synes forsvundet til fordel for tanken om, at familiens børn er familiens egne, og at disse gerne må skille sig ud fra andre fami-liers børn, så kan pædago-gikken ikke længere almengøres. Når den moderne pædagogiks opgave - en fælles dannelse af fremtidens borgere - trues eller udvandes, hænger det altså sammen med en ændret selvopfattelse hos familierne.

Hvorfor børnecheck

Netop det forhold, at familien fostrer individer og ikke borgere, og at kernefamilien opfatter sig selv som bruger af samfundets servicesystem, åbner på ny op for den kritik af den borgerlige intolerante, selvcentrerede kernefamilie som allerede rejstes i 1960'erne. Hvis kernefamilien nu ikke længere er statens måde at organisere samfundet på med henblik på en fælles bedre fremtid, hvorfor skal kernefamilien så have en privilegeret position?
Hvorfor skal vi have børnecheck og familieministerium, hvis vi ikke (længere) er enige om, at kernefamilien er idealet, og at alle andre livsformer er marginaliserede grupper? Når Det Radikale Venstre foreslår at føre politik specielt for singler, er det netop et udtryk for, at kernefamilien ikke længere skal have særstatus som den samlivsform alle ønsker eller bør ønske sig. Ideerne omkring familien trues af at blive uddifferentieret på enkeltindividers behov og ønsker. Men den trussel må tages som en udfordring. Selv om det virker som et skrækscenarium, at enhver kan ønske sig en skræddersyet familiepolitik, bliver man nødt til fra politisk hold at se i øjnene, at børn kommer til verden og vokser op i mange forskellige sammenhænge og samlivsformer. Og selvom familierne ikke længere føler sig som statens lange arm, så må også forældre se i øjnene, at samfundet behøver børnene, og at vi må danne fremtidens voksne i fællesskab.

Fri os fra kernefamilien

Europas kvinder føder fortsat for få børn. Det skyldes ikke kun, at det har taget 45 år fra kvindefrigørelsen og den seksuelle revolution at få kvindelivet til i praksis at rumme andet end madlavning og børnepasning. Men også at vi har stigende problemer med reproduktion bl.a. på grund af mændenes dårlige sædkvalitet, og at kvinderne forpasser deres fertile alder. Så herfra en opfordring til at befri de familiære fællesskaber fra kernefamiliens værdier. En opfordring der også rummer et ønske om, at fælde den illusion vi opretholder omkring selv samme kernefamilie; at de 1,6 barn, der i Danmark hører med til det lykkelige familieliv, kommer dumpende uproblematisk og af sig selv. Lad os udvide rammerne for familiedebatten, så den kan rumme de måder, familien faktisk fungerer på og alle de måder, vi faktisk får børn på. Det kunne være frugtbart - i bogstaveligste forstand - for alle de mænd og kvinder, der ønsker at reproducere sig, uden nødvendigvis herved at underkaste sig nogle bestemte normer og ideer. Men samtidig kommer vi stadig ikke uden om at forholde os til, hvordan vi takler de moderne børn, når deres familiære bagland ser ud på mange forskellige måder. Det er en kæmpe opgave. Der er nok at tage fat på politisk i et familieministerium, som burde beskæftige sig med børnenes mangfoldige rammer i praksis - i stedet for at tale til kernefamilien som den konservative ideologiske størrelse, hvis udearbejdende voksne kæmper en nyttesløs kamp for at leve op til en ideologi, der blev formuleret i sidste halvdel af det 18. århundrede.

Agnete Braad er stud. mag. i idehistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu