Læsetid: 5 min.

Befri din røv og dit sind vil abe efter

Der er mange måder man kan danse og danne fællesskaber på. Det er en visdom man kan tage med hjem fra en festival af Roskildes kaliber. Om det så er under påvirkning af afrikanske guder eller grovtoastere, britiske kælderprogrammører, urbane røvrystere eller centraleuropæere for fuld blæs
Det ærværdige rumænske blæserorkester Fanfare Ciocarlia gav søndag en opvisning i godt gammeldags spillemandshåndværk. Godt med brankede sjæle dunkende hårdt under de mørke jakkesæt, en elegant, men måske også lidt for kontrolleret version af Balkans fristelser og fordømmelser.

Det ærværdige rumænske blæserorkester Fanfare Ciocarlia gav søndag en opvisning i godt gammeldags spillemandshåndværk. Godt med brankede sjæle dunkende hårdt under de mørke jakkesæt, en elegant, men måske også lidt for kontrolleret version af Balkans fristelser og fordømmelser.

Ditte Valente

10. juli 2007

Der er et eller andet i min fod, der eksploderer i en lille fin tåge af smerte, der speeder hurtigt op gennem benet og forplanter sig i baldemuskulaturen. Men jeg stopper ikke. Det er bare småborgerligheden, der klynker. Det billige skidt. For der er ingen grund til at holde op med at danse. Mine forstrakte ledbånd skal helt basalt holde kaje, mens resten af min krop holder fest. Og det gælder i øvrigt også mine skyttegravstæer, fremelsket gennem fire dages kurophold i gummistøvlernes svedbørnskoloni.

"Free your mind and your ass will follow," lyder visdomsordene fra p-funk-veteranen George Clinton, der spillede i Tivoli i fredags. Men her i lyst- og galehuset kaldet Roskilde Festival er det måske snarere omvendt. Jeg har i hvert fald befriet min røv fra sportsskader og småborgerligheds-forsnævringer, og mit sind aber - eller rettere - halser efter.

Det sker flere gange i løbet af en festival, der ikke kun handler om at få bekræftet at elguitaren kan frelse os alle, men lige så meget om de mange metoder til at ryste forskellighederne af os og føre bevis for, at vi alle er steget op af den samme ursuppe. Om det så er via britisk house af karnevalsk variant eller ærværdig nigeriansk afrobeat. Eller via det ærværdige rumænske blæserorkester Fanfare Ciocarlia, der i søndagens første time giver en opvisning i godt gammeldags spillemandshåndværk.

Godt med brankede sjæle dunkende hårdt under de mørke jakkesæt, en elegant, men måske også lidt for kontrolleret version af Balkans fristelser og fordømmelser. Helt klart fra hjertet til hånden, der måske bare lige foretager en omvej omkring slipset for at rette på det.

Fra hjertet til hånden

Samme bevægelse foretager den ærværdige afdøde Fela Kutis søn Seun 16 timer senere i front for farmands band Egypt '80. Men det er uden omveje fra hjertet til hånden og munden. Uden slips, ja, snart også uden skjorte, i bar muskuløs overkrop, der får mine kvindelige meddansere til at sukke.

Nu er hengivelse til seksualitet jo ikke længere nogen befrielse i et gennemlummert samfund som det danske, så da den største hyldest går til den ene af de tre forrygende højfrekvente korsangerinder, der overtager frontpositionen for at ryste deres attributter, så bliver jeg i tvivl om, hvor frie vi egentlig bliver under påvirkning af Seun Kuti & Egypt '80. Og hvad mener et nigeriansk band (for trods navnet er de fra Nigeria) af nærmest royal kaliber om klapsalvernes differentiering mellem sublim musik og stærk baldemuskulatur?

Men det er svært at tænke, usandsynligt nemmere at overgive sig til afrobeatens rislende rytmiske flow injiceret med stærkt melodiske blæser og kor-klimakser. Overgive sig til Kutis spjættende dans og sitrende nærvær og indpiskende sang og tale. Hans evne til at koble lyst og politik, gribe et lykkeligt nu og tape det sammen med en stenhård nigeriansk virkelighed. Han får øje på den obligatoriske vandbalje neden for scenen, som masserne afkøles fra:

"Where I come from there is piss and shit in the water () people drink the water, they bathe in the water, they piss and shit in the water."

Ingen anklage, blot en konstatering af de vidder mellem os og dem, som vi må og skal tilbagelægge for at hænge sammen som verdensbefolkning.

Så begynder Kutis 17 medmusikere igen at spille, og vi tilbagelægger distancen mellem Afrika og Europa på en strofe. Og noget giver sig i hofterne, noget løsner sig, en lykke sprøjtes i blodet, en ligusterhæk visner, et fællesskab blæses og bankes og synges sammen. Og årets bedste fest har gjort os alle klogere og friere, og taksigelser skal gå ud til dette demokrati af musikere fra et tidligere diktatur.

Mens det er hændernes bevægelser over trommeskind og blæsermekanik, traditionelle instrumenter og elguitarer, der løfter Kuti-showet, så viser de programmerede maskiner sig også endnu engang at være stærkt forførende skabninger i nattemørket.

'Hård røv'

Vi bliver blandt de etniske nydelser, men af moderne tilsnit, nemlig under teltdug med portugisiske Buraka Som Sistema, der har hentet den angolanske genre kuduro (lokal lingo for 'hård røv') til Europa og til Cosmopol-scenens forrygende cirkulære lydanlæg.

En konfrontatorisk, dunkende hybrid af hiphop, ragga og angolanske genrer; benhårde programmering der ikke kun strammer, men også befrier balderne. Udover de mandlige maskin- og mikrofonbetvingere, så er vi så også i selskab med en overordentlig analog og imposant dame med guddommeligt skamløse bevægelser og en mageløs mikrofonmund, der hagler ordene af sig i et tempo og en grad af synkopering, som får det til at synge i hver en fiber i os. Hun har så at sige sex med samtlige mænd og kvinder i teltet.

Og dermed er lørdag aftens helt forrygende program på Cosmopol-scenen i gang. Nu danser jeg og resten af folket til amerikanske dj Diplos ekvilibristiske, humoristiske, etnisk farvede, men også amerikansk og europæisk populærkulturelt refererende sæt, der ikke holder sig for fint til at inkludere Paul Simons "You Can Call Me Al" - en anden amerikaner, der som Diplo eksproprierer kultur fra syd for ækvator i musikkens tjeneste.

Frit fald

Efter Diplo følger den britiske dubstep-bande Digital Mystikz, Loefah og MC Sgt Pokes. Der er et halvt minut hvor publikum er i frit fald, da der skiftes ned i gear, men de gribes af et dybt sugende mørke i kælderhøjde. Og den næste halvanden time viser den begsorte basmassage og den forræderiske trommevirus sig at være et ualmindeligt forheksende bekendtskab.

Der er mange måder man kan danse og danne fællesskaber på. Det er den visdom man kan tage med hjem fra en festival af Roskildes kaliber. Om det så er under påvirkning af afrikanske guder eller grovtoastere, britiske kælderprogrammører, urbane røvrystere eller centraleuropæere for fuld blæs. Vi befrier vores numser, og hvis vi er heldige så aber vores sind efter. Og det der er tilbage søndag aften af begge dele forsøger man at mønstre til Basement Jaxx' afslutningskoncert på Orange Scene. Den britiske duo har efterhånden udviklet deres liveshow til et mindre karneval af live-musikere og konstant nyudklædte sangere. Det er da sjovt, men musikalsk bliver det for gøglet, og min bagdel mister koncentrationen. Og vil hjem.

* Fanfare Ciocarlia, Astoria. Buraka Som Sistema, Dj Diplo og Digital Mystikz & Loefah & MC Sgt Pokes, Cosmopol. Lørdag.

* Seun Kuti & Egypt '80, Cosmopol. Basement Jaxx, Orange. Søndag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her