Læsetid: 5 min.

Befriende brutalitetsteater

Danmarks højredrejning har været svær at sluge. Og nu er der altså nogle teaterfolk, der er blevet nødt til at kaste op
27. december 2005

Kratsch! Endelig blev der revet hul ind til det politiske teater i Danmark. Skarpheden kom tilbage, protesten og sarkasmen og brutaliteten. Hvor befriende.

Der var både den gakke parodi, den journalistiske citatcollage, den biografiske satire - og den absurde terrorkomedie. Nu var det tydeligvis nok. Dramatikere, instruktører, scenografer og skuespillere sukkede lettet og spænede ind på scenerne i fælles front:

Kampen mod højredrejning og Anders Fogh. Oprøret mod Danmarks leflen for USA og George W. Bush. Opgøret med den enøjede terrorismebekæmpelse. For tilskuerne føltes det pludselig farligt at gå i teatret - man måtte ofte bede til, at alle i publikum forstod den underdrevne danske ironi og ikke bare trak i den fatale bæltesnor.

Elegancen har dog været imponerende i disse politiske forestillinger. Når Flemming Jensens skuespillerteam i Let's kick Ass blot siger Anders Foghs egne ord som replikker (og Karsten Jansfort som en nasal Anders drejer fødderne udad imens), ja, så er der tale om en redelighed inden for teatersatire, som velsagtens kun er mulig, fordi citaterne vitterlig er groteske i sig selv. Citaterne vises endda simultant på et tekstanlæg med korrekte datoer på!

Når Christian Tafdrups ubekymrede George W. Bush-figur (Nils P. Munks øldrikkende scorekaj) skildres som en ubegavet fyr, der bare tilfældigt ender med at blive hyldet som nationalhelt, ja, så er der tale om en næsten høflig amerikaneridyllisering, midt i den uhæmmede satire. Og når Nicolas Bro i Stolthed er kolossal formår at beskrive vor tids kunstneres humanistiske frustration gennem en skildring af en teaterdiva (en monumental Tina Gylling Mortensen), der bliver nødt til at sprænge Det Kgl. Teater i luften af bar menneskekærligt had, så er det så absurd, at vrangbillederne netop giver mening.

Glokk - Yrkk

Hos tilskuerne har denne protest skabt både latter og jubel. Den fælles destruktionsiver har gjort godt at se spejlet på scenen.

Men det er ikke kun nutiden, der har fået revet illusionerne i stykker. Dramatikeren Lenemarie Olsen vendte danskheden på vrangen, sådan en 60 års tid eller deromkring, i sit politiske stykke Camping. Her var det danskernes forhold til tyskerne efter krigen, som hundene gik og gravede op i, nede under det ene sandede blomsterbed efter det andet. Men med utvetydige undertoner af, at der til stadighed dækkes sandjord over medmenneskeligheden i dette land.

Ord er der i hvert fald kommet på alt det indestængte raseri over at være borger i dette demokratielskende land, der pludselig struntede i FN: Det Danmark, der gik til casting og fik rollen som rollator for USA - iført krigsskibsforklædning.

Glokk. Yrkk. Den har været svær at sluge, og nu er der altså også nogle teaterfolk, der er blevet nødt til at kaste op.

Debatten ulmer videre med syrlig smag. Dramatikere som Christian Lollike med Underværket for Odsherred Teater og Kaleidoskop, Nina Larissa Bassett med Magt for Teater Kunst i Krudttønden og Simon Boberg med Penge på Plan-B har alle ytret sig i debatten. Som Nina Larissa Bassett udtrykte det i en triosamtale med Nina Davidsen for nylig:

"I teatret træner vi vores medmenneskelighed."

Sig selv nok

Andre teatre har brugt klassikere som afsæt for desillusionen. Betty Nansen Teatret har valgt at satse på Ibsen i år - med standup-drengenes brag af en hiphop-tolkning over Peer Gynt. Her bliver Peer Gynts virkelighedsfortrængning og trang til at lyve en oplagt parallel til de danske politikeres proportionsforvrængning:

Her trækkes politikerudtalelser tilbage, mens tilskuerne jubler hånligt - og her skabes en fællesskabsfornemmelse, som de nuværende politikere tydeligvis ikke kan skabe, netop fordi de selv er utroværdige.

Troværdige er til gengæld Jonathan Spang, Rune Klan, Carsten Bang, Bukki Blæs og Geolo G, som kan tale om at være 'sig selv nok', så enhver kan forstå det - og så de par hundrede pladser på Betty Nansen Teatret tydeligvis er optaget af mere fornuft end sæderne i Folketingssalen.

Teatret kan så meget mere end sine ord. Det kan alle disse billeder og den kropslighed, der gør visse replikker uafrystelige. Og både scenografer og koreografer matcher dramatikernes oprørstrang med de særeste virkemidler. Scenografen Mia Steensgaard har både kreeret orange køjesenge i Gynt og skrigende, ping-pang neonrør om vores menneskelige forarmethed i Stolthed er kolossal.

Over det hele svævede det største nyskrevne danske teaterstykke i 2005: Pinocchios Aske af Jokum Rohde. Et raffineret replikstudie i retfærdighedens tveæggede sandhed. For ligger mordertrangen i os? Ligger tyranniets trang til at undertrykke ytringsfriheden også i os? Er demokrati kun en illusion?

Rohde konstaterer bare de menneskelige uhyrligheder og udtværer omhyggeligt enhver psykopatisk afkrog af menneskesindet. Og vær bare rolig: Du kan genkende det altsammen fra dig selv. Nicolas Bros hyggelige snedkermorder skabte den voldsomste reaktion fra overbærenhed til afsky i tilskueren, og tilsvarende blev Henning Jensens dommer med den bløde humanismestemme det mærkeligste talerør for kunstens nederlag - og for medmenneskelighedens nødvendige grusomhed.

Kys og farvel

Verdens uorden afspejledes også i forestillingerne om kærlighed og parfordhold. Også her var det opbruddet, der sejrede - efteråret var i hvert fald præget af skilsmisseteater. Stærkt var Katrine Wiedemanns renskrabede fortolkning af Henrik Ibsens Et Dukkehjem - fysisk som om både Marie Louise Willes nuancerede Nora og Troels Lybys chokerede Helmer var marionetter i en tragedie, ingen af dem havde fået læst færdig forinden.

Og subtil var Dea Fogs iscenesættelse af Scmitts Små ægteskabelige forbrydelser med Ulla Henningsen og Stig Hoffmeyer som de tankejævnbyrdige elskende, der må forlade hianden, netop fordi de forstår, at de elsker hinanden. Kys - og farvel.

Så var der som altid den håndfuld vidunderlige forestillinger, der bare falder uden for enhver kategori, men som bare er helt sin egen. Som Kitt Johnsons dansesolo Rankefod i Brøndsalen. Her genopstod Darwins lillebitte krebsdyr foran øjnene på tilskueren - fra skabningens første eksistens som hovedløst skaldyr, til et par fangkløer og så et par millioner år efter til noget, der går på to ben.

Sådan er der plads til det vidunderliges kriblende magi. Og til troen på sandskornet med menneskets renhed - og på det sande eventyr.

Men nej. Ikke et ord her om H.C. Andersen. Han har minsandten fået klippet de papirklip, han skulle have i år. Eller revet.

Kratsch.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu