Læsetid: 5 min.

Begår Sydafrika folkemord?

For to år siden tredoblede Sydafrika bevillingerne til indsatsen mod aids. Men den statsligt finaniserede livsforlængende behandling modarbejdes, og aids-dissidenterne - som hævder, at viruset er bluff - bliver fortsat indbudt til at tale på højt niveau i officielle kredse
11. november 2005

Hvor går grænsen for folkemord? Spørgsmålet er blevet stillet i mange væbnede konflikter, men rejses nu for første gang i aids-debatten.

På anklagebænken sidder Sydafrikas præsident, Tsabo Mbeki, sundhedsministeren, Manto Shabala Msimang, og flere andre medlemmer af ANC's ledelse.

Angrebene kommer fra to hold og i bøger, som allerede har udløst stor debat i Afrika og inden for FN.

Det er to insidere og sværvægtere i aidskampen, som har taget bladet fra munden: Den svenske professor Lars Olof Kallings og den canadiske diplomat Stephen Lews, som er Kofi Annans sendebud for aids i Afrika.

Begge bøger antyder, at FN's tålmod med Mbekis ejendommelige ageren i aidskatastrofen er ved at være opbrugt. Forordet til Kallings' Den Yttersta Plågan, Boken om Aids har som medforfatter chefen for UNAIDS, dr. Peter Piot, som også har måttet opgive at tale de sydafrikanske ledere til rette.

75-årige Kallings, doyen i aids- og WHO's establishment med adskillige topjob, stiller spørgsmålet på spidsen. Jeg citerer:

"Hvad skal man mene om en politisk leder for en nation med 42 mio. indbyggere. En leder, som har ladet over 6 mio. af dem blive ramt af en dødbringende sygdom, og som hverken vil hindre smittespredning eller hjælpe ofrene? Hvordan vil jurister og moralfilosoffer karakterisere en sådan forsømmelse? Det er en forbrydelse imod ens egen befolkning, som begås i en ideologis navn. Vi svenskere var imod apartheid og hjalp ANC til magten, men ingen ønskede, at Sydafrikas folk skulle rammes af dette onde. Hvorfor forsøger Mbeki ikke at redde sit folk, som Museveni gør det i Uganda? Og hvorfor er vi passive vidner til denne nye ulykke, som på sin vis gør endnu større skade end apartheid? Seks mio. sydafrikanere er hivsmittede, og de fleste af dem vil dø af aids. Hvor går grænsen for folkemord?"

Trodser sund fornuft

Stephen Lewis, der er lige så emotionel og frustreret som Kallings, anklager Sydafrika for at gøre mindre end selv de fattigste lande på kontinentet - og det har fået den konsekvens, at han siden sidste år er blevet nægtet indrejse i landet.

"Noget er gået frygtelig galt med Mbekis regime, og hans aidspolitik trodser al sund fornuft," skriver han i bogen Race Against Time.

Kritik er ikke nyt for Mbeki og hans væbner, sundhedsminister Shabala Msimang, men sjældent fra så højt niveau og aldrig tidligere med så skarpt skyts. Det er dog en tilfældighed, at bøgerne udkommer næsten samtidig, og ingen af forfatterne tror dog på, at ANC's magtelite vil lade sig påvirke.

Begge sætter spørgsmålstegn ved, om Mbeki virkelig har forladt fornægtelsesstadiet, som mange gik ud fra, da han for to år siden tredoblede bevillingerne til indsatsen mod aids. Men den statsligt finaniserede livsforlængende behandling modarbejdes, og aids-dissidenterne - som hævder, at viruset er bluff - bliver fortsat indbudt til at tale på højt niveau i officielle kredse. Sundhedsministeren kræver også en offentlig undskyldning af ambassadør Lewis, fordi han har anfægtet Sydafrikas ret til at "følge sin egen kurs" - og satse på en kur af vitaminer, søde kartofler, løg og olivenolie i stedet for medicin, som for en stor dels vedkommende tilbydes gratis.

Levetid faldet med 25 år

Professor Kallings skriver, at Mbeki, Shabalala Msimang og ANC har gjort "meget ondt" og må bære hovedansvaret for situationens udartning. Den beregnede middellevetid er faldet fra 60 år til 35, og 15 procent af befolkningen og hver tredje gravide kvinde er hiv-smittet. Hver dag dør 800 mennesker af aids.

"At blive ved med at overdrive de mulige bivirkninger af livsforlængende medicin, at kalde det giftigt og at advare folk imod at bruge det, er ren ondskab," mener Kallings og henviser til, at en læge, Glenda Gray, er blevet tiltalt for giftmord på hiv-smittede børn. At modsætte sig behandling af gravide kvinder og voldtægtsofre anser han for kriminelt, eftersom lægemidlets effektivitet et blevet videnskabeligt bekræftet.

Han affærdiger Mbekis påstand om, at han "personligt ikke kender nogen, som er død af aids".

"Mange i ANC's ledelse er også hiv-positive, men de har råd til at tage samme vestlige medicin, som de hindrer de fattige syge i at få..."

Ambassadør Lewis er oprørt over, at myndighederne fortsat er så tavse om epidemien, at kvinderne er så magtesløse som for 5-10 år siden, og at folk får så blandede informationer, at de til sidst ikke ved, hvad de skal tro.

Han kritiserer også USA og den vestlige verden, Verdensbanken, IMF og FN for at gøre "næsten intet", og "bare håbe på, at forandringer vil vise sig."

"Uden behandling af de hiv-inficerede har Sydafrika ingen fremtid..."

Hverken han eller professor Kallings kan forklare Mbekis bizarre, antividenskabelige kampagne.

"Det bedste bud er, at den skal ses i sammenhæng ANC's kamp mod kolonialisme og apartheid," mener Kallings. "I marxistisk polemik er kolonialistisk udnyttelse og fattigdom mere politisk korrekt, og så bliver det nærliggende at påstå, at den multinationale medicinindustri vil forgifte folk for at tjene penge."

En slem aidsramt dreng

Det var professor Kallings, som tog initiativet til den 13. internationale aids-konference i Durban i 2000. Han beretter om det chok, han fik to måneder før, da Mbeki pludselig fornægtede, at aids overhovedet eksisterede. Alle frygtede, at konferencen ville ende i fiasko.

Nelson Mandela kom i sidste øjeblik til som en frelsende engel. Det samme gjorde Nkosi Johnson, den 11-årige aidsmærkede dreng, som appelerede til verden og præsident Mbeki om at hjælpe alle syge med lægemidler.

Tårerne strømmede ned ad kinderne på de 10.000 tilhørere, og ingen i medierne undlod at nævne, at Mbeki demonstrativt rejste sig og udvandrede, før Nkosi var halvvejs inde i sin lille tale. Nu beretter Kallings om sundhedsminister Msimangs optræden bag scenen.

"Hun skældte Nkosi ud og kaldte ham naughty boy," skriver han.

Over seks mio. sydafrikanere er aids-positive eller har aids. 80.000 får medicin gennem statens forsorg, yderligere 60.000 gennem private initiativer. Resten vil dø. Yderligere en million børn vil blive forældreløse. Folkemord? Det spørgsmål ville være blevet stillet langt tidligere, hvis det havde været et hvilket som helst andet regime, som havde foreholdt en så stor del af sin befolkning livsreddende medicin.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her