Læsetid: 3 min.

Begge Perus kandidater har skummel fortid

Perus skandaliserede eks-efterretningschef Montesinos siger, at den nuværende præsidentkandidat Ollanta Humala hjalp ham med at flygte fra landet, da Fujimoris diktatur i 2000 faldt
24. maj 2006

En karrikatur i den peruvianske avis La Repúplica fanger problemstillingen.

På scenen står kandidaterne til Perus præsidentvalg den 4. juni, Ollanta Humala og Alan Garcia, parate til at diskutere, da et par prominente personer stikker ansigterne frem på talerstolene og stjæler rampelyset.

De to personer, der stikker hovedet frem, er Venezuelas præsident, Hugo Chavez, og Perus eksilerede eks-præsident, Alberto Fujimori. Bag dem ser Humala ud som om han meget gerne ville have haft, at de var blevet nede under bordet.

En tung belastning

De to notabiliteter har nemlig i den seneste tid i nogen grad udviklet sig til belastninger for Humala, der vandt valgets første runde i april: Chavez med sin larmende støtte til Humala og klodsede trusler om sanktioner, hvis Peru ikke vælger hans mand og hans bud på en pan-amerikansk fremtid.

Fujimori på lidt mere rafineret vis.

Den skandaliserede eks-præsident er stadig et brandvarmt emne i Peru, hvor hans dødspatruljer, massakrer og massive korruption står klart i erindringen, og i forrige weekend blev han løsladt mod kaution i nabolandet Chile, hvor han har siddet fængslet i et halvt år på grund af en international arrestordre. Det blev imidlertid hans myteomspændte efterretningschef, Vladimiro Montesinos, der stjal opmærksomheden fra sit retslokale.

Montesinos blev pågrebet i 2002 efter at være flygtet fra Peru, afsoner pt. en fængselsstraf på 15 år og bliver med jævne mellemrum idømt nye straffe for i omegnen af 100 forskellige anklager om f.eks. afpresning, våbensmugling og dirigering af dødspatruljer.

I den seneste af slagsen afslørede han fredag, at Ollanta Humala arrangerede et militærkup med det formål, at han selv kunne flygte.

Kuppet foregik den 29. oktober 2000, da den daværende oberst sammen med omkring 50 deltagere besatte en mine og bortførte en general for derefter at forvinde ind i junglen.

Montesinos, der havde holdt sig skjult i et par uger i efterdønningerne af regeringens sammenbrud, dukkede samme aften mystisk op i havnebyen Callao og flygtede fra Peru ombord på yachten Karisma.

Intet er afgjort

Humala opgav kort efter sit oprør uden blodsudgydelser, og undersøgelser har efterfølgende vist, at Montesinos på flugtnatten foretog flere opkald til den militærbase, hvor Humala gjorde tjeneste.

Det har naturligt nok rejst mistanker om en konspiration, og det var de mistanker, som Montesinos fredag bekræftede, da han kaldte Humalas kup "en farce, en operation af bedrag og manipulation-.. der var beregnet på at dække over min flugt på sejlbåden Karisma. Det er virkeligheden bag de begivenheder".

Det burde være nok til at begrave de fleste præsidentkampagner og også Humalas. Han ligger allerede bag konkurrenten Alan Garcia i meningsmålingerne og har naturligvis afvist beskyldningerne og sagt, at hans modkandidat stå bag.

Intet er imidlertid afgjort i Peru, hvor de to venstrepopulistiske kandidaters programmer ligner hinanden til forveksling, som det blev demonstreret ved en tv-debat. Under alle omstændigheder vil Peru dog tilslutte sig Latinamerikas brogede venstrealliance, uanset hvem vinderen bliver.

Ollanta Humala har imidlertid ikke for alvor lagt skjul på sine autoritære tendenser, og det har før vakt genklang hos de peruvianske vælgere, der egentlig logisk set burde have afskrevet Garcia, der har sit eget kors at bære på, efter at hans første regeringsperiode i 80'erne førte til et totalt sammenbrud i både økonomi og sikkerhed i Peru. Efterfølgende fik Fujimori og Montesinos til opgave at rydde op efter ham.

"Vi ønsker at lægge fortiden bag os," konstaterede Ollanta Humala under debatten med et udsagn, som hans modkandidat utvivlsomt kunne tilslutte sig.

Men fortiden er ikke særlig langt væk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her