Læsetid: 3 min.

Begmand til Chirac

24. marts 2004

EN SIDDENDE regering kan ikke vinde et valg i Frankrig. I de sidste 25 år har reglen været, at vælgerflertallet altid vender sig mod magthaverne og siger: Ud!
Nogle ser det som et trist udtryk for fransk kværulanteri, mangel på stabilitet og dybere ansvarsfølelse, en kolerisk og overfladisk reaktion. Men vælgernes flertal ser altså altid gode grunde til at vise regeringen vintervejen.
Det er også sket ved de regionalvalg, der indledtes søndag og slutter med anden runde søndag den 28. marts. Disse lokale valg drejer sig selvfølgelig ikke direkte og formelt om regeringen og politikken på landsplan, men de opfattes nu alligevel altid først og fremmest som en landspolitisk meningsmåling. Som sådan giver søndagens resultat et utvetydigt signal – udbredt utilfredshed, ja en protestbølge mod
regeringen Raffarin.

DET ER den regering, præsident Chirac udnævnte efter at være blevet genvalgt den 5. maj 2002 med 82 procent af stemmerne. Denne abnormt høje procent, uhørt i et demokrati, skyldtes, at valget stod mellem Chirac og højrepopulisten Jean-Marie Le Pen, og at venstrefløjen i anden runde sluttede op bag højrekandidaten Chirac ’for at redde demokratiet’, efter at den socialistiske kandidat, Lionel Jospin, til alles overraskelse var blevet elimineret, overhalet af Le Pen i første runde ved katastrofevalget den 21. april.
Også søndagens valg gik på flere punkter stik imod forventningerne. Nej, valgdeltagelsen kom ikke til at sætte ny bundrekord. Selv om den var lav, 61 procent, gik den frem i forhold til det foregående regionalvalg i 1998 (58). Nej, venstrevælgerne svigtede ikke de parlamentariske partier til fordel for det yderste, trotskistiske venstre. Nej, Le Pens parti, Front National, havde ikke ny fremgang, men nøjedes med at holde stillingen i forhold til 1998 – og gik lidt tilbage i forhold til 2002.
Der skete altså en klar vælgermobilisering – til fordel for venstrefløjen, der undgik de to farer, den frygtede, og som netop havde skudt den i sænk for to år siden – lav valgdeltagelse og spredning af stemmerne på alt for mange partier og kandidater.

VÆLGERNE SYNES at have draget lære af chokket for to år siden og lyttet til socialisternes indtrængende formaning: Aldrig mere en 21. april!
Resultatet blev, at det parlamentariske venstre (socialister, kommunister og grønne) denne gang er nået op på 40 procent af stemmerne, mens det parlamentariske højre (Chirac-partiet UMP og centrumpartiet UDF) faldt til 34 procent. Det yderste venstre nåede kun op omkring fem procent, halvt så meget som i 2002, mens Front National scorede 15 procent.
Splittelsen mellem højre og det yderste højre åbner vej for en socialistisk sejr i mange regioner, og dette i forbindelse med stemmefremgangen for venstrefløjen betyder, at Socialistpartiet har udsigt til at vinde formandskaberne i måske op til otte regioner, ud over de otte man dirigerer i dag, altså et klart flertal af de 22 regioner.
Venstresejrens endelige omfang på det regionale plan afgøres dog først i anden runde på søndag, og højre har en chance for at erobre Ile-de-France, Paris-regionen, Frankrigs største. Men resultatet den 21. marts er en ubønhørlig dom over regeringen.
Hele 19 ministre kandiderede ved regionalvalgene, og de har næsten alle klaret sig dårligt. Når man yderligere tager i betragtning, at søndagens største socialistiske sejr med 46 procent af stemmerne indtraf i ministerpræsident Jean-Pierre Raffarins egen vestfranske region, Poitou-Charentes, hvor han havde deltaget i valgkampen til fordel for sin efterfølger som regionalrådsformand, så står det klart, at han er valgets store taber, og at Chirac sandsynligvis inden længe vil fjerne ham og udnævne en ny regering.
Chiracs parti, UMP, har flertal i Nationalforsamlingen, sammen med koalitionspartneren UDF endda overvældende flertal. Men bortset fra det har præsidenten store problemer og er tvunget til en kursændring.

RAFFARIN, DER altid har handlet efter Chiracs ordrer, er blevet grundigt upopulær på at føre konservativ klassepolitik – med skattelettelser for de velstillede, gaver til klientgrupper, nedskæringer for de arbejdsløse, udsultning af universiteter og forskning osv. – i et klima med økonomisk stagnation og stigende arbejdsløshed. UMP er hjemsøgt af lederkrise og splittelse, efter at partiformanden Alain Juppé er blevet fradømt sin valgbarhed for korruption.
Som en fugl Phoenix, der genopstår af asken, har venstrefløjen rejst sig efter nederlaget i 2002, og kanonerne køres nu i stilling til præsident- og parlamentsvalgene i 2007.
Med sorgløshed og arrogance viste Chirac efter valgene i 2002, at han ikke havde lært noget af sofavælgernes og ekstremisternes sejr den 21. april. Det har vælgerne åbenbart, og Chirac har fået en alvorlig advarsel.

B.V.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her