Læsetid: 4 min.

Begyndelse - håb

4. januar 2000

2000! UVANT KIGGER man på nullerne. Jovist, vi var tudet ørene fulde med, at de ville komme, men fremmede virker de alligevel. Som en ny bolig, man skal finde sig til rette i. En begyndelse.
Sikke da en fest, vi fik holdt, inden vi flyttede ud af det gamle. Skål, farvel og hurra. Og nu... Nu er der nullerne. Hvad kan vi hænge op på dem?
Måske er fraværet af håb - et lysende håb om en bedre verden - dét, der gør de nye cifre kolde og nøgne.
Årsskiftet blev passeret med varsom skepsis over hele linjen. Hvem tror, at præsidentrokaden i Rusland vil bringe det plagede land en udvej af moradset? Også USA skal igennem et valg til den øverste post i år. Hvem ser i kandidatfeltet den, der vil formå at genoplive amerikansk tradition for indenlandsk reform og visionær udenrigspolitik? Tillader det amerikanske valgsystem overhovedet længere en Roosevelt-type at komme igennem?
Og i vor egen verdensdel: Vil EU komme nærmere et folkenes Europa, eller vil det hakke videre i et indadvendt institutionernes kævl?

FOR AT KASTE lys ud i den dunkle fremtid bragte denne avis på den sidste dag i det gamle år et tillæg med titlen Du glade verden. En mangfoldighed af røster - fortrinsvis ynge - kom til orde. Den verden, de taler om, er spaltet. De systemer, der skal sørge for, at det hele fungerer tåleligt - omsorg, uddannelse, offentlig styring og service - er bundet til jordens overflade, til nationalstaten. Men menneskene er ikke bundet. Eller rettere nogle af dem er det ikke. De velhavende, de velartikulerede kan strømme ubesværet afsted, gennem forskellige livssituationer, over landegrænserne. Det er dem, der har kræfterne til at holde det hele kørende. Men de føler sig mindre og mindre forpligtet af det geografisk givne fællesskab. De vælger - og vælger fra, også hvad de synes, det er rimeligt, de betaler til. Tilbage i suppedasen sidder de, som ikke har uddannelsen og opdriften til at flyde med globaliseringens strømme. Opholdet bliver ubehageligere i takt med, at de andre forsvinder fra regningen.
Når den øvre middelklasse flygter, synker de tilbageværende. Det kan også ses i dansk hverdagsliv: i boligområderne, i butikscentrene, i den offentlige transport.

I SIN NYTÅRSTALE fremhævede dronningen "kittet, der holder os sammen i et fællesskab". Hun nævnte den gensidige tillid. I tilliden ligger også villigheden til at gøre noget for noget større end én selv - uden at få betaling. Hver en time, nogen bruger på andre end sig selv, er en styrkelse af vort samfunds stærkt efterlyste sammenhængskraft.
I Informations nytårstillæg drog lektor Henrik Bang en konklusion på en undersøgelse, som hans Center for Offentlig Organisation og Styring er ved at lave om 'almindelige' danskeres forhold til at gå ind i politik eller fagbevægelse:
"Der er ingen, der har lyst til at binde sig til at deltage i et udvalg eller en bestyrelse, hvis der ikke er andet klart formål end at holde systemet kørende."
Den holdning rækker langt videre. Ugebrevet Mandag Morgen kunne i går berette, at foreningsdanmark er ved at visne. Årgangene under 40 orker ikke det ulønnede arbejde, hverken i idræt eller i kulturelt/ idealistiske foreninger.
"Dagsorden ifølge vedtægterne. Forslag, der ønskes behandlet, bedes tilsendt formanden en uge inden."
Åh jo, man kender melodunten. Men det er den, der holder det civile samfund i gang. Uden foreningsliv ingen indleven i folkestyrets vilkår. Det er fraværet af en sådan folkelig træning, der har gjort det så svært for de tidligere øst-diktaturer at omstille sig til demokrati.
I granskningen af, hvorfor tilgangen til folkets selvforvaltning er ved at stoppes til i ulyst, kommer de politiske partier ikke uden om at stille det pinlige spørgsmål: Er det den pengeregn - tipsmidler og varme skatteborgerkroner - partierne har udøst over alt organiseret, herunder sig selv, der er ved at drukne aktiviteten frem for at oplive den: Når så mange efterhånden får løn for foreningsarbejde, hvorfor skulle så nogen gøre noget frivilligt?

UDEN IDEALISME - en tro på, at hver enkelt af os kan gøre en forskel ved at gide gøre noget for andre - bliver nullernes år kolde og golde. Og her kan man blive noget så forbandet på landets statsminister. En enestående talerstol havde Nyrup til sit nytårsbudskab: Portalen til det ukendte land. Led os vejen, du rigets første blandt ligemænd!
Og så får vi en svada om velfærdssamfundet som et kært, men slidt gammelt inventar. Kunne far eller mor foran tv-skærmen tænke sig at lade børn vokse op eller forældre blive plejet i noget andet land, spurgte Nyrup. Var ordene rettet til de socialdemokratiske tillidsmænd, der sætter deres børn i privatskole eller tegner forsikringer til dækning af privathospitalets regninger?
Og så 40 procent af taletiden til eftersnakning af uviljen mod de nytilkomne i vort samfund! Hvem af den danske ungdom vakte det til uegennyttig gerning? Hvad lagde det såkornet til blandt indvandrerungdommens kommende ledere? Man tør dårligt tænke svarene.
Når ikke statsministeren kan og vil vise en vej, så må vi selv. Snart letter Luftskibet, Informations forum for debat om, hvor vi vil hen, om håb og drøm for vort fællesskab. Stig med ombord. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu