Læsetid: 4 min.

'I behøver ikke fornærme os for at lære os at kende'

Ung muslimsk journalist på vej til Jyllands-Posten mener, at ytringsfriheden skal bruges til at gøre mennesker mere indsigtsfulde, ikke til at slå hinanden med
23. marts 2006

Om lidt afgår bussen fra Krogerup Højskole, Humlebæk, mod Viby J. Mod selve epicentret for det civilisatoriske skælv, som siden januar har rystet forholdet mellem Danmark og den muslimske verden: Morgenavisen Jyllands-Postens hovedredaktion.

42 unge fra en række muslimske lande vil søge dialog med de bladfolk i det jyske, som med avisens hånende, spottende og latterliggørende Muhammed-tegninger har krænket millioner af mennesker verden over og udløst de protestaktioner, der har kostet danske erhvervsvirksomheder og Danmarks internationale anseelse dyrt.

De 42 er deltagere i initiativet 'Next Stop Denmark', arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke og Krogerup Højskole. I løbet af denne uge diskuterer de unge fra otte forskellige muslimske lande ytringsfrihed, religion og tværkulturel dialog med danske unge på Krogerup samt med danske politikere, ngo'er - og bladfolkene fra Jyllands-Posten.

Før busafgangen onsdag eftermiddag er der nogen diskussion de unge gæster imellem, om man virkelig næste morgen skal møde avisens folk på selve stedet, hvorfra fornærmelsen udgik - eller om man skal søge dialogen gennemført på neutral grund i Århus.

En af de unge er Mariam al-Motassem Bellah. Hun er selv journalist, ansat på det muslimske internetmedie IslamOnline samt på ungdomsmediet www.20at.com i Egypten. I den forstand er hun selv vant til at håndtere ytringsfriheden og dens grænser. Og selv om hun er kommet til Danmark for at bygge bro og skabe forståelse og dialog, er der ingen tvivl om, at hun stadig er vred på Jyllands-Posten.

"Man hører det argument, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har fremprovokeret en diskussion og skabt en dialog, som der er stærkt brug for, og at avisens handlinger derfor har været gode og nyttige. Det giver ingen mening. Det svarer jo til at sige: 'Nu slår jeg dig i ansigtet og demonstrerer, at jeg er en skidt karakter, fordi det vil få dig til at komme hertil og møde mig og indse, at jeg i virkeligheden er en fin person'," siger Mariam Bellah.

"Vi behøver ikke fornærmelser og ydmygelser for at lære hinanden at kende. Hvis Jyllands-Posten aldrig havde trykt tegningerne, og nogen i Danmark havde inviteret til konference eller dialogmøde, så var vi da kommet alligevel."

Mest læste hjemmeside

IslamOnline, startet 1999, er et fremstormende medie i cyberspace, som når meget længere ud end Jyllands-Posten og i dag kaldes den mest læste hjemmeside på internettet om islam. Med artikler på både arabisk og engelsk og et verdensomspændende net af medarbejdere og skribenter har man i omegnen af 12 millioner besøg på hjemmesiden om måneden.

IslamOnline er startet og ejet af den muslimske præst Yusuf al-Qaradawi, der i Mellemøsten betragtes som moderat konservativ og vestligt inspireret, mens nogle i Vesten betragter ham som radikal islamist. Hjemmesidens erklærede mål er at "arbejde til menneskehedens bedste i overensstemmelse med islams lære", herunder at bygge bro og fremme sameksistens mellem muslimer og ikke-muslimer.

Ville aldrig håne nogen

Mariam Bellah siger, at der er ytringsfrihed på IslamOnline.

"Men som alt andet i livet er den underlagt grænser. Hvis jeg er fri, indebærer det ikke, at jeg skal føle mig fri til at såre eller manipulere andre. Jeg må gøre, hvad jeg vil, så længe det ikke går ud over andre," siger hun.

"Jeg overvejer om, det jeg skriver, sårer nogen. Jeg ønsker ikke at skrive noget, der ydmyger eller nedværdiger andre, og med det journalistiske princip og det syn på ytringsfrihed er jeg helt i tråd med det medie, jeg skriver for."

Hun understreger, at IslamOnline også har skribenter, der ikke er muslimer.

"Hvis nogen skriver noget, man kan lære af, så er det værd at læse, og så skal det selvfølgelig trykkes. Det vigtige er, at det, man skriver, er begrundet: At det er udviklende, skubber til bevidstheden, får dig til at tænke på en bedre måde eller giver dig bedre forståelse af tilværelsen."

JP fik en mia. til at græde

Problemet med Jyllands-Postens tegninger var, at de ikke var begrundede.

"Selv en satire-tegning skal være udviklende. En sådan tegning skal få mig til at le og dermed åbne mig for nye tanker. Men Jyllands-Postens tegninger fik en milliard muslimer til at græde. De var ikke humoristiske. De var bare krænkende. De fik os ikke i tale," siger Mariam Bellah.

Efter ankomsten har hun forstået, at danskerne blev stærkt overraskede over reaktionerne i den muslimske verden på Muhammed-tegningerne.

"Det er fordi, I ikke ved ret meget om os. Derfor er vores rolle nu at bygge bro, så vi lærer hinanden at kende og dermed opnår respekt for hinanden."

Mariam Bellah er klar til at stige på bussen mod Viby J. Hun er pakket godt ind i en tyk frakke. Sneen ligger stadig over landskabet ved Krogerup Højskole, og Mariam synes, der er koldt i det danske forår.

Om det bliver tøbrud, når bussen når frem til Jyllands-Postens hovedkvarter, vil snart vise sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her