Læsetid: 3 min.

Behov for modet til at være moderat

Det mod, som kræves nu, er modet til at bekæmpe egne aggressioner, modet til ikke at dæmonisere 'fjenden', men f.eks. prøve at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på alle disse øretæveindbydende, vilde arabiske unge, der afbrænder vores flag og ambassader
6. februar 2006

Jeg synes, det er flot, at der i lørdags blev stiftet en organisation af Moderate Muslimer i Danmark. Nu savner jeg blot en bevægelse af Moderate Mennesker. På tværs af politisk ståsted, religion, etnisk og national baggrund.

En bevægelse af mennesker, som ikke er stivnakkede, principryttere. Af mennesker, som er lige så optaget af at finde svagheder i egne standpunkter som i andres. Af mennesker, for hvem ønsket om dialog ikke bare er mundsvejr. Af mennesker, som ikke er bange for at sige undskyld, hvis det viser sig, at de har såret andres følelser.

Jeg kan huske, at Erling Olsen i et interview, jeg lavede med ham, da han stadig var formand for Folketinget, sagde noget i retning af: Man skal altid være parat til at give en undskyldning, men det kan være svært, navnlig når man har begået en fejl. Og i de senere år er begrebet undskyldning i den grad sendt på aftægt og afløst af noget langt svagere, nemlig beklagelsen: "Jeg beklager, at du er blevet såret af mine udsagn, men vil til evig tid forfægte min ret til at have sagt dem."

Lige nu har brug for, at nogle respekterede mænd/ kvinder, folk som f.eks. Erling Olsen, Birthe Rønn Hornbech, Bent A. Koch, Niels Barfoed, Bodil Nybo Andersen og Bent Melchior i fællig går ud og forklarer, at der i samfund med kulturelle og religiøse mindretal må være andre spilleregler end i et totalt homogent samfund, og at det aldrig bør være et mål at såre og håne et mindretals følelser.

Respekt for mindretallet

Det er da fint at afprøve grænser. Men kunne man ikke begynde med sine egne?

En sådan 'radikal' tolerance er i de senere år gang på gang blevet kaldt for 'lalleglad' af dem, som mente, at alle skulle være akkurat som dem selv. Men at vise respekt for andre livsopfattelser udelukker ikke, at man på demokratisk grundlag arbejder for sine egne værdier og sætter sine egne grænser for, hvad man ønsker som lov i landet. Og et hvert ordentligt demokrati kendetegnes ikke kun ved flertallets ret til at gennemføre sine synspunkter, men lige så meget ved en respekt for mindretallets ret til også at være her. Det er ikke nok at praktisere frisind blandt ligesindede, og det er ikke nok at kunne tælle til 90 mandater i Folketinget. Hvis Danmark skal bevare den meget omtalte sammenhængskraft handler det ikke kun om den materielle velfærd, men i lige så høj grad om den mentale. Og for øjeblikket lider nationen af dømmesyge og et debatklima, hvor det drejer sig om at sætte propper i ørerne og så gøre modstanderen groft til nar.

Der vil hele tiden være fundamentalister - her og hisset - sekulære som religiøse - kristne, jøder og muslimer - der prøver at provokere os. Det bedste forsvar er i virkeligheden at prøve at forstå dem, deres psykologi og baggrund. Det er hårdt for fundamentalisterne, når vi andre ikke går i fælden og bliver lige så firkantede, men insisterer på at se alle sider af sagen.

Nogle synes tilsyneladende, at det er vældigt modigt at stå som en betonstøtte på sine principper. Det kan det bestemt også være i visse situationer, hvor man udgør et mindretal i forhold til et massivt flertal. Men det mod, som kræves nu, er modet til at bekæmpe egne aggressioner, modet til ikke at dæmonisere 'fjenden', men f.eks. prøve at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på alle disse øretæveindbydende, vilde arabiske unge, der afbrænder vores flag og ambassader. Jeg ved det er svært.

Men lige nu er der for alvor brug for modet til at være moderat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her