Læsetid: 4 min.

Behovet for uskyld

Alains Resnais' opus fra 1959 forbliver en af filmhistoriens store filmperler. Den unikke musikalitet i filmens formsprog gør den både personligt bevægende og politisk anfægtende
19. august 2005

Vi ser to kroppe. De er tildækket af aske. Gradvis forvandler væde dette støv til fugtig grusjord. De er elskende. Men hvordan kan nogen forbinde Hiroshima med kærlighed? En klagende kaldetone fra et træblæserinstrument sætter ind. Et klaver klimprer flagrende for at undslippe. Vi ved først ikke, hvem disse kroppe tilhører, men en mandsstemme siger: "Du så ingenting i Hiroshima". En kvindestemme svarer ved at opregner de ting, kvinden så. Men manden insisterer.

Mange år senere rammer jeg forkert med mit museklik og får AOL's hjemmeside op. Den har to hovedelementer: Et historisk fotografi af Hiroshima-eksplosionen og en artikel med overskriften Hvordan atombomben ændrede alt. Ved siden af ses en bannerreklame for et salsamiks med peberfrugter og tomater, der forklarer, hvordan man selv kan dosere sin salsa: Man kan få den fra mildt til "nukleart" krydret.

Ramte tidsånden

Da Alain Resnais' Hiroshima, mon amour fik premiere i 1959, var modtagelsen nærmest overstrømmende begejstret blandt kritikerne. Ikke blot var filmen fremragende filmkunst - dens budskab ramte også tidsånden direkte i solar plexus. De sene 1950'ere var et tidspunkt, da atombomber, der genererede langt større radioaktivt nedfald end bomberne mod Hiroshima og Nagasaki, var ved at blive testet i atmosfæren. En stigning uden fortilfælde i cancersygdomme blev iagttaget i det sydvestlige Utah, i de første beboede områder, der lå i vindretningen fra testaffyringsstedet nordvest for Las Vegas. Når disse ofre forholdt sig så relativt tavse, var det fordi mange af dem var mormoner, og mormoners søger traditionelt at holde lavest mulig profil i forhold til myndighederne. De opdrages simpelt hen til at vække minimal opmærksomhed. Netop dette havde den amerikanske militærledelse, der var ansvarlig for prøvesprængningerne, kalkuleret med.

Som purung filmnørd og potentielt offer for kernevåbenkrig (den cubanske missilkrise var kun tre år væk), husker jeg, hvordan jeg blev fuldkommen betaget af Resnais' film i 1959, selv om dens ordknappe tekst - den stadige gentagelse af replikken Du så ingenting i Hiroshima - kunne forekomme søgt og i hvert fald overordentlig litterær. Nu har jeg så set filmen igen som mit eget lille bidrag til 60 året for atombomben oevr Hisroshima, og alle negative forhåndsforventninger om mulig bedagethed, jeg måtte have haft, blev grundig gjort til skamme. Du så ingenting i Hiroshima er den bogstavelige sandhed, som dette mesterværk blidt vil insistere på.

Samtidig blev gensynet med denne film til en understregelse af det totale fravær i vores egen tid af noget som helst, der bare kunne minde om en politisk film.

Jeg kan varmt anbefale at gense eller se denne film for første gang. At både den og Resnais i dag virker så fremmedartet i en moderne filmkontekst, er i grunden forfærdelig trist. Se den, og græd.

Se den og fornem sprogets rytme - manuskriptet og dialogen er skrevet af romanforfatteren Marguerite Duras. Jeg vil vove den påstand, at Hiroshima, mon amour i virkeligheden er en musical. Jeg fremfører dette for at provokere, og fordi Hiroshima, mon amour er så fjernt fra The Sound of Music, som tænkes kan.

At værdsætte denne film er at nyde, hvordan billedsiden står i et magisk kontrapunktisk forhold til ordene og filmens musik (som er komponeret af Giovanni Fusco og Georges Delerue)

Parallelle sår

Det er afgørende, at man er i stand til at lade sig suggerere af den særlige rytme i dette filmrecitativ for at kunne identificere sig med den japanske mand (Eiji Okada) eller den franske kvinde (Emanuelle Riva). Hun er en skuespillerinde, der er rejst til Hiroshima for at lave en film om fred - hvad ellers? Men hun var også en teenagerpige i provinsbyen Nevers i det tysk besatte Frankrig under Anden Verdenskrig, som havde en kærlighedsaffære med en tysk soldat. Han blev skudt af modstandsfolk, og hun blev ydmyget som kollaboratør. Denne hendes personlige tragedie skete engang i Nevers, men i Hiroshima, da hun iagttager, hvordan hendes japanske elsker i søvne bøjer armen på en særlig måde, mindes hun (og filmen klipper til), at hendes tyske soldat lå med sin arm i samme positur. Vi bevæges af denne lighed. Recitativet benytter sig på denne måde af filmsprogets redigeringsteknik ved at sætte Nevers og Hiroshima i parallelforbindelse som to gensidigt tilstødende, åbne sår - og det i en sådan grad, at hun kommer til at stå for den franske by og han for Hiroshima.

Det er en fremragende film og ikke kun på grund af musikaliteten i formsproget. Resnais havde forinden lavet dokumentarfilm, og mindst to af dem Nuit et brouillard (om Auschwitz) og Toute la mémoire du monde (om Frankrigs Bibliothèque nationale), og det allermest vellykkede ved Hiroshima er, hvordan de dokumentarlignende elementer transcenderes af de personlige og menneskelige.

Det er på samme tid en udmåling af det apolitiske og det politiske, at Riva-figuren korrellerer verdensbegivenheder med, hvad der er sket i hendes egen personlige historie. Det gør vi alle. Det er er vores minimale strategi for at udholde den anonyme rolle, som politikken vil have at, vi skal slå os til tåls med. Alligevel er vores - menneskelige - selviskhed også smålig og forfærdende og en væsentlig forklaring på, hvorfor politikken så vedvarende gambler med verden. Det, Resnais' film påminder os om, er den kroniske ligegyldighed, vi anlægger over for vores egen større skæbne. 60 år senere har vi stadig behov for at se og føle denne uskyld. Vi kan afstedkomme katastrofer - helt sikkert. Men vi har også skabt værker af stor skønhed som denne film. Eller skulle det være bedre at mikse salsa?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu