Læsetid: 6 min.

Behovet for at være berømt

En kommentar til den klassiske noirfilm, siger tv-veteranen Allen Coulter om sin spillefilmdebut, periodedramaet 'Hollywoodland'
26. januar 2007

"Alle mennesker, der er opvokset i USA, og som arbejder i den amerikanske filmbranche, finder Hollywood fascinerende, hvis de er interesseret i deres egen og systemets historie," siger han med sin tykke sydstatsaccent - han kommer fra Texas - da Information møder ham på et hotel i London til en snak om Hollywoodland.

Filmen, der er baseret på en virkelig historie, foregår i 1959 og handler om tv-Superman-skuespilleren George Reeves' formodede selvmord og privatdetektiven, Louis Simo, som efterforsker det, der måske i virkeligheden er mord.

Tyk ironi

Således er Hollywoodland en klassisk Hollywoodfortælling om et mystisk dødsfald. Det var dog en sag, som Allen Coulter ikke vidste meget om på forhånd.

"Jeg er ikke som f.eks. manuskriptforfatteren Paul Bernbaum, der har dyrket sagen og er besat af den," siger han.

"Jeg kendte ikke de forskellige teorier, men jeg vidste, at George Reeves havde begået selvmord. Og det var en anden ting, som tiltrak mig: Her er en historie om manden, som man voksede op og hørte om, og som spillede den stærkeste mand i verden, i universet; som er usårlig og helt igennem moralsk, og skuespilleren, der spillede ham, begik selvmord. Ironien er så tyk, at det næsten er for meget."

"Når man læser om sagen, tænker man: 'Blev han myrdet, tog han livet af sig?' Han havde en affære med en gift kvinde, Toni Mannix, der var gift med en af bosserne på MGM, Eddie Mannix, og han var en bølle fra New Jersey, som blev en af de såkaldte fiksere i Hollywood og plejede at dække over alle skandalerne og forbrydelserne."

"Det ville have været mærkeligt, hvis ikke jeg havde været interesseret i at lave filmen."

En studie i to mænd

Samtidig var Allen Coulter tiltrukket af stedet og tiden, Hollywoodland foregår i: "Der skete en ændring i den sociale struktur sidst i 1950'erne, hvor også tv-mediet for alvor gav filmen konkurrence," siger han.

"Studiesystemet er ved at dø - personificeret af MGM-bossen Eddie Mannix, der spilles af Bob Hoskins, og det var en af grundene til, at jeg ville vise hans skrøbelighed i den første scene. Man kan se, at han er syg. Systemet er døende, og en verden af social anstand og fine fornemmelser er ved at forsvinde for at blive erstattet af den verden, vi lever i nu. Og den repræsenteres af Louis Simo - han er første bølge."

"Rock'n'roll er kommet ind i billedet, og det var bevidst, at vi klædte ham som teenager. Han ligner en af fyrene fra 1950'erne, Eddie Cochran eller James Dean. Jeg var interesseret i overgangen mellem de to verdener, og det er en fantastisk studie... for mig var filmen en studie i to mænd, der lider af noget, der efterhånden er blevet meget almindeligt, nemlig behovet for at være berømt." Berømthedsdyrkelsen er i det hele taget et grundlæggende tema i Hollywoodland, forklarer Coulter:

"Filmen handler om to mænd, som tror, at deres liv ikke er værdifulde, fordi de ikke har fået anerkendelse af den brede offentlighed. De søger den anerkendelse. Hvad laver George Reeves, første gang man ser ham? Han er ved at blive fotograferet. Han sniger sig ind i et billede, så han kan blive set. Og hvad gør han morgenen efter, at han har haft en dejlig aften sammen med Toni Mannix? Han ser på sit billede i avisen og smiler tilfreds, indtil han opdager, at hun er gift med Eddie Mannix. Hvad gør Louis Simo, da han følger George Reeves' mor, Helen Bessolo, tilbage til huset? Han prøver at få sit billede i avisen. Han siger, at han gør det for at få politiet til at genåbne sagen, men der er en masse selvhævdelse med i billedet. Dette emne interesserer mig. Dyrkelsen af det at være berømt begyndte på det tidspunkt."

"Man kan argumentere for, at slut-50'erne socialt set var startskuddet for den berømthedskult, der senere blev identificeret af Andy Warhol og i dag er så almindelig, at luftbølgerne desværre er fyldt med disse såkaldte reality shows, hvor folk insisterer på at ydmyge sig selv for lidt kortvarig berømmelse."

Kommentar til noir

Der er spor af klassisk film noir i Hollywoodland, men ifølge Allen Coulter er den ikke en traditionel noir, mere en kommentar til genren.

"I noirfilm er privatdetektiver ikke selvbevidste," siger han.

"De sidder ikke og tænker, 'jeg er en cool detektiv'. De er det bare. Humphrey Bogarts Sam Spade og Jack Nicholsons Jake Gittes er bare cool. Louis Simo tænker over det. Han er separeret og har en søn, han skal køre i skole. Hvor mange andre privatdetektiver har det? De plejer at være single og gå i seng med deres sekretær. Simo går i seng med sin sekretær, men han er ikke sikker på, om det er en god idé. Hun er for ung til ham, og hun er en pseudobeatnik med en lille baret på hovedet. Han slår op med hende og føler sig skyldig."

"Hollywoodland er heller ikke mørk, der er ingen regn, Simo bærer ikke hat med lang skygge, han har ikke engang et jakkesæt. Han ryger ikke. Filmen er en studie i hans psykologi. Han bliver mere og mere følelsesmæssigt involveret i sin sag, hvilket ikke er sædvanligt. Det bliver Jake Gittes godt nok også, og han er et interessant eksempel på en privatdetektiv, som krydser over, fordi han lærer noget om sig selv."

"Hollywoodland handler lige så meget om, hvad Louis Simo lærer om sig selv - hvilket basalt set er empati for andre mennesker - som den handler om selve mysteriet. Whodunit betyder i virkeligheden ikke så meget. På den måde ser filmen på noirgenren udefra. Man har jo med en privatdetektiv at gøre, som indlysende har lært noget om sit liv, og hvordan han præsenterer sig selv for omverdenen ved at se film. Han prøver at opføre sig som James Dean. Han er ikke en noirstjerne, men han prøver at være cool som Dean og en cool detektiv. Den selvbevidsthed har man ikke i en typisk noirfilm."

Fra tv til film

Selv om Hollywoodland er Allen Coulters første spillefilm, er den nogen-og-40-årige instruktør bestemt ikke noget ubeskrevet blad. Gennem de seneste 20 år har han haft en succesfuld karriere som forfatter og instruktør af tv-serier. Ikke mindst har han været en af de faste mænd bag kameraet på to af de seneste års mest markante og populære tv-serier, Sex and the City og The Sopranos.

Den største forskel mellem at lave film og tv, siger Coulter, er "den mængde kontrol, man har som instruktør. De fleste beslutninger, jeg fik lov til at tage på Hollywoodland, bliver på tv taget af en tv-series-skaber. Det var fedt selv at kunne tage de beslutninger, da jeg lavede filmen, og ikke behøve at kigge mig over skulderen og spørge, 'er det ok?'"

"Folk har spurgt mig, hvordan overgangen fra det ene medie til det andet gik, og svaret er, 'det gik let.' Hvis man får at vide, at man skal skrive med en bestemt slags pen i en bestemt slags notesbog om dette emne, og man ikke må bruge disse ord, så finder man selvfølgelig ud af, hvordan man gør det. Men hvis nogen siger, 'skriv, hvad du har lyst til', så er det let. Der er i virkeligheden ikke nogen overgang. Jeg ændrede ikke min måde at arbejde på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu