Læsetid: 5 min.

'Behrendt gør det svært at være kritiker'

24. marts 2006

Det er topmålet af usaglighed at gøre Erik-Skyum-Nielsens 12 år gamle læsning af Peter Høeg til et spørgsmål om habilitet, lyder én med-kritikers vurdering af Poul Behrendts angreb; Skyum havde stået stærkere, hvis han intet havde fortiet, siger en anden; motiv-forskning undergraver kritikken, mener en tredje

Informations litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen burde rent ud havde fortalt om sit engagement i bestyrelsen for Bordings Friskole, da han fremsatte sin kritik af Peter Høeg, mener kritikerens kolleger og konkurrenter.

Men Poul Behrendts anklager mod Erik Skyum-Nielsen for dobbeltspil har dels været kendt i en årrække af en inderkreds, og dels anfægter det ikke substansen i hans læsning af Peter Høegs roman De måske Egnede, påpeger RUC-professor i litteratur Søren Schou, der i sin tid anmeldte De måske egnede i Information.

Efterfølgende følte Søren Schou sig dog så grundigt bagholdsangrebet af Erik Skyum-Nielsens missilbyge mod blandt andet hans anmeldelse og senere af avisens opbakning på lederplads til Skyum, at han forlod Information - for dog kortvarigt at vende tilbage otte år senere.

Men forarget over Skyums dobbeltrolle som kritiker og bestyrelsesmedlem for Bordings Friskole er han ikke.

"Det, Behrendt affyrer som sin slutpointe, var allerede dengang fremme i snævre kredse. Nogle sagde til mig, at det hele ikke var så mærkeligt, for Skyum havde selv 'aktier' i Bordings Friskole," siger Søren Schou, der dog ikke følte trang til at polemisere med det som udgangspunkt:

"Det ville være topmålet af usaglighed, da det jo ikke i sig selv er inkriminerende eller vedrører substansen i hans tolkning. Han var ikke inhabil," mener Schou, der dog understreger, at "han skulle da have fortalt det".

Heller ikke Informations daværende kulturredaktør Kristen Bjørnkjær er alarmeret over afsløringen, men er enig i, at Skyum-Nielsen burde have delt oplysningen med redaktionen og læserne.

"Skyum selv har næppe et øjeblik tænkt i de baner, men snarere på, at her var en sag, han kendte meget til og kunne blande sig i. Men hans artikel kan jo ellers opfattes som et partsindlæg, præcis som det sker nu," mener Bjørnkjær

Han bakkes op af Weekendavisens Lars Bukdahl, der er medanklaget i processen om fejllæsningerne af Peter Høegs bog:

"Skyum skulle have håndteret habilitetsspørgsmålet helt straight. Det ville have gjort hans kritik endnu mere holdbar, for det er elementært åndssvagt at gøre sig sårbar," mener Bukdahl, der dog også mener at have hørt bestyrelseshistorien før.

Bukdahl mener stadig, at Erik Skyum-Nielsens læsning holder:

"Peter Høeg stiller sin hovedperson patetisk an, og læseren bliver hevet ret ækelt ind for at græde med," siger han, der ligesom Bjørnkjær husker Skyums intervention som forfriskende i forhold til en "meget fad konsensus, hvor beundringen var blevet massiv og næsegrus".

"Artiklen rummede et interessant synspunkt, nemlig om der fulgte goodwill fra Smilla-romanen med over i anmeldelserne af den nye bog," husker Kristen Bjørnkjær.

Søren Schou anser derimod Skyums læsning af romanen for utilstrækkelig:

"Han læser alt, som var det digte, og 'jeg' betød jeg. Som om han havde influenza den dag i sin studietid, da den upålidelige fortæller blev gennemgået," siger Schou, der undrer sig over, at Skyum kunne tro, at romanen var udtryk for Peter Høegs egne synspunkter.

Kristen Bjørnkær hæfter sig dog ved, at Skyum næppe har sat rollen som forældrebestyrelsesmedlem over sit ansvar som kritiker:

"Han er kendt som en ganske ubestikkelig og kompromisløs anmelder og kommentator, hvad mange forfattere, som han kender personligt, har fået at mærke i form af stærkt kritiske anmeldelser af deres bøger."

Medanklaget er Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl. Men mens Erik Skyum-Nielsen plantes ublidt på anklagebænken, lægges Bukdahl på psykoanalytikerens briks.

Bukdahls livslange nag til Peter Høeg er nemlig ubevidst og hidrører fra et eftermiddagsarrangement på Københavns Universitet en tirsdag i 1988, hvor de to romandebutanter begge optrådte, men den 31-årige Høeg stjal rampelyset fra den 20-årige Bukdahl. Samtidig var Bukdahl forslået af en ublid anmeldelse fra netop Erik Skyum-Nielsen. Hvilket dog ikke forhindrede, at Bukdahl i en pristale i 1999 erklærede sig som Skyums åndelige 'søn' og beundrer.

"Det, der irriterer mig i Poul Behrendts optik, er, at han tillader sig at psykoanalysere min kritik gennem 18 år, så det hele kan tilbageføres til den 'urscene'. Som om jeg ikke mener det, jeg siger, men kun ytrer mig mod bestsellerismen i vrede og frustration over, at mine egne bøger ikke bliver læst og kritiseret. Hele min anmeldervirksomhed reduceres til et langt skrig for at retfærdiggøre Guldhornene og Brat Amerika," mener Bukdahl, der heller ikke har samme erindring om det skæbnesvangre arrangement for 50-70 danskstuderende:

"Som 20-årig var jeg som en prop og mente, at jeg var fuldkommen verdensmester - meget mere end nu som 37-årig," siger han, der også mener, at Behrendt 'døvt' overser humor og ironi.

Som mange andre hæfter både Schou og Bukdahl sig ved Poul Behrendts kriminologiske læsemåde.

"Behrendt bedriver litteraturvidenskab som nabovidenskab til kriminologien, og det gør han skarpsindigt og dygtigt," mener Schou, men kritiserer netop derfor også Poul Behrendt for ofte at oversælge sine pointer.

"Ofte rystes man ikke over det, der skulle være så rystende. Men som en terrier bliver han ved med at angribe dyret efter, at det er dødt," siger Schou, mens Lars Bukdahl afviser det, han ser som hovedanklagen mod ham selv og Erik Skyum-Nielsen:

"Poul Behrendt påstår, at Skyum og jeg i fællesskab har meldt Peter Høeg ud af litteraturhistorien. Men det gjorde han jo selv ved at skrive Kvinden og aben - og holde op med at skrive," siger Bukdahl, der dog gerne vil have del i 'æren' for nedskydningen af Høeg:

"Jeg anmeldte som den eneste Frøken Smilla dårligt - blot i Kristeligt Dagblad, hvor ingen lagde mærke til det. Og så fik Skyum al æren for at være den første. Det er jeg ked af, når jeg nu skal drages ind i den her kriminalhistorie. Jeg vil hellere fremstå som Buffalo Bill, der tog Sitting Bulls skalp end psykoanalyseres som en zombie uden fri vilje," siger han og undrer sig over, at Behrendt ikke medtager dette aspekt i sin bog. Det understøtter ellers tesen om et far-søn-rivaliseringsforhold mellem Bukdahl og den 54-årige Skyum.

"Det viser, hvor blindt Behrendt undersøger. Men desuden synes jeg, at han miskrediterer kritikken generelt, så helt ærlige smagsdomme ikke lader sig gøre, fordi der hele tiden er en hemmelig dagsorden bagved."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu