Læsetid: 4 min.

I Behrendts hviskegalleri

Poul Behrendt vil i sin nye bog 'Dobbeltkontrakten' en 'æstetisk nydannelse', men det ender mest i anekdotisk og kontaminerende korridorsnak
23. marts 2006

Forfatteren er død, teksten står åben, og læseren er fuld af liv. Det er den korte formel for den litteraturteori, som Poul Behrendt gennemgår i Dobbeltkontrakten. Lige så kort sagt er det historien om ændringer i kunstinstitutionen og -kritikken i det 20. århundrede.

Dobbeltkontrakten giver os ganske vist den lange udgave, over 400 sider repeteres blandt andet Roland Barthes essay om forfatterens død og Stanley Fish' læser-teori og meget, meget mere. Kildearbejdet, udredningerne og forklaringerne er omhyggeligt tilrettelagt og udfoldet, men de teoretiske pointer så få og velkendte, at man nok forstår, at Dobbeltkontrakten også har et andet ærinde.

Det er imidlertid lovende, når Dobbeltkontrakten bærer undertitlen "en æstetisk nydannelse" og forjætter at ville spørge til litteraturens rolle i en omgivende virkelighed og kritisk offentlighed. Og det synes at være udgangspunktet for Behrendts diskussion af de konkrete værker - mange nævnes, men Jan Stages De andres krig (1997), en del af Claus Beck-Nielsens værk og Peter Høegs De måske egnede (1993) er hovedeksempler. Behrendt analyserer og fører sin diskussion fra den interessante grænse, hvor værkerne blander dokumentation og fiktion.

Virkelighed eller fiktion

Sådan en litteratur etablerer dobbeltkontrakter med læseren, som snart tror sig stillet over for virkelige forhold, snart forstår at der er tale om fiktion. Tydeligst - eller mest appellerende - er fænomenet ifølge Behrendt, når autobiografi glider over i autoroman, sådan som det sker i Dobbeltkontraktens kroneksempel: komplekset i og omkring Peter Høegs De måske egnede.

Sidstnævnte gav for 12-13 år siden anledning til en del ståhej af den slags, som Behrendt indkredser under begrebet 'dobbeltkontrakt': Skulle romanen måles efter kriterier for dokumentation (af forhold i 1970'ernes danske skolesystem), eller havde Peter Høeg blot som æstetisk greb kaldt sin romans fortæller og hovedperson Peter (Høeg)?

Sammenfald mellem forfatterens og fortællerens liv oprulledes, kritikkens uro var stor, og sagen kulminerede første gang, da Peter Høeg ophævede virkelighedskontrakten og bragte sig i autonomi-stilling, tilbagetrukket fra offentlig debat ved blandt andet at nægte, at De måske egnede i sig selv kunne være led i debatten, al den stund at bogen var fiktion og altså kunst.

Anden gang kulminerede sagen, da Erik Skyum-Nielsen genanmeldte romanens dobbeltspil - og gennem en længere analyse af den både sentimentale og suverænt hævede fortællerposition i Høegs roman konstaterede, at den ellers meget roste roman ikke var særskilt god litteratur.

Bordings og Biehls

Det lille brush up er muligvis betimeligt. Sagen ligger nogle år tilbage og ikke mindst dobbeltkontraktens dobbelte særkende - tidsforskydning og læserbedrag - kræver den faktuelle præcision, som Poul Behrendt bestemt lægger for dagen i sine case-studier.

Hvor den kildekritiske omhu fører Behrendt hen, har allerede været afsløret i Weekendavisen: I en samlæsning af Skyum-Nielsens essay-anmeldelse, "Forfatteren som blind passager" (med særlig henblik på en kort passus lidt over midten af syvende ud af i alt otte spalter) og Kraks Blå Bog afslører Behrendt, at kritikeren Skyum-Nielsen under hele sagsforløbet omkring De måske egnede også var bestyrelsesmedlem ved Bordings Friskole, som forfatteren Peter Høeg havde frekventeret indtil sit 16. år - og med den mulige identifikation af forfatter med fortæller var der naturligvis også en til vished grænsende, dobbeltkontraktlig formodning om, at Bordings på Østerbro og Biehls i De måske egnede ikke bare strukturelt lignede hinanden, men også var identiske. Og dobbeltkontrakten binder stadig, for det Behrendt mener at afsløre er, at kritikeren og skolebestyrelsesmedlemmet er akkurat den samme. Genanmeldelsen af De måske egnede er altså snarere skrevet af bestyrelsesmedlemmet end af kritikeren? I alle tilfælde belønnes Skyum-Nielsen i Behrendts læsning dobbelt for sin 'bortvisning' af Peter Høeg; han bliver bestyrelsesformand ved Bordings og fem år senere belønnet med en pris for sin indsats som kritiker.

Dokumentation drukner

Man ser sikkert, hvordan en række adskilte hændelser lader sig konfigurere som fiktion? Og netop her, omtrent 260 sider inde i Dobbeltkontrakten opdager jeg - den træge læser, min egen dobbeltkontrakt. Ikke at jeg med ét husker at have siddet i det prisstiftende Litteraturråd og i næste nu fortryder alt og erklærer mig inhabil i min møjsommelige læsning af Dobbeltkontrakten.

Nej, jeg opdager, at interessen for, hvordan Behrendt ville besvare spørgsmålet om litteraturens rolle i det offentlige rum har ført mig ind i korridorsystemer og hviskegallerier, hvor nye afsløringer lurer ved hvert hjørne. Således også (få sider senere) afsløringen af, at en anden kritiker, Lars Bukdahl, allerede da han skulle motivere den famøse pris, planlagde en negativ anmeldelse af den samling af kritiske kommentarer, som Skyum-Nielsen skulle udgive året efter og således endelig, endelig- fik ram på far.

Her gav jeg op; tidsfølgen i ræsonnementet er i den grad fortællerorganiseret, at enhver dokumentation drukner. Men lad os alligevel lige repetere Behrendts lille motivanalyse af Bukdahls præference for hunde-metaforen: "I Weekendavisens bogtillæg sandsynliggjorde en akademisk stikprøveundersøgelse for et par år siden, at hunde var den hyppigst brugte metafor i Lars Bukdahls litteraturkritik. Undersøgelsen savnede konklusionen: At det for Bukdahl - indtil udgivelsen af Generationsmaskinen - har drejet sig om at afpisse territorier."

Behrendt kan sit arkivarbejde, men når der skal konkluderes på kilderne, overtager fortælletrang og afsløringsmani (jvf. ovenstående motivanalyse), og det hele ender i anekdotisk og kontaminerende korridorsnak.

Deri er der sikkert meget efterliv, men næppe nogen refleksion af æstetisk nydannelse, og man skal som sagt gennem megen teoretisk mumlen for at opdage, well, hvad 'pudlens kerne er'. Man kunne da - som Skyum-Nielsen udbad sig det over for De måske egnede - bede om lidt tekstintern distance til dobbeltstrategien i Dobbeltkontrakten. Men det havde næppe tjent den veltilrettelagte anekdote, hvis sandsynlighed ikke er indlysende og hvis væsentlighed næppe lever op til teorien om "en æstetisk nydannelse" - men som da holder Dobbeltkontrakten kørende fra start til slut.

Poul Behrendt: Dobbeltkontrakten, 400 sider, 299 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-03407-7. Udkommer fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her