Læsetid: 12 min.

Beirut skal dø

Elegante bygninger ligger i ruiner. Gardenia-blomsternes tunge duft må vige for den beske stank af udbombede olieinstallationer. Ængstelige mennesker flokkes for at komme væk fra en by, der forekommer dømt til kaos og ødelæggelse. Mens bomberne atter regner ned over 'Orientens Paris', spørger Robert Fisk - indbygger gennem 30 år - hvor megen afstraffelse byen endnu kan tåle
20. juli 2006

BEIRUT - I år 551 blev den storslået anlagte og velstående handelsstad Berytus, der tillige var hovedkvarter for den kejserlige romerske flåde i øst-Middelhavet, ramt af et voldsomt jordskælv. Umiddelbart derefter trak havet sig på uforklarlig vis adskillige kilometer tilbage, og de overlevende - forfædre til vore dages libanesere - skyndte sig ud på sandbankerne for at plyndre de mange for længst sunkne handelsskibe, der pludselig lå tilgængelige for dem, for værdier.

Men så var det, at en tidevandsbølge som 2. juledags-tsunamien i Det Indiske Oceans vendte tilbage for at opsluge byen og drukne dem alle. Så brutalt raseret blev gamle Beirut, at kejser Justinian, grebet af medlidenhed, sendte sække med guldstykker fra Konstantinopel til uddeling til de overlevende familier.

Nogle byer ser ud til at være for evigt forbandet. Da korsridderne ankom på deres vej til Det Hellige Land i det 11. århundrede, nedslagtede de hver eneste mand, kvinde og barn i byen. Og under Første Verdenskrig måtte det osmanniske Beirut udstå forfærdelig hungersnød: Den tyrkiske hær havde beslaglagt alt korn, og de allierede havde lagt en flådeblokade omkring kysten. Jeg har stadig nogle gamle fotografier fra dengang, som jeg købte her for 30 år siden, af radmagre børn med udstående knogler, der står foran et børnehjem - nøgne og forladte.

En amerikanske kvinde, der boede i Beirut i 1916, beskriver, hvordan hun "passerede kvinder og børn, der lå i vejkanten med lukkede øjne og spøgelsesagtigt blege ansigter. Det var almindeligt at finde mennesker, der gennemrodede affaldsdynger for appelsinskræller, gamle kødben eller andet husholdningsaffald, som de åd på stedet, hvis de fandt noget. Overalt kunne kvinder ses lede efter spiseligt ukrudt i vejenes græsrabatter..."

Død og genrejsning

Hvorfor sker sådan noget for Beirut? For 30 år siden så jeg dette sted dø og siden rejse sig på ny fra graven og så dø igen, dets boligblokke så oversåede med skudhuller, at de lignede irske kniplinger og dets indbyggere opsatte på at massakrere hinanden.

Jeg boede her under den 15 år lange borgerkrig, der kostede 150.000 menneskeliv, og var vidne til de to israelske invasioner og års israelske bombardementer, der kostede yderligere 20.000 af dets indbyggere livet. Jeg har set dem, armløse, benløse, hovedløse, knivdræbte, ihjelbombede og klasket op ad husmure. Ikke desto mindre er Beirut-borgerne et forfinet, højt uddannet, moralsk civiliseret folkefærd, hvis generøsitet forbløffer enhver udlænding, der kommer hertil, hvis venlighed gør enhver vesterlænding til skamme, og hvis lidelser vi næsten altid har ladet hånt om.

De ligner os, gør de, Beiruts indbyggere. De har lys hud og taler det nydeligste engelsk og fransk. De er vidtberejste. Deres kvinder er bedårende smukke og deres mad udsøgt. Men hvad siger vi så til deres skæbne i dag, hvor israelerne - i nogle af de grusommeste angreb imod denne by og dens opland - flår dem ud af deres hjem, bomber dem på broer over floder og afskærer dem fra mad, vand og elektricitet? Vi siger, at de selv begyndte denne seneste krig, og vi sammenligner deres rystende tabstal - 240 i hele Libanon i aftes - med Israels 24 døde, som om de to tal var ligestillet.

Og derpå, som det skammeligste af alt, overlader vi libaneserne til deres skæbne, som var de et sygdomsbefængt folk, alt imens vi bruger alle vore ressourcer på at få evakueret de dyrebare udlændinge og ymter forsigtig påtale af Israels "uforholdsmæssige" reaktion på Hizbollahs bortførelse af to af dets soldater.

Jeg spadserede igennem Beiruts mennesketomme centrum i går, og det mindede mig mere end nogensinde om en filmkulisse, om et drømmenes sted, som var for smukt til at kunne vare ved, om en Fugl Fønix, der havde rejst sig fra borgerkrigens aske, og hvis fjerdragt var så skinnende, at den forblændede sit eget folk. Denne del af byen - engang et Dresden af ruiner - blev genopbygget af Rafik Hariri, den tidligere premierminister, som blev myrdet knap en kilometer fra min lejlighed 14. februar sidste år.

Vragresterne fra dette bombeattentat - et grumt forvarsel om den aktuelle krig, hvori hans arv vandaliseres af israelerne, står stadig tilbage ved Middelhavets bred og afventer, at den seneste FN-efterforsker skal finde nye spor til opklaringen af attentatet - en efterforsker, som for længst har forladt denne belejrede by til fordel for Cyperns tryghed.

Og ud for den forladte Étoile-restaurant - der serverede Beiruts bedste snegle og cappuccinoer, og hvor Hariri plejede at spise til middag med sin ven Chirac - sad jeg på fortovet og iagttog præsidentgarden, som stadig skridtede facaden af foran det fransk opførte pragtpalads, der stadig huser, hvad der er tilbage af Libanons demokrati. Mange af disse gader blev opført af parisiske arkitekter, da Libanon var fransk mandatområde, og de er for nyligt blevet udsøgt restaurerede med imiterede arabiske indgangspartier udsmykket med romerske søjlestykker udgravet fra Oldtidens Via Maxima få meter herfra.

Hariri elskede dette sted, og engang, da han havde budt Chirac på en øl i byen, fik han øje på mig, der sad et par borde væk. "Ah, Robert - kom dog herover", råbte han hjerteligt og vendte sig så imod Chirac som en kat, der gjorde sig klar til at æde en kanariefugl. "Jacques! Må jeg præsentere dig for den journalist, som påstod, at jeg ikke kunne genopbygge Beirut."

Dynger af knust glas

Og nu ligger hans værk så atter i ruiner. Martyren Rafik Hariris Internationale Lufthavn er tre gange blevet angrebet af israelerne, og dens glitrende afgangs- og ankomsthaller har henligget som dynger af knust glas, siden de israelske missiler slog ned i landingsbaner og brændstofdepoter. Hariris pragtfulde transnationale motorvejsviadukt er også blevet ødelagt af israelske bomber som de fleste af hans motorvejsbroer. Fyrtårnet opført i romersk stil er blevet udraderet af et missil fra en Apache-helikopter. Kun denne lille juvel af en restaurant i centrum af Beirut er blevet skånet. Indtil videre.

Slumkvartererne i Haret Hreik, Ghobeiri og Shiyah er derimod blevet jævnet med jorden, hvad der har tvunget en kvart million shiamuslimer til at søge ly i byens forladte skoler og parker. Jo, her lå sandelig Hizbollahs hovedkvarterer - nogle af disse "centre for verdensterrorisme", som Vesten stedse har det med at opdage i muslimske lande. Her boede Sayed Hassan Nasrallah, Gudspartiets leder - en skånselsløs, giftigt kalkulerende mand. Her boede Sayad Mohamed Fadlallah, en af de viseste og mest veltalende af Libanons muslimske gejstlige. Og her boede også mange af Hizbollahs ledende militærstrateger - deriblandt utvivlsomt dem, som brugte måneder på at planlægge bortførelsen af de to israelske soldater sidste onsdag.

Men fortjente de titusindvis af fattige mennesker, som boede her, virkelig denne masseafstraffelse? For et land, der praler af sine 'kirurgiske præcisionvåben' - et tvivlsomt begreb under alle omstændigheder - synes det ikke at være en problemstilling, man har overvejet. Hvad fortæller denne kolossale destruktionsakt os om Israel? Og om os selv?

I en moderne bygning i en uskadt del af Beirut møder jeg ved et rent tilfælde en velkendt og prominent Hizbollah-figur. Hans hvide skjorte er åbenstående, hans mørke jakkesæt ulasteligt og hans sko nypudsede. "Vi vil fortsætte om fornødent i dage, i uger, i måneder, i år...", siger han, idet han for at illustrere sin pointe tæller disse stadig mere uhyggelige tidshorisonter på sin venstre hånds fingre. "Tro mig, vi har større overraskelser i vente for israelerne - meget større, det vil verden få at se. Derfor vil dette her også ende med, at vi får alle vores fanger udleveret. For israelerne vil det føles som en lille indrømmelse".

Jeg forlader hans hus med en følelse af at være blevet slået i hovedet med en knippel. Neden for muren overfor vokser en overdådighed af purpurfarvede bougainvillaer, hvide jasminer og gardeniaer. Dette libanesiske blomsterflor med dets kraftige farver og lugte og dette Beirut-kvarter, der er draperet med træer og buske, har stadig noget paradisisk uforstyrret over sig.

Hundredvis af hjemløse

Hvad de forhutlede masser fra Haret Hreiks udbombede slum angår, så fandt jeg i går i hundredvis af disse hjemløse siddende under træer og i det solsvedne græsareal ved en gammel fontæne, som i sin tid blev skænket til Beirut by af den osmanniske sultan Abdul Hamid. Hvor imperier dog har det med at gå til grunde.

Langt borte, langt ude over Middelhavet kunne jeg skimte to amerikanske helikoptere fra USS Iwo Jima på vej igennem tågen og røgen imod den amerikanske ambassades bunkerkompleks i Awkar for at evakuere flere af det amerikanske imperiums borgere. Der lød ikke et ord fra samme imperium om at hjælpe de stakkels husvilde mennesker i parken med mad eller medicin.

Og over det hele breder sig en mørkegrå røg over hele byen - den kommer fra brændende olieterminaler og brændende bygninger og er ved at fortætte sig til en svolvholdig tågecocktail, der trænger igennem vore døre og vinduer. Halvdelen af Beiruts tilbageværende indbygger hoster af denne snavsede smog. Det er, som om de indånder deres egen ødelæggelse og imødeser deres egen død.

Den vrede, som hver en menneskesjæl må føle ved sådanne lidelser og ødelæggelser, blev formfuldendt udtrykt af Libanons største poet, mystikeren Khalil Gibran, da han skrev om den halve millioner libanesere, der døde i hungersnøden i 1916, de fleste af dem Beirut-borgere:

Mit folk døde af sult,

og de som

ikke omkom af

sult blev

hugget ned ved sværdet,

gik til grunde af hunger

i et land rigt på mælk og

honning.

De døde på grund af hugorme og sønner af hugorme, der

udspyede gift

i det land, hvor de hellige

cedertræer og

roser og jasminer udsender

deres velduft

Og sværdet forsætter med at hugge sig vej igennem Beirut. Da en flydel eller hvad det var - måske et vingestykke fra en F16-jager ramt af et Hizbollah-missil, selv om israelerne benægter dette - faldt ud af himlen og landede i de østlige forstæder forleden, skyndte jeg mig til stedet, hvor jeg fandt en delvis halshugget chauffør i sin brændende bil og tre libanesiske ingeniørsoldater fra hærens logistik-enhed. Disse er de tapre, ikke-kampklædte soldater fra Kfar Chim, som har forsøgt at reparere vand- og elforsyningen i de seneste seks dage for at holde Beirut i live.

Jeg kendte en af dem fra før. "Hej Robert. Du må skynde dig, for jeg tror, israelerne snart kan finde på at bombe igen, men vi skal nok vise dig alt, hvad vi kan". Og så førte de mig omkring den brændende bil for at vise mig, hvad de kunne af vraget og stod omkring for at beskytte mig.

Og få timer senere kom israelerne ganske rigtigt tilbage. Da soldaterne fra logistik-enheden var på vej i seng, bombede israelerne en militærkaserne og dræbte ti mænd, deriblandt de samme tre, som passede på mig ved ildebranden i Kfar Chim.

Og til hvilken nytte? Vær forvisset om, at israelerne ved præcis, hvor de slår til. Det var derfor, de dræbte ni soldater nær Tripolis, da de bombede den militære radios antenneanlæg. Men en logistik-enhed? Mænd, hvis eneste job er at reparere elkabler. Og så dæmrer det langsomt for mig. Meningen er, at Beirut skal dø. Libanons hovedstad skal udsultes for elektricitet, nu da også kraftværket i Jiyeh står i brand. Ingen skal tillades at forlade Beirut i live, så derfor måtte disse arme mænd livkvideres.

Den døde pige

Men Beirut-borgerne er et hårdført folkefærd og ikke så lette at slå ud. Ikke desto mindre var mange bragt til tårer over et foto i aviserne af en lille pige, der lå bortkastet som en vissen blomst i en mark nær Ter Farva, hendes tæer krummet sammen og med den ene hånd hvilende på sin ituflåede, blå pyjamas. Hendes øjne lukkede under det lange, bløde hår. Hun var endnu et af Israels "terrorist"-mål, og adskillige mennesker, deriblandt jeg selv, bemærkede en skræmmende lighed imellem dette billede og et historisk fotografi fra 1939 af en polsk pige liggende død i marken ved siden af sin grædende søster.

Jeg går hjem og gennemroder mit arkiv for ældre billeder af den israelske invasion fra 1982. Der er mange flere billeder af døde børn og smadrede broer. "Israelerne truer med at storme Beirut", lyder en overskrift, "Israel gengælder" en anden, og det fortsætter: "Libanon i krig", "Beirut belejret" og så: "Massakre i Sabra og Chatila".

Men hvor let har vi dog ikke ved at glemme disse tidligere nedslagtninger? Op til 1.700 palæstinesere blev mejet ned i Sabra og Chatila af kristne stedfortrædermilitser i september 1982, mens israelske tropper - som senere indrømmede dette i deres vidneforklaring over for Israels undersøgelsesdomstol - passivt bevidnede myrderierne. Jeg var på stedet, og jeg holdt op med at tælle ligene, da jeg nåede til 1o0. Mange af kvinderne var blevet voldtaget, før de blev stukket ihjel eller skudt.

Og så sent som i sidste uge, da jeg med min chauffør, Abed, var på flugt for bombardementerne i Ghobeiri, gjorde vi holdt på selv samme sted, hvor jeg dengang først så de myrdede palæstinensere. Og vi tænkte overhovedet ikke på dem. Der var nye døde i Beirut, og vi forsøgte at holde os i live i Beirut, som jeg har forsøgt det her i 30 år.

Utilgiveligt

Jeg er tilbage ved strandpromenaden, da min mobiltelefon ringer. Det er en israelsk kvinde, der ringer til mig fra USA, en forfatter til en bevægende roman om palæstinenserne. "Robert, lov mig nu at være forsigtig", siger hun. "Og tro mig: Jeg er så ked af, hvad der overgår libaneserne. Det er utilgiveligt. Jeg beder for det libanesiske folk og for palæstinenserne og for israelerne". Jeg takker hende for hendes betænksomhed og den fine, afdæmpede måde, hun forbander disse afskyelige blodsudgydelser på.

Senere på min balkon - jeg forsøger at øjne den israelske kanonbåds position igennem smoggen - finder jeg nogle endnu ældre klip. Det ældste er fra en engelsk avis fra 1840, da Beirut var en stor osmannisk by. "Beyrouth" stod der i datolinjen. "Anarkiet er nu blevet Dagens Orden. Vor Ejendom og personlige Sikkerhed er i Fare. At opnaa Satisfaktion er umuligt, og Forbrydelser begaas overalt ustraffet. Adskillige Europæere har forladt deres Huse og afbrudt deres Forretninger for at finde Beskyttelse i mere fredelige Lande."

På min spisestuevæg hænger, husker jeg, et håndmalet litografi af franske tropper, der ankommer til Beirut i 1842 for at beskytte de kristne maronitter imod anslag fra druserne. De camperer i Jardins des Pins, som senere skulle komme til at huse den franske ambassade, og hvor jeg for kun få timer siden så en kø af franske mænd og kvinder, der ventede på at lade sig registrere til evakuering. Og uden for vinduet hører jeg igen den hvinende lyd af israelske jetjagere - nu skjult af det smoglag, der har bredt sig 25 kilometer ud i havet.

Fairouz, den mest populære af Libanons sangstjerner, skulle have optrådt ved dette års Baalbek-festival, der nu har måttet aflyses ligesom alle Libanons andre festivaler for musik, dans, teater og malerkunst. En af hendes mest populære sange er dedikeret til hendes fødeby:

Til Beirut - fred være med dig, Beirut, i hele mit hjerte

Og kys - til havet og til skyerne.

Til du klippe af en by, der

ligner en gammel sømands ansigt.

Af sit folks sjæl laver hun vin

Af deres sved laver hun brød og jasmin.

Så hvorfor kom du til at smage af røg og ild?

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her