Læsetid: 4 min.

Beirut er en kulisseby, velstanden er økonomisk bluff

Libanons vækst er kunstig, og hvorvidt det fører til virkelig velstand afhænger af, om valget fører til stabilitet, mener lokale iagttagere
16. juni 2005

BEIRUT - Libanons økonomi står i umiddelbar fare for at bryde sammen. Det kan også være, det retter sig, men de fleste iagttagere ser med stor skepsis på fremtiden, hvilket ikke mindst hænger sammen med, at det igangværende valg ikke umiddelbart fører mod den stabilitet og nationale samling, der er så nødvendig.

"Det du ser omkring dig, er ikke virkeligt," siger en mand på gaden og rummer derved et almindeligt libanesisk selvsyn.

For dømmer man ud fra sit umiddelbare indtryk fra gaden i det centrale Beirut, er historien om landets genopbygning efter de mange års krig og det efterfølgende økonomiske mirakel troværdig. Her er folk med penge, og endda rigtig mange af dem. De dyre mærkevarebutikker ligger tæt i byen, og nede på la Corniche, boulevarden langs Middelhavet, virker koncentrationen af dyre biler enorm. Og der er ikke bare tale om klassiske luksusbiler, men den tunge ende af kategorien med Hummers i stribevis, den terrængående Lexus og her og der en Ferrari.

Men der er heller ikke særlig langt til den modsatte ende. Lige bag hovedgaderne er boligmassen nedslidt, og kommer man blot lidt ud i storbyens periferi, er fattigdommen tydelig.

"Libanon har ingen middelklasse, hvilket er forudsætningen for en sund struktur," siger Osama Habib, der er økonomimedarbejder ved Beirut-dagbladet Daily Star.

"Det er et produkt af borgerkrigen, hvor de, som havde noget, forsvandt til udlandet, mens resten af landet sank ned i fattigdom. Rafiq Hariri skabte også sin formue i udlandet, hvor den fortsat befinder sig, men han investerede personligt i landets genopbygning. Udadtil ser det smukt ud, men han skabte aldrig forudsætningerne for en sund økonomisk struktur, nemlig genskabelsen af middelklassen. Beirut er blevet genopbygget, så man næsten ikke kan se spor af krigen, men det er en kulisseby, og på samme måde er Libanons økonomiske mirakel et bluffnummer, for der er ingen økonomi."

Dollarformuer

Den tidligere ministerpræsident, Rafiq Hariri, der omkom ved en bilbombe i februar, havde som personlig ambition at se landet genopbygget, men resultatet er ifølge Osama Habib bekymrende.

"Landet kommer ikke på benene ved en serie prestigebyggerier, som der står Hariri på," siger han. "Hensigten var jo klar nok. Det skulle skabe tillid til landet og lokke velhavende eksillibanesere til at investere."

Han siger til Information, at Hariri ud over at bruge sine egne penge skaffede midlerne til dette ved massive lån i udlandet. Med en samlet udlandsgæld på 40 mia. dollar er Libanon således det mest gældsatte land på kloden sat i forhold til indbyggertallet, og denne byrde er udgangspunktet for den kommende regering.

"Hariri skabte også en kunstig atmosfære af stabilitet ved at låse det libanesiske pund fast til den amerikanske dollar," fortsætter Osama Habib. "En dollar svarer uanset af alle andre udsving på et hvilket som helst tidspunkt til 1.500 pund, mens det reelle veksleforhold er et helt andet. Dette tilgodeser de velhavende, som lader formuerne stå i dollar, mens det opretholder er højt prisniveau, der afskærer de fattige fra en forøget købekraft, der kunne føre til forøget vækst. Dette system holdes i live ved at centralbanken konstant må poste flere penge i systemet, og det går kun så længe udlandet accepterer dette, hvilket igen afhænger af den internationale tillid til det parlament, vi nu er ved at sammensætte. Lukker udlandet af, vil dollarformuerne også forsvinde, og så går det galt."

Importøkonomi

Den libanesiske kulisseøkonomi oplever man i Hamra-kvarterets natteliv. Dette er endnu langt fra de dyre natklubber, men her er dog et repræsentativt udvalg unge, velklædte libanesere, der lever med på bluffnummeret.

"Dette er kunstig velstand," siger dansk-amerikaneren René Holm Hansen, der er ved at afslutte en MA i politisk økonomi ved American University of Beirut og møder Information på en cafe i Hamra.

"Libanon har ingen råstoffer og på grund af det høje prisniveau en absolut minimal eksport. I stedet bliver alt importeret, og det er usundt for handelsbalancen, navnlig når man ikke som før i tiden kan udligne forholdet ved indtjening fra Libanons klassiske speciale, serviceydelser."

Før krigen var de libanesiske banker et attraktivt depot for formuer fra hele den arabiske verden. Dette er borte, og i dag er bankerne i dyb krise på grund af den almindelige mistillid til landets stabilitet. I stedet forsøger myndighederne at genrejse turistindustrien, der tidligere tegnede sig for 25 pct. af økonomien og nu er reduceret til seks.

"Men om turisterne har lyst til at komme afhænger jo også af stabiliteten, og der er ikke mange libanesere, der med hånden på hjertet vil påstå at dette valg fører til virkelig stabilitet," siger Osama Habib.

"Det kommer næppe på benene lige med det samme, og indtil da ved ingen, hvad der vil ske."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu