Læsetid: 5 min.

Beirut: En kulturel bastion under angreb

Den libanesiske forfatter og kulturredaktør Elias Khoury mener, at man i kølvandet på Den Kolde Krig har vakt et monster til live i form af en religiøs fundamen-talisme. Med bombningerne af Libanon er det derfor ikke bare liv, der går tabt. Tabslisten over åndelig og kulturel frihed er tilsvarende lang
26. juli 2006

På telefonen fra Beirut lyder dybe suk, da Elias Khoury, kulturredaktør ved et af Libanons ledende dagblade, skal give en vurdering af den langsigtede konsekvens af konflikten i Libanon:

"Den er katastrofal. Israelerne er ved at finde ud af, at de ikke kan nedkæmpe Hizbollah. Derfor har de besluttet at invadere Libanon. Den skade de påfører landet er ubegribelig. Men værst er, at ingen tør gætte på fremtiden. Hvilket scenario står vi overfor - har vi en fremtid?"

Foruden at være dagbladet al-Nahars kulturredaktør, har Elias Khoury som forfatter skrevet en lang række bøger om krigens menneskelige tragedie og smerte. Noget han har et førstehåndskendskab til, eftersom han både har støttet Arafats Fatah-bevægelse i slutningen af 1960'erne og siden kæmpet i den libanesiske borgerkrig, der brød ud i 1975.

I dag sidder han i et Beirut, der knap 20 år efter borgerkrigens afslutning igen er under beskydning i en konflikt, som han beskriver som en voldsspiral uden ende, da:

"Man med militær magt kun skaber en mere yderligtgående islamisk fundamentalisme".

Det er en fundamentalisme, der ifølge Elias Khoury, står i skærende kontrast til den kulturelle rigdom, som den arabiske verden burde flyde over af. Men den nuværende konflikt illustrerer blot historiens gang:

"Tidligere ønskede Israel at destruere PLO, fordi de i deres øjne var terrorister. Og som bekendt opnåede Israel deres mål. Men hvad fik de? De fik Hamas. Ødelægger de Hamas, så dukker bare endnu en sandsynligvis mere voldelig bevægelse op. Det er helvedets logik. Hver gang køber de lidt tid, men resultatet bliver kun værre. Jeg håber, at det går op for dem, før det er for sent."

Modernisering sat tilbage

Elias Khoury mener, at tiden efter den kolde krig været den mellemøstlige regions værste mareridt. Både fordi jagten på olie, i hans øjne, er blevet stadig mere intensiveret - og direkte har forårsaget krigen i Irak - og fordi den religiøse fundamentalisme aldrig har stået stærkere. Omvendt har den åndelige og kulturelle modernisering af islam sjældent haft sværere kår.

"Det man kan kalde modernitetens begyndelse i den arabiske verden - altså en islamisk reformering - tog sin begyndelse i slutningen af det 19. århundrede i primært i Beirut og Kairo. Det skete i billedet af den franske revolution, hvor en række universelle principper omkring lighed og frihed fik gennemslagskraft. På det mere substantielle plan betød det en modernisering af skrift og talesprog og dermed en ideologisk fornyelse af islam. Derfor står Libanon den dag i dag som en vigtig brik i det arabiske moderniseringsprojekt baseret på kulturel udvikling og innovation."

Elias Khoury forklarer, at man kan se, hvordan Beirut som by stadig er - og forhåbentligt fortsat vil være - det sted, hvor arabiske forfattere og intellektuelle finder de forlag og aviser, der publicerer deres meninger.

"Efter den arabiske renæssance for mere end hundrede år siden er Beirut sådan set forblevet et intellektuelt fristed, mens det meste af den arabiske verden desværre stadig er under militært og religiøst herredømme. Det har gjort Beirut til et vigtigt kulturelt centrum i den arabiske verden. Men presset vokser stadig, og med den aktuelle konflikt ser det stadig mere sort ud."

Kultur og politik

Forholdet mellem kultur og politik i Mellemøsten er naturligvis tæt forbundet. For som Elias Khoury udtrykker det, så er den politiske konfrontation ikke til at undgå:

"I mere end 30 år har vi fået bombet vores huse. Det er politik. Så selvom du ikke vil have noget med politik at gøre, så kommer det bogstavlig talt ind ad din dør alligevel. Derfor kan den kulturelle udvikling ikke undgå at blive en del af den historiske militante og sikkerhedsmæssige transformation, der dominerer regionen. Det bliver en kultur, der afspejler vores historiske udvikling og aktuelle problemer."

- Hvordan ser så sammenhængen mellem den kulturelle scene og det, som foregår politisk?

"Jeg ser, at den kulturelle scene undergår et markant skift i søgen efter nye former at udtrykke, hvad der sker lige her og nu. Dermed ikke sagt, at den litterære eller andre sider af den kulturelle scene repræsenterer, hvad der foregår i forholdet en til en - det kan du læse i aviserne og se på tv - den kulturelle scene griber faktisk dybere end det. Den fanger essensen af de forandringer, som samfundet undergår som en konsekvens af de konflikter vi er i. Og vigtigst, den rejser de store spørgsmål relateret til den tragedie, som vi gennemlever. Altså spørgsmål om religionens historie, den menneskelig eksistens og selve meningen med livet."

Ikke én arabisk kultur

Hvis man skal forstå arabisk kultur, er det ifølge Elias Khoury vigtigt, at man både forstår hvordan det kulturelle fællesskab tages som gidsel i nogle sammenhænge, og ligeledes hvordan den arabiske kultur i andre sammenhænge underfortolkes.

"Der er et fælles udgangspunkt for den arabiske kultur, og det er sproget. Naturligvis. Men det er ikke det samme som at sige, at arabisk kultur er en ting, der udstrømmer fra én kilde, som det oftest forklares. Det er et meget forfejlet synspunkt. For kultur som begreb er direkte knyttet til den menneskelige oplevelse, hvorfor der som sådan ikke er nogen dybere kulturel sammenhæng mellem mig og så en person, der opvokser i Algeriet eller Sudan. Men dét er netop den mangfoldighed, der gør den arabiske kultur så rig."

Samtidig mener Elias Khoury, at man ser stadig flere skræmmende eksempler på, at man fra politisk side i den arabiske verden fortaler for, at der skal skabes et sammenhængende arabisk stat på baggrund af det fælles.

"Det er en stor misforståelse. Ligeså stor som det at antage, at hver stat og befolkning er sin egen kultur rigeligt, som man ser det både i den mellemøstlige region og andre steder i verden. I det tilfælde koger man jo kultur ned til stupid nationalisme og mister essensen af kulturel mangfoldighed. Derfor er det vigtigt ikke at klynge sig til hverken en nationalistisk form for kultur eller en ensrettet og universel diktering af, hvad vores arabiske kultur er, men derimod at kombinere de to niveauer. Men det kræver, at vi kan leve og ånde frit."

Den Kolde Krigs arv

- Er der så en sammenhæng mellem kulturel og politisk rigdom?

"Naturligvis - som sagt, så var det bærende fundament under den arabiske modernisering baseret på Den Franske Revolutions principper om lighed og frihed, som er universelle værdier, ikke blot vestlige. For man kan ikke bygge en kultur op omkring lukkethed. Under det ottende. århundrede store transformation i den arabiske verden var fundamentet netop, at man oversatte græske, kinesiske og andre værker fra hele verden til arabisk, som dermed blev en del af arabisk kultur. Lukker du en kultur inde omkring sig selv, så dør den."

Derfor må kulturen aldrig misforstås som et statisk koncept. Kulturen lever i strømmen, så længe den er åben overfor impulser og fornyelse, mener han.

"Ellers forstenes den som et fossil, der fastfryser den politiske situation. Et problem som man ser det med fundamentalisme," forklarer Elias Khoury.

-I det lys, hvordan ser du så den arabiske region i dag?

"I kaos. I dag betaler vi her prisen for Den Kolde Krigs afslutning. Den arabiske olie kombineret med amerikansk galskab har bragt et monster til live."

Hvilket monster?

"Fundamentalismen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu