Læsetid: 2 min.

Bekæmpelse affravær med distance

Martin Halls første soloalbum i syv år kan høres både som hans personlige vision om en væren renere og smukkere, end den dødelige tummel, vi vælter rundt i. Men også som en lige lovlig kølig manifestation fra en selvbestaltet ophøjet position
14. februar 2006

Der kan være varmt på en kold måde på Martin Halls nye album Facsimile.

Lad mig forklare: Inden for i albummets 10 storladne eller i hvert fald elegante arkitekturer, hvorfra Hall synger, er der smukt og romantisk, men også airconditioneret og parfumeret.

Hall synger henført og passioneret, ja, besøger endda falsetten, men han er alligevel til stede i sine sange mest som en ånd, langt mindre som en krop. Han synger med en del luft på stemmen, og der er ikke nærvær i hans vokal i traditionel rockistisk forstand, ingen intimitet, intet spyt mod mikrofonen eller tab af kontrol i ekspressionismens navn. Og fint nok. For det her er jo ikke rock'n'roll.

Det er et i passager ganske personligt album, eller det kunne man i hvert fald godt få indtryk af: "Such an elegant way to run free...", lyder det som jeg-personens håbløse flugtforsøg fra vanens og jeg'ets labyrint på åbningsnummeret "Neglect", mens han på "Glistening On The Surface Of The World" tværer overfladekulturen, konsumerismen og sågar debatklimaet ud med pirouet og cirkelspark: "Drowning in a another phantom chase of vain disorder..." "You disagree with someone but no one seems to care."

Det er Martin Halls første soloalbum i syv år, og det tæller en del gæstemusikere. Blandt andet koret Konsort, orkestret The Vista Dome Ensemble, mens det unge strålende semi-elektroniske band Efterklang har produceret og arrangeret afslutningen "Tu es mon image" med sofistikerede repeterende forsiringer.

Generelt er det højtidelighed, der præger de 10 sange, om de så betjener sig af 80'er-post-punk-udladninger, af klassisk klingende strygerpartiturer, manende kirkeorgel eller ungdommelige mikroprogrammeringer.

Stor skønhed

Det er en højtidelighed, der næres af art-rockens mest sakrale eksperimenter, af symfoniernes og kammermusikkens ærværdige skønhed og af balladesangskrivningens overdimensionerede følelsesudsving. En kombinatorik, der resulterer i en sikkert doseret passion, en stiliseret henførelse. Og det kan man så vælge at se som Martin Halls personlige vision om en væren renere og smukkere, end den dødelige tummel, vi vælter rundt i. Man kan måske også se det som en barberbladsskarp kommentar til vor akkumulerende luksus fjernt fra virkeligheden; hvordan vi isolerer os i tivoliserede hjem med samtalekøkkener uden dialog, med harddisk-recordere til at optage det, vi aldrig får set. En musikalsk undersøgelse af det postmoderne fravær og omveje.

Men man kan også vælge at se det som en lige lovlig kølig manifestation fra en selvbestaltet ophøjet position. Det er en fornemmelse, der kommer snigende dér hvor albummet virker prætentiøst, ikke forløst ambitiøst. Dér hvor Halls vokal bare virker krukket. Men det er også en fornemmelse, der forsvinder, når Hall udfylder kirkehvælvingerne på Facsimiles bedste numre, dér hvor passionen matcher produktionen, og albummet forvandles til et refugium.

Men der er altså paradokser eller problemer på spil. Mens Hall for eksempel kritiserer et materialistisk samfund, så sker det under en højglanspoleret overflade af vellyd. Mens han synger om betagelse sker det i en stærkt distanceret vokalproduktion. Der er med andre ord plads til fortolkninger...

Når brandvæsenet er i aktion, kan detonationer nogle gange være et middel til at bekæmpe ild ude af kontrol. Facsimile kan vække mindelser om den strategi: En bekæmpelse af fravær med distance.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her