På bestilling fra Danmarks og Sveriges Radio har Sven-David Sandström komponeret en ny påskepassion. Værket, der i fredags fik sin uropførelse i Danmark i Radioens Koncertsal, er et ambitiøst projekt for fuldt symfoniorkester, stor slagtøjsgruppe, kor, fem solister og en vokalkvartet. Med andre ord en passion, der er skrevet for koncertsalen, og som aldrig vil kunne klemmes ind i et beskedent kirkerum.
Bachs passioner er det naturlige forbillede, i en grad at det kan kaldes moderniseret Bach. Men også traditioner fra før og efter præger værket, der zapper mellem blandt andet græsk tragediekor, klassisk svensk tonesprog, mahlersk solosang, minimalistisk fortættede vokale og instrumentale partier, barokrecitativer og verdiske ensembler.
Katarina Frostenson har skrevet teksten til passionen med udgangspunkt i evangelierne, først og fremmest Johannesevangeliet, og kombineret det med sin egen lyrik. De lyriske partier har en nærmest aischyleisk tyngde, og generelt er lidelseshistoriens dramatiske forløb overskygget af vegeteren og reflekteren.
Overordnet er det et værk, man nyder sig i gennem. Skønheden er ikke til at komme af med i Sandströms musik, selv når det skal være grimt, bliver det bare lækkert. Og det er måske et problem, temaet taget i betragtning.
For nu at starte med solisterne: De fås ikke bedre for tiden. Med Anne Sofie Otter som "Han", evangelisten, Nina Stemme som Maria, Susanne Resmark som Maria Magdalene, Johan Reuter som Pilatus og Michael Weinius som Petrus var der indkaldt til galla. Og alle syntes at have taget musikken til sig og at nyde at tilføre den deres eget personlige udtryk.
Von Otter stod som den stærke rygrad i værket og leverede med sin sædvanlige volvosikre professionalisme alle Frostensons ord i en flydende strøm af vellyd. Stemme sang lidt, men opsigtsvækkende dejligt. Resmark var måske den, der faldt mest ud med sit Wagner-vibrato, men indimellem kom musikken også til hende, ikke mindst i det fine suk efter hendes næstsidste solo. Reuter havde sin gode Strauss-attitude, og ingen kan som han ligne et spørgsmålstegn. En sympatisk Pilatus, der næsten sokratisk går i stå på sit redundante spørgsmål "Vad er sanning?" Weinius, tidligere baryton, har kun været tenor i to år, og det kan man ikke forstå. Hvilken behagelig røst.
Skal man angribe det flotte opbud af solister, skal det være for deres stemmerigdom og professionalisme. Det var som at få dessert hele tiden. Sopranduetten var flødeskum og creme fraiche, med vibratoer i modfase, og ved det oplagte højdepunkt, hvor hele ensemblet sang sammen, var jeg mere end mæt.
Nej, det allersmukkeste denne aften var den lille vokalkvartet af studerende fra operaskolen i Stockholm. Som idé fantastisk: én stemme fordelt på fire. En nærmest neutral værdi mellem tusindtungekor og soloindivid. Dem kunne man ånde og føle sammen med.
Religiøs forestilling
Fælles for kor og orkester var deres enorme størrelse og den virkelig originale økonomisering med denne. Sandström havde omhyggeligt hugget både kor og orkester op i små enheder som små organismer, man kunne lægge øre til. Og trods den pirrende mulighed at alle stemmer ville kunne samle sig til én stor faretruende krop og så let som ingenting blæse publikum ud i foyeren, var der meget få tuttisteder.
Sandström skal have ros for at være gennemført usentimental. Der er ingen tvivl om oprigtigheden i alle følelser. Men jeg har lyst til at vende værket mod sig selv og anklage det for at gøre den religiøse følelse til en forestilling, en koncert. Sandströms solister vævede og spandt og koret rasede, men det var, som om al den personlige indlevelse forhindrede den kollektive erfaring. Når alle følelser deponeres hos karaktererne på scenen, udebliver de hos publikum. Tilbage er kun nydelsen. Men tak for den.
Radiohusets Koncertsal, fredag 31. marts 2006: Sven-David Sandström, 'Ordet'. DR Radiosymfoniorkestret, DR Radiokoret, Dirigent Manfred Honeck
Anne Sofie von Otter, Nina Stemme, Susanne Resmark, Johan Reuter, Michael Weinius, Sara Andersson, Ivonne Fuchs, Michael Axelsson, Linus Börjesson
