Læsetid: 3 min.

Belfast 2008

8. august 2001

»Jeg tror simpelthen, at vi har vænnet os til et mere normalt liv. Jeg kan ikke forestille mig, at vi ender i en situation som for ti år siden.«
Alice Fitzpatrick, butiksindehaver i Belfast i Information den 20. juli 2001

OPTIMISMEN hos flertallet af de nordirske borgere – dem, som lever nogenlunde almindeligt, og som Information har besøgt hen over sommeren – kan blandt andet ses i det faktum, at byrådet i Belfast har ambitioner om at få byen udnævnt til Europæisk Kulturby 2008.
Det økonomiske boom, som Belfast og andre dele af Nordirland har gennemgået siden fredsaftalen i 1998, har nemlig medført, at de færreste – og slet ikke de unge – finder livet langt nok til at bekymre sig om, hvorvidt Nordirland skal ’hjem’ til republikken Irland eller fortsat tilhøre Storbritannien. Og det er langt de færreste, som ønsker at kæmpe aktivt for de respektive mål – enten i kredse omkring Den Irske Republikanske Hær (IRA) eller i tilknytning til de paramilitære grupper, der er loyale over for unionen med Storbritannien. De fleste har nøjedes med at stemme på et politisk parti til det lokale nordirske parlament, som blev genoprettet i 1998 efter 25 års direkte styre fra London.

SIDEN DA har fredsprocesen dinglet i tynde tråde uden dog helt at falde på gulvet. Det springende punkt har hele tiden været IRA’s vilje til at aflevere sine våben. Dette som betingelse for at de protestantiske unionister ville gå med til færre britiske soldater i Nordirland og en reform af den blandt mange katolikker forhadte protestantisk-dominerede politistyrke. Den ene frist er blevet overskredet og afløst af den næste osv. osv. Ind imellem har den britiske og den irske regering forsøgt at presse parterne til forpligtelser og nye frister, senest med ’take-it-or-leave-it’ fredspakken, som blev fremlagt i sidste uge.
Svaret fra IRA kom i forgårs (hvilket ifølge undergrundshærens egen politiske gren Sinn Fein vidnede om IRA’s engagement i fredsprocessen): IRA har anvist, hvordan afvæbningen kan foregå. Lederen af Den Internationale Kommission for Afvæbning, den canadiske general John de Chastelain, kom med sin hidtil mest optimistiske erklæring omkring IRA’s hensigter. I regeringskredse i Dublin og London blev IRA’s udspil betegnet som henholdsvis ’historisk’ og som et ’gennembrud’.

DAVID TRIMBLE – lederen af det største protestantiske parti, Ulster Unionist Party (UUP) – afviste i går IRA’s udspil som værende utilstrækkeligt og krævede konkret påbegyndelse af afvæbningen, før unionisterne vil gå med til den britisk-irske fredspakke.
På den ene side er Trimbles skepsis forståelig i betragtning af de mange foregående tidsoverskridelser i processen. IRA og Sinn Fein har før vist sig i stand til at foreslå og endda love noget, for så derefter at trække det i langdrag. På den anden side, så er IRA’s udspil det hidtil mest markante, og det er tilsyneladende overbevisende nok til at tilfredsstille John de Chastelain. Dertil kommer, at den britiske avis The Guardian skriver, at det er realistisk, at de to internationale inspektører – det tidligere fremtrædende ANC-medlem Cyril Ramaphosa og den finske eks-præsident Martti Ahtisaari – inden for 30 dage vil komme med en erklæring om, at de med deres egne øjne har set IRA-våben blive destrueret på de gemmesteder, som de to allerede har inspiceret.
Så selv om Trimble også kæmper med sit skeptiske bagland, som allerede mener, at han er gået for langt for at imødekomme republikanerne, kunne han godt udvise større begejstring for IRA’s udmelding.

FAKTUM ER, at spørgsmålet om afvæbning af såvel IRA som de paramilitære protestantiske grupper mere er af symbolsk end af substantiel karakter. Enhver ved, at selv om IRA’s våbenlagre støbes ind i beton eller brændes op med kemikalier, så er det internationale våbenmarked så avanceret, at nye kan skaffes relativt hurtigt og uden problemer. Det samme gælder for de protestantiske paramilitære og deres aflevering af våben.
Når spørgsmålet alligevel er essentielt, så er det netop, fordi signaler om gensidig tillid er af så stor betydning i et samfund, der er opflasket med det modsatte. Kun på den måde kan man for alvor marginalisere voldelige udbrydergrupper som for eksempel ’The Real IRA’, der menes at stå bag den bombe, som fredag eksploderede i London og sårede 11 mennesker. Signaler fra protestantisk hold om, at der slås ned på den fortsatte gade- og politivold i Nordirland, er på samme måde essentiel.
Den almindelige nordirske borger kan ikke bruge tøven og tilbageslag til noget. Det kan folkene bag ambitionerne om Belfast som Europæisk Kulturby 2008 heller ikke.

brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her