Læsetid: 3 min.

Belfast i baglås

15. august 2001

FOR lidt over et år siden blev tre mænd af nordirsk afstamning dømt af en ret i Florida for ulovligt at have indkøbt 122 styk håndvåben – de fleste hos ’Big Shot Firearms’ i Boynton Beach – og forsøgt at afskibe dem til Nordirland. Det lykkedes ganske vist ikke helt, men nogle af våbnene menes at være endt i Belfast og omegn.
De tre var medlemmer af IRA, den irske republikanske hær, der i årevis har ligget i intens våbenkamp med den britiske regering for at få hevet Nordirland ud af unionen med Storbritannien for i stedet at få provinsen indlemmet i Republikken Irland.
Sagen var noget opsigtsvækkende, for IRA har jo våbenhvile. Ligesom hærens politiske gren, Sinn Fein, er blevet udstyret med slips og jakkesæt for at spille det demokratiske politiske spil som medlemmer af det nordirske lokalstyre.
Hvad har de så brug for 122 håndvåben for, spørger man sig.
Lige nu er IRA’s aktiviteter igen i søgelyset. Tre mænd, som alle har en IRA-baggrund, er blevet anholdt i Columbia for angiveligt at have undervist lokale oprørsstyrker i, hvordan man bliver en god terrorist.
Man får unægtelig det indtryk, at IRA på trods af våbenhviler og politisk poseren stadig i bund og grund er en fuldt operationel, bevæbnet organisation.

DET er ærligt talt ikke så sært, at IRA-fløjen har så svært ved at skabe tillid hos de såkaldte unionister – de fortrinsvis protestanter, som kæmper for at beholde Nordirland i unionen med Storbritannien.
Denne mistro gav sig senest udslag i, at det største protestantparti, UUP, sagde »du’r ikke« til IRA’s nylige tilbud om at afvæbne. IRA har nu i bar fornærmelse over denne behandling trukket tilbudet tilbage.
Protestanternes mangel på tillid er forståelig. Til-budet indeholdt ikke noget håndgribeligt om hvad, hvordan og hvornår. Men protestanterne kan også selv kritiseres for evig og altid at komme rendende med nye krav og betingelser.
IRA’s tilbud om afvæbning stillede trods alt John de Chastelain tilfreds, og han burde ellers vide noget om den slags. Den canadiske general står i spidsen for den afvæbningskommission, som har ansvaret for at få flået våbnene ud af armene på de mange nordirske paramilitære grupper.
Men end ikke de Chastelains ok var nok for de protestantiske politikere. Nogle af dem kræver nu ikke bare, at IRA øjeblikkeligt smelter nogle våben om, men også at de selv bliver vidner til det.
Helt ærligt, den slags skaber heller ikke ligefrem tillid hos katolikkerne til, at protestanterne efter århundreders dominans i Nordirland nu er parate til at dele magten med det katolske mindretal.

HVAD så nu? Det columbianske eventyr vil næppe få den store indflydelse på fredsprocessen. Det havde Florida-eventyret sidste år heller ikke, så mon ikke også postyret over de tre mænd i Columbia lige så stille får lov at dø hen?
Med de forhindringer, som processen allerede har overvundet, kan man kun konkludere, at den nord-irske fredsproces hidtil har vist sig at være betydeligt mere robust, end de fleste måske havde ventet.
Så snak følges af mere snak. Elementerne i et gennembrud er velkendte. De handler om IRA’s afvæbning, en reform af det protestantisk dominerede politi og en reduktion af de britiske sikkerhedsstyrkers engagement i Nordirland.
Hertil kommer, som IRA’s politiske gren, Sinn Fein, ofte har sagt, at det ville være rart, hvis de politiske institutioner kunne gøres lidt mere solide.
I øjeblikket eksisterer de nærmest på førsteministerens nåde. David Trimble fra det største protestantparti, UUP, truer evig og altid med at gå af – og nogle gange gør han det også – så den britiske regering ser sig nødsaget til at suspendere lokalstyre og genindføre direkte styre fra London.
Trimbles frustrationer er forståelige, men det er ikke en måde at operere et politisk system på. Hvis protestanterne mener det seriøst, at de er rede til at dele magten med katolikkerne i et lokalt selvstyre, må de lade være med at gøre det på skrømt.
Det burde være muligt at få en IRA-afvæbning på bordet igen. Når undergrundshæren har tilbudt det én gang, kan den gøre det igen. Det burde være muligt at få protestanterne til at indse, at de får mere indflydelse ud af at samarbejde end at lege forhindringsløb. Det burde være muligt at få trukket britiske tropper hjem og få reformeret politiet, så styrken kan tiltrække flere katolikker.
Intet af dette er umuligt. Men ansigter må ikke tabes. Ingen må se ud til at vinde og især ikke det modsatte. Alt drejer sig om velafbalancerede kompromiser. Diplomatiets tåspidsdansere må i gang med nye pirouetter.

beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her