Læsetid: 6 min.

Et ben i hver lejr

Det kræver sin kvinde at leve i to kulturer. Navnlig hvis det, man selv oplever som et kulturland, af den øvrige verden opfattes som krigszone. Duna Ghali fra Irak har lige udgivet sin anden digtsamling på dansk
6. juni 2007

Duna Ghali føler sig hjemløs. Splittet mellem to kulturer. Mellem det Danmark, hvor hun bor, og det Irak, hun flygtede fra.

"Jeg har et ben i begge lejre. En araber kan sige om billederne i mine digte, at de virker lidt fremmede, og en dansker kan sige det samme."

Den arabiske litteratur rummer andre billeder og metaforer end den vestlige, forklarer hun og henviser til titlen på sin digtsamling En have med duft af mand.

"Titlen refererer til den traditionelle have i Irak, lukket, hemmelighedsfuld, med højt hegn omkring og fuld af oplevelse, duft og farver," siger hun eftertænksomt:

En have hviler

På flodens bred

-

-

uden at du ved af det

giver du vand, selv når du er langt væk

Duna Ghali taler hurtigt og har let til latter, samtidig med at hun udlægger det vanskelige i at have to nationer i bagagen.

Hun har levet i Danmark i femten år. Hun og hendes familie flygtede fra Irak i flere etaper. De var i opposition til styret, kom ud af landet og havnede i Danmark.

"Jeg tænker på arabisk. Dansk er noget nyt for mig. Det er et forsøg, hvor vi - en oversætter og jeg - siddersammen og arbejder."

Når man tænker på, hvor godt Duna Ghali taler dansk, er det svært at forestille sig, at der bagved hendes danske selvfølgelighed ligger en helt anden verden, som er hendes egentlige digteriske element.

Kedsomheden

Et centralt element i hendes nyeste digtsamling er kedsomhed, og den er Duna Gali ikke bange for at tale om. I hendes nye digtsamling er der et helt afsnit, som handler om at kede sig, og hun vender ofte tilbage til netop dette i løbet af samtalen.

Der kan ske det, siger hun, at mennesker mister begejstringen over livet og begynder at kede sig.

"Jeg kan også kede mig, når jeg har travlt - jeg bliver ikke mættet af det fortravlede liv, det skyldes måske savnet af noget spirituelt."

Hun peger på en karakteristisk forskel mellem de to kulturer. I Danmark holder man ikke på hemmeligheder, mens hun kommer fra et land, hvor man elsker hemmeligheder.

"Sufi-digteren al-Hallâdj udtrykker det sådan: 'Den, der ikke fanger vores antydninger, ham hjælper vores ord ikke'."

I Danmark, mener Duna Ghali, "skal man snakke om alt, man er ikke rigtig tryg ved de indirekte udtryk."

Til en veninde i Irak

I Irak oplevede hun et rigt kulturliv i Irak, dengang hun var ung.

"Mine forældre var kunstnere, så der foregik en masse hjemme hos os. Min far var digter, min mor sanger og skuespiller."

Duna Ghali taler varmt om den nyligt afholdte kulturfestival i byen Irbil i det nordlige Irak. På grund af sikkerheden var hun nødt til at sige nej til selv at deltage. Men i løbet af festivalen var hun i løbende kontakt med en af festivalens tilrettelæggere, og hun optrådte i DR2-programmet Den 11. time, hvor hun var i direkte telefonisk kontakt med en digterkollega i Irak. Hun sluttede af med at læse op fra digtet "Breve til en veninde Irak":

Den violin, du plejede at spille på, er gået i stykker. Lyden stiger uharmonisk-

Lidt senere fortsætter det:

Hvad er det for et land, der kan le, når/kvinden/ånden/skilles/fra kroppen/fra violinen

"Festivalen var et nødråb fra kulturen i Irak - vi vil ikke lade os underkue uanset hvad. Det undrede mig, at folk her i Danmark var overraskede over, at det var en rigtig kulturfestival. Folk troede slet ikke, det kunne finde sted, men vi var vant til festivaler før i tiden. Det gik tilbage til dengang, min far var ung og fortsatte helt ind i 1970'erne."

Da Saddam Husseins diktatur faldt, forventede mange irakere ifølge Duna Ghali et nyt kulturelt opsving, men det kom ikke.

"Vi tænkte, at nu ville vi blive bombarderet med de stærkeste romaner og vilde digte. Men folk er ufrie, ødelagte, og der er stadigvæk selvcensur. Man kan kritisere regeringen, men ikke religionen."

Religionen

Hun er helt uforstående over for de nye, fanatiske religiøse strømninger i hendes tidligere hjemland. Og det kom som en overraskelse for hende og mange af hendes bekendte, at den fik så stor indflydelse. Duna Ghali havde regnet med, at der ville være kommet et stort engagement i at skabe demokrati efter omvæltningen. Dengang hun voksede op i Irak og blev uddannet i Basra, var religion noget, man dyrkede privat derhjemme.

På universitetet var der måske én pige, som var tildækket, husker hun. Tilbage i forældrenes ungdom var Irak i høj grad sekulariseret.

Hun står derfor fremmed over for, at nogle af religiøse grunde ikke vil give andre hånden.

"Det er ikke passende. Jeg har svært ved ikke at give hånd til en anden. Det er jeg blevet opdraget med."

Da hendes forældre og søskende flygtede til Kuwait under en likvideringsbølge i 1979, blev hun tilbage i Irak, fordi hun lige var blevet optaget på Basras universitet.

Men i 1990, da hun var 27 år, var også hun og hendes mand tvunget til at forlade landet.

De rejste over Jordan til Moskva og endte ved et tilfælde i Danmark.

Mange irakiske flygtninge fra 1970'erne og frem, har stadig kontakt med hinanden. Men Duna Ghali afviser enhver tanke om en særlig eksil-irakisk kultur. Det var også derfor, det var så vigtigt at afholde kulturfestivalen i Irak, siger hun.

"Vi nægter at sætte skel mellem irakisk kultur i eksil og kultur inde i landet. Der skal ikke være flere skel, som mellem sunnier, shia-muslimer og kristne."

Men naturligvis er det ikke problemfrit. Folk i Irak kan beskylde eksil-irakiske forfattere for, at det land, de taler om, er et helt andet Irak end det, irakerne oplever i deres hverdag. Selv om Duna Ghali lever et liv med kultur og frihed i vesten, føler hun stadig, at hun kan repræsentere irakisk kultur. Også når hendes tekster ikke konkret handler om Irak.

Sheherezade

Hendes digtsamling begynder og slutter med en henvisning til den legendariske persiske vezirdatter og historiefortæller Sheherezade.

Det var Sheherezade, som undgik døden ved at fortælle Tusind og en nats-historier for Shahriyar - kongen, der hadede kvinder og deres troløshed, og som lod dem henrette straks efter bryllupsnatten. For Duna Ghali er Sheherezade et symbol, en rollemodel for klog, langsigtet forandring, et tegn på en ny epoke - et udtryk for, at alle kan lære at leve uden krig. I digtsamlingen En have med duft af mand rejses temaet som et spørgsmål:

Er det et løfte om fred / når Shahriyar tvinges til at lytte og lade sværdet blive i skeden?

Sheherezade er simpelthen stadig et stort symbol for kvinders frigørelse i den arabiske verden, lyder det fra Duna Ghali.

Men Sheherezade-skikkelsen har også en anden side, både i digtene, og når man taler med Duna Ghali. Sheherezade kan måske også være udtryk for begyndelsen til en stor fremmedgørelse.

"Viden fortrænger umiddelbarhed-skriften, der fastholder, bliver en forbandelse for fantasien."

Duna Ghali har skrevet flere romaner på arabisk, mens hun har boet Danmark. Men inden for de seneste tre år har hun udgivet to bøger på dansk. Duna Ghali har også været med til at oversætte H.C. Andersen til arabisk og har ligeledes arbejdet som konsulent på Det Kongelige Bibliotek i forbindelse med institutionens anskaffelser af arabisk litteratur.

For nylig fik hun for første gang et dansk legat, fra Kunstfonden.

"Jeg lever omgivet af dansk kultur, mine børn er vokset op her, og alligevel ved jeg ikke altid, hvor jeg skal gå hen."

Hun ønsker at udgive bøger på dansk, fordi hun har lyst til at kommunikere flere sider af sig selv til sine danske venner.

"Men det er svært at komme igennem. Der er ikke rigtig interesse for at læse indvandrer-litteratur her i Danmark."

Som hun siger i et af sine digte:

Jeg vælger at svare

Som om du var min sidste forbipasserende i denne uvejsomhed-

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu