»Fordi du klæder dig som europæerne og har en liberal tankegang, betyder det ikke, at du mister din identitet som araber, og omvendt behøver du ikke at iføre dig jalabiya, have fuldskæg og være ekstremist for at være araber.«
Generaldirektør i Det Palæstinensiske Selvstyre
DE SKAL VÆRE ligesom os! Ellers vil vi ikke have noget med dem at gøre! Vestens forhold til den muslimske verden forekommer som regel at være en anelse firkantet og entydig. Hvis bare resten af verden bliver lige så moderne, sekulariseret og oplyst som os, så er en stabil, demokratisk, kapitalistisk verden, hvor alt ånder fred og idyl lige rundt om hjørnet, synes devisen i hvert fald at være.
Problemet er desværre bare, at det kan være vanskeligt for borgerne i den arabiske verden at få øjnene op for Vestens lyksaligheder. Mange af de unge, veluddannede i den arabiske verden misunder os ganske vist vores muligheder for en fri og åben debat med plads til divergerende synspunkter.
De vil meget gerne i en kritisk og konstruktiv dialog med deres regimer, men bliver desværre enten straffet eller ignoreret. De vil også gerne i dialog med Vesten.
Desværre gider vi som regel bare aldrig at høre på dem, så længe de insisterer på at være ligeværdige diskussionspartnere, og at vi også skal have respekt for deres kultur.
MANGE KUNSTNERE og intellektuelle i den arabiske verden føler sig som en del af den vestlige kultur. Både fordi de lader sig inspirere og fascinere af Vesten, og fordi mange af dem har taget en uddannelse på et af de amerikanske universiteter i enten Mellemøsten eller USA eller har opholdt sig i Vesten i en periode. Men derfor vil de ikke undsige deres kulturelle rødder. De mener, at de sagtens kan have et ben i hver civilisation og fortsat være gode arabere!
Spørgsmålet er imidlertid, om også Vesten er rede til at forholde sig til den arabiske verden på en mangefacetteret måde? Eller om Vesten i virkeligheden trives glimrende med de stereotyper, som præger vores opfattelse af regionen; at de enten er arme, stakkels tilbagestående, som vi bør frelse, eller en flok, hjernevaskede, fundamentalistiske terrorister, som vi bør bekæmpe med alle midler.
Som den amerikansk uddannede, libanesiske galleriejer Saleh Barakat sagde i gårsdagens i2 tema: »I Beirut kan du møde masser af unge, som er frustrerede over, at Vesten ikke en gang ønsker at have en dialog med dem.... det er som om Vesten tilsyneladende vil bombe os sønder og sammen og i øvrigt ignorere, at vi eksisterer. I vil hverken have, at vi er her, hvor vi har boet en hel del år. Og I vil heller ikke have os hjemme hos os jer selv, så hvor skal vi så være?«
FUNDAMENTALISME eller knæfald for Vesten er groft sagt det valg, som de fleste unge og veluddannede i den muslimske verden frit kan vælge imellem, da de politiske, økonomiske og sociale begrænsninger i deres egne lande ikke har levnet mange muligheder for at udvikle andre alternativer.
Eller er det kun noget, som vi i Vesten opfatter som et valg, de bliver nødt til at træffe?
Som det fremgik af gårsdagens i2-tema, er det muligt at møde veluddannede unge, som har et ben i hver lejr. De er åbne over for europæiske værdier men de forstår samtidig også godt den vrede mod den vestlige verden og de dertil hørende værdier, som får mange til at slutte op om den islamiske fundamentalisme.
Den egyptiske forfatterinde Miral Al Tahawi var gennem otte år tilhyllet, militant islamist, fordi hun følte, at de islamistiske bevægelser var det eneste
alternativ til et styre, som hun fandt både korrupt og alt for styret af udenlandske, økonomiske interesser. For hende repræsenterede de noget »rent«; noget ubesmittet. Senere måtte hun erkende, at det måske ikke er det ideelle alternativ, som de repræsenterer, men at hun da stadigvæk har respekt for de islamistiske bevægelser.
Ligesom en lang række af de andre kunstnere, forfattere og intellektuelle, som man kan møde i den muslimske verden, mener også hun, at det er naivt af Vesten at tro på fred og lykkelig sameksistens mellem de to civilisationer, så længe vi forlanger, at de skal undsige og nedgøre deres kultur for at blive en del af et Vesten, som i øjeblikket er i gang med at bekrige selvsamme kultur. Hvorfor i alverden skulle de dog det?
FNs Udviklingsprogram, UNDP, har netop fastlået i en ny rapport, at den arabiske verden i stigende grad skal fokusere på åbenhed og interaktion i forhold til den øvrige verden for at komme ud af den tiltagende isolation. Det er helt korrekt! Men burde Vesten ikke også samtidig begynde at overveje at opfatte indbyggerne i den arabiske verden som ligeværdige?
