Læsetid: 4 min.

Benådning af en nation

1. oktober 1999

DER VAR engang et land, og det hed Tysk. Yndigt var det, i bakke og dal. Blot vidste det aldrig, hvor det skulle gøre af sig selv. Så lavede det en krig, fordi det helst ville være overalt og over alt i verden. Det blev landet kun mindre af.
Så lavede det en idé, som gik med tunge støvler på, og drog bestøvlet ud som krig, for at omvende verden til støvlens idé. Bagefter gik det splittet og sønderbrudt hjem. Lod som ingenting og tav, som havde det gået i sutsko.
Set bagfra kunne ideen og støvlen gennemskues som en gigantisk forbrydelse. Alle de døde, alle de lidelser, alle de tunge tramp på menneskers håb, alle de knægtelser af deres medfødte, skønt desværre alt for skrøbelige vished om, hvad der er ret og vrangt.
Sådan omtrent udlægger forfatteren, grafikeren og billedhuggeren Günter Grass i et digt det yndige lands historie op gennem dette århundrede. Men nu går omsider seklet på hæld, og det ligner en nådesakt, at han, netop han, tildeles årets litterære Nobelpris - århundredets sidste og følgelig mest symbolladede.
Naragtigt er og bliver det, at 18 som regel politisk korrekte svenskere hvert år under dække af litterær anerkendelse tildeler hele verden humanistisk årskarakter.
Og dog bifalder man valget af Grass tilfulde, alene af rent æstetiske grunde, som rettidig anerkendelse for en bundsolid og stædig kunstnerisk indsats, der har strakt sig over mere end 40 år og gentagne gange kulmineret i respektindgydende bud på fortællekunstens opgaver i en tid, hvor det ellers var mode at erklære romanen for afgået ved en stilfærdig død.
Samtidig har man vanskeligt ved at slippe dén umiddelbare lettelsens reaktion, at det Svenske Akademi omkring sin beslutning - som var ventet, men ikke af den grund mindre ædel - har tænkt, at nu må det omsider være slut, hvis noget nyt nogen sinde skal kunne begynde. Pristildelingen antager kompakt milleniums-agtig symbolstatus, som intet mindre end et håb på selve menneskeslægtens vegne.

GRASS' STORE forfatterskab og tætte, altid intense person holder utvivlsomt til det. Født 1927 i Danzig i det daværende Østpreussen indkaldtes han hen mod krigens slutning, blev såret og kom i krigsfangelejr. Ti år efter freden læste han første gang op i Gruppe 47's regie, og 1956-57 trådte han frem som lyriker og dramatiker. Verdensberømmelse høstede han i 1959 med Bliktrommen, romanen om Oskar Matzerath, der i en alder af tre beslutter aldrig, aldrig mere at vokse, og som herefter meddeler sig til omverdenen ved at slå løs på sin skingre tromme, i afmægtig ordløs trods mod det ækle århundrede, hvis vidne han uforvarende blev.
Romanen fortælles, som man vil huske, på et sindssygehospital, og i en rablende stil, der mere minder om markedsgøgl end om tysk klassik med dennes dyrkelse af ædel enkelhed og spirituel storhed. Kompositionen fremtræder fra start som kaotisk, brudt, et stykke traditions-sabotage, der effektivt ned-bygger eller dekonstruerer dannelsens idé for i stedet at fremstille mennesket i dets sønderbrudthed, historisk og eksistentielt.
Med sit kritiske farvel til romanen og sit muntre Goddag-og-hjertelig-velkommen til en moderne, karnevalistisk fortællekunst placerede Grass sig i et tidehverv: på vegne af sin splittede nation, men også stedse på vegne af et glødende, skønt kvalt og knægtet håb om, at vi dog, engang, må kunne og turde blive borgere i et åndsoplyst samfund, uden støvleklædte ideer, men i fortrøstningsfuld tillid til de små skridts politik, kritisk hjulpet på vej af kunstens store, modige spring.
"Jeg drømte," skriver Grass i et digt, "at jeg turde fatte håb. At jeg turde håbe igen på vinteræbler, mortensgåsen, på jordbær år efter år". "På sønnernes begyndende måne, døtrenes grånen, børnebørnenes postkort, håbe på forskud, rentes rente, som havde mennesket atter ubegrænset kredit." Han kalder håbet forfængeligt, beder det så mindeligt være os nådigt.

DET ER næppe for meget sagt, at Günter Grass med Nobelprisen i litteratur har skaffet sin med rette udskældte og samvittighedsplagede nation hårdt tiltrængt benådning. Og det er opløftende at tænke på, at han, hvem byen Bremen fratog en litteraturpris, som ellers var uddelt af en uafhængig komité, han, hvis bøger midt i 1960'erne blev brændt offentligt, han, der for debutromanens "blufærdighedskrænkende" indslag blev hængt ud som en nationens skamplet, og han, der måtte se sig forfulgt og forhånet af gamle politiske kammerater for sin pragmatisk bestemte støtte til Willy Brandt og dennes østpolitik, at netop han kan hædres internationalt på højeste kvalitetsniveau.
Et efterhånden tyndslidt ordspil omtaler, hvordan das Land der Dichter und Denker på skammeligste vis blev til das Land der Richter und Henker. Det ligner til forveks-ling en nysselig hegelsk dialektik, at en forfatter, som i 40 år, og med håbet som ledestjerne, har fungeret som sine landsmænds strenge dommer og som skånselsløs bøddel for nye støvleklædte ideer, nu for en tid skal samle verdensoffentlighedens lys i sit skæve prisme, i månederne, der går, før massemordsårhundredet ender.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu