Læsetid: 3 min.

At benævne Europa

5. oktober 2002

POUL GERHARD Kristiansen, landsekretær for Folkebevægelsen mod EU, fór torsdag frem på et komitémøde i Esbjerg – og klædte sig selv af til skindet. Hvor er det »befriende, at formanden for EU-konventet Valery Giscard d’Estaing melder rent ud,« proklamerede hr. Gerhard. »Det handler om, at EU skal hedde og være Europas Forenede Stater, sådan som EF-modstanderne i Folkebevægelsen mod EF advarede om i 1972.«
Ergo. ’Vi’ i ’Folkebevægelsen’ har altid haft ret.
Hr. Gerhard er så tilfreds over at have afsløret det, han kalder »30 års løgne«, at han har udsendt en pressemeddelse, der er tituleret: »Befriende udtalelse: Giscard d’Estaing: Det skal hedde Europas Forenede Stater.«
Problemet for den folkelige befrielse er bare, at det sandt at sige kun er hr. Gerhards tankespind.
Onsdag holdt Giscard d’Estaing godt nok en tale på Europakollegiet i Brügge, hvor han sagde, at han ønsker »en union af europæiske stater, der tæt koordinerer og administrerer visse fælles kompetencer, ud fra føderale principper.« Det må være det, Hr. Gerhard spinder videre på, men det er ikke nyt, for i dag har Europa en Union af stater, der både har mellemstatslige og føderale træk.

I talen spørger Giscard d’Estaing tværtimod åbent, om en ny og bedre union skal kaldes ’Europas Forenede Stater’, ’Det Europæiske Fællesskab’, ’Det Forenede Europa’ eller fortsat skal hedde ’Den Europæiske Union’. At stille et åbent spørgsmål kan ikke spindes om til et ’skal’.
Et sted i talen er han meget kategorisk – imod en europæisk superstat: »I et system, der snart består af 25 medlemsstater med næsten 450 millioner indbyggere kan og må de politiske handlinger ikke blive centraliseret,« siger Giscard d’Estaing. »Magten må decentraliseres og udøves på de forskellige lokale, regionale, nationale og europæiske niveauer (...) på de niveauer, der er tættest på borgeren, med respekt for hvert medlemslands interne strukturer.«
Læg dog de tyndslidte fordomme til side, om at EU-eliten i al ondskab pønser på at presse en europæisk superstat ned over hovedet på folkene! Giscard
d’Estaing inviterer til en åben debat om en ny form for union, der er decentralt opbygget. De alt for komplekse traktattekster på over tusind sider skal koges sammen i en ny, mere simpel og forståelig forfatning, der kan holde i 50 år. Og han slår til lyd for en permanent kongres for Folkenes Europa, hvor de nationale parlamenter får direkte indflydelse på unionens lovgivning.
Han vedkender sig samtidig tvivlen. Og det er befriende i et EU, hvor mange statsmænd ofte har gemt sig bag fællesmarkedets økonomisme og funktionalisme – og franskinspireret etat-isme.

I STEDET for dogmatisk at klamre sig til navnet ’Den Europæiske Union’, spørger han, hvad unionen skal kaldes? »Det er slet ikke et trivielt spørgsmål, for navnet har en symbolsk kraft,« der skal gøre det klart »for enhver borger«, hvad der er det europæiske projekts natur og mening.
Kan de fire foreslåede navne leve op til den fordring? ’Europas Forenede Stater’ giver et forkert signal, for folk kunne tro, at det var en klon af Amerikas Forenede Stater. Og det er og kan Europa ikke blive. ’Det Europæiske Fællesskab’ siger intet om styreformen. Englænderne elsker at tale om ’The European Community’ som et løst mellemstatsligt samarbejde, mens kontinentets passionerede sjæle føler, at ordet Fællesskab viser hen til en romantisk folkelighed, hvor varmen er uendelig, og statsmagten er kold og fjern.
Konfliktsky og konservative klamrer sig måske til det eksisterende navn – Den Europæiske Union – for så er de fri for at forandre sig. Selv om det er en bekvem løsning, har ’union’ aldrig været et velvalgt ord. Det taler mest for et centralistisk samarbejde, der sætter den harmoniserede europæiske ’enhed’ i centrum og ikke har blik for landenes forskelligheder.
Skal der findes et kraftfuldt udtryk for det udvidede fællesskab, må der nok opfindes et helt nyt navn. Noget, der sætter ord på et unikt projekt. Europa skal sprogligt ikke efterabe United States of America, opbygge en centralistisk union som Storbritannien eller påtvinges en gammel statstradition efter fransk (og dansk!) forbillede.
»Europa skal være mere demokratisk,« erklærede EU’s stats- og regeringschefer på deres Laeken-topmøde. Tænk hvis Giscard d’Estaing og EU-konventet tog ordene alvorligt og kaldte det nye projekt for Europas Forenede Demokratier? Det kunne give projektet en klar identitet.
I ord lader det sig ikke nøje med, at medlemmerne er ’stater’; de skal være demokratiske for at være med i klubben. Europas Forenede Demokratier kunne sige noget radikalt andet end et elitestyret teknokrati, en superstat eller en fjern union. Det bygger på en pluralitet af folkestyrer. Og antyder, at Europa kun forenes i og med befolkningernes demokratiske engagement.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu