Det rumler i Det Konservative Folkeparti. Mange mener, men få tør sige højt: 'Formanden har gjort sin nytte - formanden bør gå.'
Ikke fordi Bendt Bendtsen provokerer nogen. Eller at han - som en anden Hans Engell - forskrækker sit bagland ved at køre sololøb og risikere partisamarbejdet i 'det borgerlige Danmark'.
Tværtom. Ingen provokationer, ingen forskrækkelser, ingen risiko ved Bendt Bendtsen. Alle konservative på alle fløje kan enes om at rose Bendtsen for at have brugt sine otte formandsår på at bringe ro til det parti, der ellers siden Poul Schlüters afgang i 1993 havde været plaget af indre stridigheder om personer og linje. Bendtsen har også formået at lempe sit parti ind i en borgerlig regering. Men modsat Schlüter-årene er samarbejdet under Venstres overherredømme. Og med Dansk Folkeparti som VK's støtteparti er De Konservative klemt både fra V og DF, der har indøvet en rollefordeling i at mobbe K. Pia Kjærsgaard gør det højlydt gennem medierne, Foghs folk gør det på de indre linjer og i giftige, men anonyme citater fra "højtstående regeringskilder".
Skikkelige Bendt
Meget få konservative forestiller sig, at den skikkelige Bendtsen magter at sætte sig igennem over for Anders Fogh Rasmussen, når de to træder sammen som regeringens inderste råd. Kuet af Fogh og hånet af Pia Kjærsgaard er De Konservative slasket ned på en nogenlunde konstant vælgertilslutning på ti procent. Det er langt under partiets fordums periodevise storhed. Derfor ulmer uro. Den slog ud i lys lue på forsiden af gårsdagens Berlingske: Konservativ Ungdom, KU, vil på denne weekends landsråd holde debat og afstemning om, hvorvidt Bendtsen bør afløses af justitsminister Lene Espersen eller miljøminister Connie Hedegaard.
Det bakker Allerøds K-borgmester, Eva Nejstgaard, op med ordene: "Bendt Bendtsen har gjort det udmærket med at skabe ro i baglandet, men vi skal videre, og derfor er vi nødt til at tage den her diskussion." Nejstgaard har senere påstået sig fejlciteret, men hun sagde - ordret - det samme i gårsdagens Radioavis.
K-toppen iler med at søge sagen lukket ned. Sådan reageres der i partipolitik, for den, der ikke insisterer på lederens politiske livskraft, udsættes for beskyldninger om meddelagtighed, når det uundgåelige dødsfald er indtrådt, og arvefølgen skal fastlægges.
Med en bemærkelsesværdig formulering sagde Lene Espersen til Ritzau om Bendtsen:
"Jeg synes, det er underligt, at der sættes spørgsmålstegn ved hans resultater med velfærdsreform, strukturreform og andre ting."
Resultatløshed
Er det lige de resultater, man forbinder med Bendtsen? Og henvisningen til "andre ting", tyder på, at Espersen døjer med at komme på noget.
De Konservatives resultatløshed i overordnede mærkesager er selvsagt en del af partiets frustration. Bendtsen er Foghs bedste chance for at dominere en borgerlig regering, men derfor må Fogh også være tilbageholdende med de nederlag, han påfører Bendtsen. Sine skattelettelser for de velhavende får Bendtsen under ingen omstændigheder. Det garanterer Pia Kjærsgaard - og V-toppens skræk for S-anklager om klassepolitik.
Fogh har derfor måttet finde en luns ved at love ændringer i regeringens forslag til ny selskabsbeskatning, som det skatteunddragende erhvervsliv har tordnet imod.
Men på bare halvlangt sigt er det svært at se, hvad Fogh kan yde for at holde Bendtsen flydende. I det konservative lederopgør er kulturminister Brian Mikkelsen af både politiske og helbredsmæssige årsager udgået som kandidat. Tilbage bliver de to kronprinsesser, som KU vil bruge weekenden på at holde skønhedskonkurrence imellem. Som KU-formand Kasper Hülsen fremhæver, er Lene Espersen repræsentant for "den traditionelle konservatisme med hård retspolitik" og "samarbejde i retning af Dansk Folkeparti". Til den beskrivelse kan føjes, at Espersen har opfordret sit parti til at finde ny vækstkraft i det gamle slagord: "Gud, konge og fædreland".
Connie Hedegaard står derimod - ifølge Hülsen - for "en moderne konservatisme" lige som den nye britiske Tory-leder, David Cameron.
Opgør fra dag ét
Opgøret mellem 'de højreorienterede' og 'de socialt midtsøgende' har præget Det Konservative Folkeparti siden dets undfangelse i 1915. Partiets karismatiske leder John Christmas Møller, der var midtsøger, kæmpede med sin højrefløj hele vejen igennem 1920'erne, 30'erne og 40'erne. Han endte med at tabe. Poul Møller sled sig op i samme kamp i 1960'erne. Poul Møllers søn, Per Stig, forsøgte sig som partileder i en kort periode. Men heller ikke han kunne svinge partiets bagland i sin retning.
I partiets hidtidige historie har konservative tilhængere af 'en socialt ansvarlig midterlinje' måttet ende med at erkende, at det, de ønskede at gøre partiet til, ønskede partiet ikke at være.
Deri ligger et varsel om udfaldet af et opgør mellem Hedegaard og Espersen. Efter partiets tradition kan opgøret imidlertid blevet aldeles opslidende. Det er det mest slagkraftige argument for konservative, der vil beholde Bendtsen som dulmende medicin til indvortes brug.
