Læsetid: 4 min.

Benny Andersen classic

En righoldig bog, hvor Benny Andersens liv spoles tilbage til dengang, han spillede på Monks klaver i New York, og endnu længere, men så frem igen via alle mellemstationerne til årene på Barbados, hvor nogle kiggede skævt til ham, fordi han var hvid
29. marts 2007

Engang havde Benny Andersen en særegen oplevelse på en strand. Han så en ung mand i badeshorts spæne forbi og forsvinde bag en pynt. Lidt efter kom den samme unge mand løbende i samme hastighed som før, men denne gang baglæns!

Et øjeblik tror Benny Andersen, at hans liv er forbi og nu bliver spolet tilbage, men senere erfarer han, at der blot er tale om et nyt modefænomen inden for jogging og atletiktræning, nemlig retrorunning, baglænsløb.

Sådan var optakten til en kronik, han skrev i 1990, og han genkendes straks på anslaget: Den lette hånd og den overraskende tanke. Ved siden af at være lyriker, sangskriver og novellist er han en strålende erindringsessayist og kronikør, og det er eksempler på de sidstnævnte to egenskaber, der nu er udvalgt og samlet af Thorkild Borup Jensen i en stor bog med titlen Livsrejse med vigtige ophold. Benny Andersen har åbenbart meddelt, at han ikke vil skrive sine erindringer, men det har han så gjort punktvis tidligere blandt andet i et par bøger om barndom og ungdom i Vangede og Søborg.

Plus altså i kronikker, som Politikens læsere har haft fornøjelsen af. Ikke mange ganske vist, for han har økonomiseret med udfoldelsen (cirka en om året) og kun skrevet, når han virkelig havde idé eller oplevelse at bygge dem op omkring. Til gengæld har de været mindeværdige. Enhver kronikredaktørs drøm om en kronikør.

Verbal roadmovie

Mindeværdig er den kronik, han skrev i 1976, men som viser tilbage til slutningen af 1950'erne, hvor han, der var jazz-, hygge- og latino-pianist - Hvide og sorte tangenter hedder kronikken - sejlede til New York og spillede til dans undervejs på Amerika-færgen. Musikerne blev af nogle negerpiger (sådan hed det dengang) inviteret med til party på et playhouse i Harlem. Det viser sig at være Minton's Playhouse, som har mytologisk status i jazzkredse, fordi alle de store beboppere har spillet her fra Thelonious Monk til Bud Powell, og da Benny Andersen bliver bedt om at spille på det selvsamme klaver som dem, får ærefrygten hans ben til at ryste. Han slipper dog fra at spille Stars fell on Alabama med skindet på næsen, skønt klaveret er ustabilt ad helvede til. Nu forstår han, hvorfor Monk blev en stor musiker. På trods og i kraft af netop det klaver.

Sådan en kronik er en hel lille roadmovie i ord. Ingen ved, hvad der venter én om næste hjørne, et eventyr eller det modsatte. I de fleste tilfælde er det noget eventyrligt, ofte fundet i den lille hverdagsdetalje, hvad enten det er i det hjemlige eller på eksotiske steder. Som om hans egen notoriske venlighed reflekteres i mødet med fremmede. Der er en lige så uforglemmelig kronik classic om en tur med Halfdan Rasmussen til Utanmyra i Sverige.

Plads i bussen

Man har også set skævt til ham. I 1980'erne og 1990'erne former en rækker kronikker sig tilsammen som en mini-føljeton om hans møde med Barbados, sin anden kones hjemland, hvor han optages hjerteligt i familien. Man hilser på hinanden i kvarteret, men der er folk, der går forbi uden at hilse på ham. De har ikke glemt, hvad de hvide har gjort mod de sorte, og han mærker det som racisme vendt mod hvide. Tænker, at sådan har indvandrerne i Danmark det også, man ved ikke, hvad der rører sig bag de tilknappede ansigter. Men både her og der er det kun nogle af individerne, der er racister. Han beslutter sig for at rejse sig op for gamle folk og mødre med børn i bussen, det sætter de pris på, selvom det er lidt gammeldags. I en overfyldt bus spejder han ihærdigt efter et ledigt sæde, som han kan sætte sig på - for at kunne rejse sig op.

Stille fortabelse

"En forårsdag tager jeg fat på at skrive en roman om vor tids problemer," lyder den ellers så underspillende forfatters indledning til at lille notat om inspiration.

Faktisk får han skrevet en roman - imodsætning til, da Leif Panduro opfordrer ham til at skrive en tyk roman. Så går det bedre, da Klaus Rifbjerg møder op på baren Chez Ankerfeldt, hvor han hyggepianerer, og inspirerer ham til at skrive flere digte. Det giver ham et boost.

Det gør læsningen af Søren Kierkegaard også på en bagvendt måde. Benny Andersen har fået nogle tekster i hovedet igen, har levet i en stille fortabelse og har foretaget sit valg: Klaver, ikke lyrik. Men læsningen af Enten-Eller får ham til at vælge både-og:

"Ved at få mig til at skrive, fik Kierkegaard mig for alvor sat i gang med at skrive."

Kierkegaards drilske måde at filosofere på har spillet en større rolle for forfatterskabet, end man umiddelbart skulle tro.

Skeptisk optimist

Benny Andersen har i en menneskealder moret og bevæget danskerne. Med Livsrejse med vigtige ophold foreligger en righoldig samling af noget af det ypperste - kronikker, artikler, interviews.

I et ikke tidligere trykt manuskript, Blæs på de vedtagne sandheder!, fra 1985 kan man læse en programerklæring fra forfatteren, der kalder sig skeptisk optimist på menneskehedens vegne: "...fordomme, rubriceringer og forhastede konklusioner skyldes menneskers trang til orden og tryghed, deres frygt for det fremmede og uoverskuelige plus en del åndelig dovenskab. Hvilket fører til snæversyn, fjendebilleder, social utryghed, håbløshed, ødelæggelse og død. Alternativet er åbenhed, nysgerrighed, livsmod, håb. Kort sagt: Poesi."

-Benny Andersen: 'Livsrejse med vigtige ophold'. Prosa 1953-2006. Redigeret af Thorkild Borup Jensen. 263 sider. 249,95 kroner. Borgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu